Claus Oxfeldts åbningstale:

Reelt burde der nok være mindst 12.000 -13.000 politifolk i Danmark, fastslog Claus Oxfeldt
Her kan du læse hele forbundsformandens åbningstale fra kongressen 28. april.
  29/4/2017

Kære kongresdeltagere,
Kære justitsminister,
Kære gæster fra Ind- og udland
Mine damer og herrer
Velkommen til Politiforbundets 73. ordinære kongres

En kongres, der også er en nyskabelse på godt og ondt.
Men det vil jeg komme tilbage til.

Noget af det gode vil jeg dog lige nævne: Det er rammerne her i Aalborg, som er en gentagelse af seneste kongres – og ikke mindst det store og flotte arbejde, Nordjyllands Politiforening har lagt i endnu engang at gøre kongressen til en velsmurt, professionel og fantastisk oplevelse for os alle.
Det var i top sidste gang.
Og så vidt- tegner det mindst lige så godt.
Tak for det.

Der bliver noget at leve op til om fire år!
Jeg vil dog indlede med det, som nok har påvirket alle os i politiet mest og dybest. Vi lever i en ny og skræmmende virkelighed, hvor politifolk er blevet legitime mål for terror og, hvor risikoen for at blive skudt, fordi man passer sit arbejde i politiet, er vokset.
Det er blevet farligere. Fokus på sikkerheden er helt afgørende.

I de seneste år har vi haft nogle ganske forfærdelige skudepisoder, hvor politifolk er blevet ramt. To skudt direkte i hovedet. Den ene overlevede og er godt på vej tilbage på næsten mirakuløs vis. 
Den anden, Jesper Jul, døde kort efter at være blevet ramt af skud uden for politigården i Albertslund i december 2016.

For første gang i 21 år blev en politiassistent skuddræbt i tjenesten.
Æret være Jespers minde. 

Det er på tragisk vis kulminationen på en ny tendens til at angribe, true og skyde mod politifolk. 
Jeg frygter, at det kan blive endnu værre i årene fremover.
Det skal og vil vi ikke acceptere som samfund. Vi skal passe på politiet.

Vi skal som samfund sige klart fra på politiets vegne og beskytte politifolk bedst muligt, så de kan beskytte alle andre og værne om vores åbne demokrati. Vi vil ikke tolerere eller acceptere angreb på politifolk.

Det var de mørke skyer, som desværre også kan mærkes på denne kongres og blandt alle os, der er til stede.
Når det er sagt, så er en kongres på alle måder en demokratisk og faglig fest.
Det skal vi huske at nyde. Vi skal bruge de her dage til at skærpe vores faglige profil og kalibrere os til morgendagens udfordringer.

Kongressen er en fantastisk mulighed for at holde fagligheden, udviklingen og visionerne ud i strakt arm. Tre dage, hvor vi kan fordybe os, debattere, blive klogere, komme videre og ikke mindst vise og føle vores stolthed ved at få lov til at repræsentere 11.500 medlemmer, som hver dag, døgnet rundt gør deres bedste og mere til. Og som er selve fundamentet under et åbent, troværdigt, ligeværdigt, retfærdigt og tillidsbaseret demokrati….

Vores medlemmer er uundværlige for vores samfund.
Deres indsats afgør sådan set, om samfundet fungerer.
Det er flot og de skal hyldes.

Jeg synes, at åbningsfilmen viser det så fint.
Den fortæller, hvor store krav, der efterhånden stilles til politifolk, og hvor stor respekt de fortjener. Alt det, de tåler, alt det, de ser, alt det, de løser og alt det, de bærer rundt på og skal leve med, for at vi andre kan have det godt og trygt.

De skal se så meget, at de kan have svært ved at lukke øjnene bagefter, lyder det i filmen. Det er en vigtig pointe, nemlig at politifolk også er mennesker, der skal passes på og have hjælp. På det punkt er samfundet stadig mere imod dem. Eller ikke samfundet, men selve måden at styre politiet på.

Politifolk brænder for at løse situationer. Det er deres benzin, de træder til og bruger faglighed og indlevelse til at løse konflikter.  

Men arbejdsgiveren har i stigende grad presset et system ned over dem, som ikke er løsningsorienteret. Som ikke sætter synderlig pris på faglighed, og ikke levner tid til eller forstår værdien af indlevelse.

Systemet er i stedet projektorienteret, måltalsorienteret, dokumentationsorienteret, analytisk og økonomifikseret.

For længst langt fra enhver form for fornuft. Det skriger nærmest til himlen.  

Derfor svarer beredskaberne også i trivselsundersøgelsen sidste efterår, at de har svært ved at se meningen med arbejdet.

DERFOR OVERVEJER OVER HALVDELEN af de ansatte i flere af beredskaberne at søge ud af politiet. Altså at forlade krumtappen i selve politiarbejdet. 
Det er endda de yngre politifolk, som ellers kan tåle nærmest alt, bare de får lov til at gøre en forskel og at yde god service over for borgerne. Som brænder for at lave godt politiarbejde.
I dag risikerer alt for mange af dem at brænde alt for hurtigt ud.

DET er aldrig før set i politiets historie.
Det er et katastrofalt tegn for os alle.
Det siger ALT om udviklingen.
Det viser også, hvorfor Politiforbundets motto: ”Vi passer på politiet”, er mere aktuelt og påkrævet end nogensinde.

Ingen andre gør det. Slet ikke staten. Ingen andre husker på, at politifolk er mennesker, og skal være mennesker. Hele mennesker. Mennesker, som også kan lukke øjnene og hænge sammen. De seneste fire år illustrerer med al tydelighed den ulykkelige udvikling.

Politifolkene er bogstavelig talt blevet et nr. i hænderne på de mennesker, som kun kender til borgerkontakt fra Excel ark, fagbøger eller måske eventyr – men ikke aner, hvad det indebærer. 

Et grelt eksempel: I februar 2015 blev politiet dænget til med kys, kram og kærlighed fra borgerne, som tak for indsatsen ved terroranslaget på først Krudttønden og siden i Krystalgade. Helt fortjent.

Borgerne kan nemlig godt lide deres politi. De er stolte af det. De har tillid til politifolkene. De elsker et politi, som kan tænke selv og løse konflikter med nærvær og stor faglighed. Jeg tror sågar, at en del af de mennesker, som er med til at ødelægge politiets muligheder for faglighed og nærvær var blandt de taknemmelige borgere. Jeg tror, at de så fornuften i det øjeblik.

Men de glemte det hurtigt igen, da de mødte på arbejde i ministeriet, i økonomiafdelingen eller i projektgrupper på Polititorvet.

De forstod ikke, at politiets største kapital er borgernes tillid. Borgerne har tillid til politiet. De har derimod ikke særlig meget tillid til politiets øverste ledelse. Heller ikke til de mennesker, som styrer politiet fra ministerierne. Og slet ikke konsulenthusene.

Men det var alligevel herfra, at netop de mennesker, få måneder senere vaskede kyssene væk med at kræve deres fritid tvangsudbetalt.
Sikke en belønning. 
Sikke en taknemmelighed.
"Tak for jeres store indsats, nu får I ikke lov til at have det planlagte samvær med familien"!. Endda til trods for, at vi allerede gennem længere tid har inddraget og ødelagt jeres tid med familien. Den øvelse blev endda gentaget året efter.

Kan de ikke selv forstå, at de slider på en loyalitet, der ikke bare er uendelig. Den er stor, men har en udløbsdato og ER allerede skåret ned til sokkeholderne.

Justitsminister Søren Pape, jeg håber, du kan se og anerkender problemet.
Jeg håber, at også du øjner katastrofen, når så mange unge pludselig overvejer at søge væk fra drømmejobbet. Der skal skiftes kurs, NU!

Jeg glæder mig heldigvis over, at du og dine kolleger de seneste par år har fået blikket op for politiets udfordringer. I viser velvilje og forståelse. I lytter nu til forbundet og de ansatte, og handler efter virkeligheden, ikke røgsløret og resultatdopingen. I vil politiet og samfundet det godt. Så det er den rigtige kurs.
Men det går videre. Vi kan ikke leve med konsulenthuse og tragiske, næsten satiriske konsekvenser af New Public Management.

Der findes så mange eksempler på dokumenteret galskab, at det er grotesk, at vi endnu skal lide under begge dele. Det gælder for øvrigt hele den offentlige sektor.

Fagligheden og servicen bliver kvalt. Borgerne føler sig til grin for deres skattekroner. Gør noget. Stop det.
Borgere, politikere med mere, forventer et politi, som rykker ud og løser problemer med faglighed og indlevelse i situationen.
Som smider alt, hvad de har i hænderne en lørdag i vinterferien for at tage til København og uskadeliggøre en vanvittig terrorist.

Og det gør politifolkene. De gør det helt utroligt fagligt dygtigt, så terroristen uden at vide det, blev styret væk fra alle borgere og samlingspunkter. De gør det endda næsten på trods af det system og de vagtplaner, de arbejder under. De kommer fordi de VIL, KAN og TØR.

Men fra toppen er der skabt et betontungt system, som belønner den slags med stadig mere snærende bånd. Som har presset politifolkene ned i måltals- og dokumentations-galskab, som gør det næsten umuligt at rykke ud, når der kaldes. Som takker med krav om fravær fra familien og sammenbrud på hjemmefronten!

Jeg kigger på dig Justitsminister, fordi det er dig og dine kolleger, som kan stoppe den udvikling. Som kan sætte tillid og faglighed tilbage i højsædet. Som skal genskabe synet på offentligt ansatte som mennesker med stor faglighed.

Men det kræver, at I omsider lægger arm med det system af topembedsmænd og konsulentforelskede chefer, som forsøger at pakke jer ind, og som fortsat ødelægger arbejdet og arbejdsmiljøet ude på stationerne.

Det giver ikke rigtigt mening, vel?

Det slider på politiet, læger, sygeplejersker, lærere, pædagoger – ja, alle de som skal bære velfærdssamfundet. Selve den rygrad, vi nyder så godt af – også jer politikere. Hvis det fortsætter, så tror jeg ikke, vi er langt fra den dag, mange, mange tusinder offentlige ansatte står på Christiansborg Slotsplads og råber NOK ER NOK! For det er NOK!

Kommer vi dertil, vil der også vente et politisk jordskælv og opbrud. 
Hvis de varme hænder forsvinder, så bliver der meget koldt og ubehageligt i velfærdssamfundet.
Vreden er langt større, end I aner. Den er også begrundet. Nok er nok!

For politikerne har ENDNU IKKE LEVERET.
De har ikke sagt fra. De har ikke ændret kursen.

De har ikke skyllet New  Public Management, konsulenthuse, performance-skvalder og hvad de ellers finder på af ord i finansministeriet ud i den kloak, hvor det hele rettelig hører hjemme.

Deres sprog minder mere og mere om sproget fra bogen ”1984”, hvor samfundet reelt mener det modsatte af hvad de siger. I den dystopiske roman hedder slagordene: Krig er fred, Frihed er slaveri.
I det konsulent-styrede velfærdssamfund anno 2017 lyder det:

Nærvær er fravær
Proaktiv er reaktiv
Tillid er mistillid
Personaleledelse er administration
Faglighed er måltalsstyring
Virkelighed er excelark
Ytringsfrihed er bare brok
Oplysning er nedlysning
Kommunikation er lukkethed

Skal jeg fortsætte? Nej vel.

Det skræmmende er ikke, at jeg står her og er kynisk. 
Det skræmmende er, at jeg siger sandheden og den omfatter styringen og udviklingen af hele den offentlige sektor, politiet inklusive.

Tilbage til politiet.
Til vores medlemmer.
Det er en ære at repræsentere så dygtig, loyal og engageret en medlemsgruppe.

Det gør også vores kampe så vigtige og afgørende – fordi de omfatter hele samfundet, og alt det, vi sætter pris på, og som vores forældre, bedsteforældre, og oldeforældre har kæmpet så hårdt for.

Politiet og politifolkene er en af samfundets største værdier og aktiver.
De giver alle andre trygheden til at kunne udfolde sig og færdes trygt og tillidsfuldt og turde mene og tænke og deltage ….ALT det der skal til for at have et velfærdssamfund med værdier som fællesskab og med mulighed for alle.

Det er så stor en værdi, at den let bliver taget for givet.
Og taget for givet, det er den desværre blevet i al for høj grad, siden jeg stod her for fire år siden, og takkede for valget af mig som formand.

Det er en værdi, som vi er ved at tabe på gulvet.
Som politikerne har misforstået, som arbejdsgiveren har trukket alt for hårde veksler på, og som har skullet kunne tåle og løfte under stadig mere umulige vilkår.

De sidste fire år har været en lang hæsblæsende tsunami af omstillinger, organisationsændringer, uro, usikkerhed, og konsulentgalskab – og den er blevet rullet hensynsløst ud over politifolk og borgere.

Ingen ved helt hvorfor. Heller ikke hvem, der er de ansvarlige og skyldige.
Det er bare gået sådan, for sådan styrer man åbenbart offentlige virksomheder. Det er faktisk et krav.

Selv ikke det afsindige forløb i SKAT, hvor man omstillede og effektiviserede så meget, at der ikke længere var ansatte til at drive penge ind, men masser af projektfolk, målefolk og bureaukrati.

En båd, hvor der ikke længere er hænder til at ro med årene, eller sætte sejl, men overbefolket på øverste dæk af specialister i at lave regler for, hvordan det burde gøres mest effektivt og besparende. Det er ikke langt fra virkeligheden andre steder.

HENSYN TIL DE ANSATTE som reelt løfter, fylder mindre og mindre. Det er fløjtende ligegyldigt, at de har fagligheden, kender virkeligheden og bærer det hele med professionalisme og nærvær.
Forandringer kommer altid fra eksperter, skriftkloge, økonomer og topembedsmænd, som stort set ingen berøring har med det egentlige arbejde.

De kommer oppefra og trykkes nedad. De ryster gang på gang en hel organisation, så fundamentet slår revner og tiden forsvinder væk fra der, hvor arbejdet burde laves!

Nu kigger jeg på dig Jens Henrik Højbjerg.
Ikke anklagende. Ikke for at kritisere.

For ovenstående er et krav, det er en styringsform, som udgår fra selveste Moderniseringsstyrelsen og det øverste embedsværk. Det er dem, som gerne binder dig og politiet konsulenthuse på ærmet – og kræver processer gennemført alt for hurtigt.

Det har heller ikke været nemt at være rigspolitichef de seneste år.
Du har skullet levere på alle hylder, i en ny virkelighed, med nye krav – men underlagt en umulig styreform og økonomi fra toppen af ministerierne.
Når jeg kigger på dig, er det med ønsket om ro.

Lad os nu få ro. Ikke halse fra omstilling til omstilling til omstilling. Ikke være prøveklud for konsulenthusenes vanvittige teorier.
Jeg ved godt, at det ofte bliver pålagt fra politisk hold, at nu skal McKinsey og andre ligegyldige konsulenthuse igen fræse henover politiet og i øvrigt bruge løs af vores bevillinger.

Det er altså firmaer, som tager tusinder af kroner i timen for at foreslå, at politiet skal lade være med at tage telefonen så hurtigt. For at nævne et eksempel på deres forhold til service og tryghed.

Højbjerg, Sig fra. Vi vil bakke dig op, alt hvad vi kan. Det vil alle politifolk. Sig fra, giv os omstillingsro.
Vi har brug for ro. Brug for at alle kan følge med og forstå meningen.
Alt for mange politifolk har givet op. De tror ikke længere på noget godt oppefra. De har mistet følelsen af sammenhængskraft eller blikket for målet.  
Vi har brug for at finde sammen igen – for at kunne se målet. Alle sammen.

De sidste ti år har været en lang række af omskiftninger, reformer, ændringer, processer, projekter, og de færreste har nået at lande, før de er blevet lavet om igen.
De næste år skal politiet finde sammen igen. For vi fungerer kun samlet. Vi skal stå sammen. Det giver ikke mening, at der er så mange knæk og misforståelser op gennem rækkerne. Vi vil sådan set alle det bedste, det rigtige og det fagligt forsvarlige.

Og vi har så mange fantastisk dygtige politifolk hele vejen op gennem organisationen fra politielev og op til chefpolitiinspektør. De skal kunne bruge deres faglighed og udvikle sig. Ledere skal have lov til at lede.

Vi skal passe på vores dygtige ledere. Vi skal give dem plads og ledelsesrum.
Jeg fornemmer, at især den del, der omfatter politikommissærerne er så pressede og nedslidte, at der er stor grund til bekymring. De er om nogen - limen i politiet.

Jeg ved, at det kræver enorm styrke at insistere på faglighed og ledelse, hvad enten man er politiinspektør eller chefpolitiinspektør. Vi skal passe bedre på og dyrke vores ledere. VI skal have ro, tillid, faglighed tilbage i højsædet.

Det samme gælder i forhold til politisk handlekraft, profilering og pludselige indfald.

Vi lever i hele verden i en angstfyldt, frygtsom tidsalder – hvor følelserne dikterer alt for mange tiltag og forandringer. Følelser er ikke fornuft, slet ikke frygt. Frygtens tidsalder er kun god for dem, som rejser i privat sikkerhed, populisme, alarmsalg og andedamsnostalgi. 

Den er til gengæld farlig for omgangen med velfærdssamfundet.
Angst er en dårlig drivfjeder for samfundet, demokratiet, respekten, åbenheden og fællesskabet.

Man kan ikke straffe eller måle sig til et bedre samfund, men man kan sætte ind med faglighed og nærvær, der, hvor problemerne opstår.

Når man hele tiden politisk flytter rundt med politifolk fra et sted og over til et andet, så kommer de længere og længere væk fra kernen og borgerne. Så mangler de.
I dag er der næppe mere end 5.000-6.000 politifolk til at sikre beredskaber og efterforskning ude i kredsene. Det er mange tusinder færre end for blot seks år siden. Og det har naturligvis konsekvenser. Det har en pris. Det kan mærkes. Det skaber ekstra splid, frygt og fører mod de berygtede parallelsamfund,

Det er et skråplan. En glidebane, En ond spiral for trygheden.
Afskaffelsen af det faste normativ har vist sig lige så fatal for politiet, som Politiforbundet advarede om. Men det var krisetider i 2010/2011 og i krisetider tager man let forhastede beslutninger for, at pengene skal passe.

I krisetider burde man også lytte til Politiforbundet. Man begår let fejl på tom mave, og man begår endnu større fejl ved ikke at lytte til os i tide.
Det kan ingen være i tvivl om i dag!
Vi skal have indført et minimumsnormativ igen, inden det er for sent.
Måske et minimumsnormativ, som handler målrettet om beredskab og efterforskning. Inden begge dele helt forsvinder i udrykning, specialisering, henlagte sager og stadig længere afstand til borgerne.
Uden et fast fokus på, hvad der skal til på de hylder, risikerer vi at underminere hele politiet. 5.000-6.000 politifolk til de dele er alt for lidt. 

Der skal nye krav til. Måske et minimusnormativ tæt på 10.000, og dertil de ekstra tusinder politifolk, der behøves for at løfte det øvrige, som også er nødvendigt. Men fundamentet skal være på mindst 10.000 til udadvendt arbejde og kerneopgaver.

Vi taler om REELLE borgernære politifolk ude i kredsene eller på stationerne.
De skal selvfølgelig suppleres af de lige så vigtige specialister, task forces, It-grupper, PET, politiledere, teknikere med flere, som politipaletten kræver.

I den forbindelse må vi selvfølgelig ikke glemme vores dygtige administrative medlemmer.
Vi har allerede svært ved at se borgerne i øjnene.  Når vi så heller ikke længere kan se vores ægtefæller, børn og kærester i øjnene, så knækker filmen.

Reelt burde der nok være mindst 12.000 -13.000 politifolk i Danmark. Det ville endda stadig være et presset politi, som befinder sig i den lavere ende i forhold til flere af vore nabolande. Men det bør nok være et langsigtet mål.
MINIMUMSNORMATIVET vil indgå i Politiforbundets målrettede indsats.

Politiforbundet er en faglig organisation, som tør og vil tage ansvaret på sig, når det handler om at udvikle politiet og sikre politiets rammer og vilkår. Vi tør stå frem i medierne, vi er synlige i offentligheden. Vi tager ligefrem de medietæv, som burde ramme fra toppen af dansk politi.

Vi tør indgå upopulære kompromiser. Vi har altid den bedste opnåelige løsning for øje. Det afspejler sig tydeligt i de seneste års ageren. Vi har taget ansvar for og forsvaret såvel forkortet uddannelse, som indførelse af kadetuddannelse.

Ingen af delene var på nogen måde ønsker fra Politiforbundet.
Ingen af delene vakte glæde. Men det var nødvendigt i en given krisesituation, og alternativerne kunne være meget værre og mere skadelige. Derfor har vi optrådt ansvarligt og taget det på os. Vi skal søge indflydelse.

Husk det.
Vi kunne faktisk læne os tilbage med korslagte arme og sige: HVAD SAGDE VI!
Politiforbundet har fået ret med tilbagevirkende kraft i alle sine advarsler gennem de seneste seks-syv år. ALLE!

Det er ikke mere end tre år siden, at alle øverste ledere og toppen gjorde grin med os og sagde, at vi var langt fra virkeligheden, når vi advarede. Få måneder efter vendte de på en tallerken og gav os pludselig ret.

Man skal som bekendt lære af historien – ellers er man fortabt.
Jeg håber, at de ledere og chefer, har lært af historien.

Jeg forventer, at såvel politikere som øverste embedsværk fremover FAKTISK LYTTER og FORSTÅR!
Vi skal nemlig kigge fremad. Vi skal fremtidssikre politiet. Vi skal tænke ud af boksen. Kun sådan og på lang sigt kan vi redde politiet ud af den dybe krise, som har præget os de senere år.

Det nytter ikke at love, at problemerne forsvinder på to-tre år. Det gør de ikke. Der skal lange træk til. Vi har brug for langsigtede løsninger, som er gennemtænkte og tager hensyn til politiets rolle og vigtighed i samfundet. Som helt udelukker private firmaer og oprettelsen af b- og c-politi.

På denne kongres vil der blive fremlagt et forbundsprojekt for fremtiden.
Det glæder jeg mig til at debattere.
Det står dog allerede klart – og skal siges herfra, at politiet skal indrettes i takt med virkeligheden og fremtidssikres.

Det er nok ikke blevet opdaget eller italesat, men de seneste års reformer, betyder, at vi sat på spidsen kun har 1-2 politikredse i Danmark. Der centraliseres voldsomt i efterforskningscentre med mere.Det er sket uden politiske debat og reformmærkatet, så hverken borgmestre eller borgere er blevet skræmte.
Men det er sket og det fortsætter.

Der er måske et stort og unødvendigt fedtlag i politiets budget, som kan målrettes det egentlige: Altså politiarbejde og politifolk!
LYT OG LÆR! Vi har faktisk mange ressourcer selv, som bruges forkert. Som kan flyttes og komme borgere og samfundet til gavn.

Der kan være stationer åbne i hele landet med egen operative politiledelse, og egen operative anklagemyndighed.
Der kan laves fantastisk meget reelt arbejde.

Det er politifolk og anklagere, som borgerne vil have. Kommunerne vil have det samme. Hele styringen og udviklingen af alt det andet er alligevel centraliseret.

Alle effektiviseringer, rationaliseringer, nedskæringer har hidtil primært været rettet mod politifolk og deres opgaver. Måske er tiden kommet til at vi skal vende blikket mod andre grupper på oppe på lønningslisten – som projektmagere, konsulenter med flere. Og så bruge pengene på politifolk igen…
Det er værd at tænke over. Det giver endda mening. Det fokuserer på alt det, som handler om tryghed, politi, retssikkerhed og faglighed.

Jeg håber meget, at vi får en proces i gang, som dirigerer ressourcerne derhen, hvor de bruges bedst og borgervendt. Det kræver dog politisk mod og vilje. Men det er ansvarlig omgang med skattekroner. Vi gider nemlig ikke længere at være legeplads for politiske og ikke mindst konsulent-indskydelser.

Med det sagt vil jeg vende tilbage til udgangspunktet i talen:
Kongressen og vigtigheden af at mødes og holde faget ud i strakt arm til åbne debatter og inspiration.

Det er en fest for faget og for organisations-Danmark.
Der er en årsag til, at vi i Danmark, Norge og Sverige har bygget tre af verdens mest lige, mest trygge, mindst korrupte og mest misundte samfund.
Nemlig, at de faglige organisationer sammen med arbejdsgiveren har taget ansvaret på sig og er gået sammen om at udvikle de bedst mulige forhold.

UDEN POLITISK INDBLANDING

Det har været fællesskabet, som har sat dagsordenen.
FÆLLESSKABET er forklaringen. Vi har udviklet og kæmpet for og deltaget i fællesskabet.

Det er ikke tilfældigt, at overskriften på denne kongres er: Et stærkt fagligt fællesskab.

Det er det, det hele handler om. Det er forklaringen på vores succes og velfungerende samfund. Den fællesskabsfølelse og respekt skal vi have tilbage og den skal vi dyrke.
Derfor er det også et uendeligt dårligt signal, at Politiforbundet denne gang, for første gang, er nødt til at afholde kongres henover en weekend. 
De tillidsvalgte kan nemlig ikke få tjenestefri mere.

De tillidsvalgte, som i hverdagen døgnet rundt sørger for, at arbejdspladsen hænger sammen, og er en uundværlig stødpude for ledelsen, sikrer fællesskab og omsorg – det ansvarlige tillidsværk, kan ikke længere få tjenestefri til at yde en uundværlig indsats.

Det siger desværre alt for meget om, hvor lidt en række ledende skikkelser i toppen slet ikke forstår, hvordan politi og samfund hænger sammen.
De forstår slet ikke, hvor enormt stort et afkast de får af trivsel og tillid, ved at involvere og signalere nødvendigheden af stærke lokale foreninger.
De er så historieløse og langt fra fornuften, at det er skammeligt.

Jeg håber, at den indstilling har nået et lavpunkt.

Tillidsrepræsentanterne er garant for en god arbejdsplads og for dialog og problemløsning, og de tager det på sig som en livsopgave og af RESPEKT for faget og arbejdspladsen. Skal vi virkelig være så historieløse og ræse mod afgrunden, blot fordi vi kan undskylde os med regler og økonomi.
STOP DET.

Og herunder stop klapjagten på de politifolk, som har givet deres bedste år i beredskaber, døgnet rundt, som har mødt, set og tålt flere kriser og mere elendighed på en enkelt dag, end de fleste andre oplever i løbet af et liv.
Politifolk har tusinder af sådanne dage.

Men når de rammer 50 år og mærker sliddet og prisen, så skal de pludselig jages for beredskabsparathed, de skal kunne bære en tung vest 8 timer i træk til trods for, at det ødelægger ryggen. Ellers risikerer de at ryge ud af politiet!
Hvad er det for en grotesk og helt utilstedelig måde at takke for indsats med liv, og sjæl og måske endda helbred? Det er ikke værdigt.

Den tendens skal ændres. Den fejlopfattelse skal rettes.

Man behandler ansatte pænt og respektfuldt, også selv om man aldrig har oplevet andet selv end stolen bag et skrivebord, og arbejdsdage fra 8-16. Samt at drama er noget man underholder sig med i fjernsynet.
Politifolk underholder sig ikke med drama, de får dramaet lige i ansigtet og langt ned i sjælen. De kender lugten af død, blod, had og sorg.
Skal de straffes for det?
Nej vel, Søren Pape.
Nej vel, Højbjerg.

Det er en kurs, som vi skal bort fra.

Politiet er heldigvis stadig en god arbejdsplads. Vi har loyale og engarede politifolk og administrative ansatte. Vis dem dog tillid og respekt.
Lad det være det spor vi bygger videre på.

Også under næste overenskomst, hvor samfundet skal vise, at det faktisk også vil honorere politifolk for det, som de yder. Herunder beskyttelsen i form af tjenestemandsansættelse. Men også i form af lønstigninger.
Det er en kamp, vi vil kæmpe med alle midler i det kommende år.

Det vil præge vores indsats i forbundet – fordi løn også er et tegn på respekt. Det er anerkendelse. Det er en tak for ansvarlig tæring efter næring, da finanskrisen stod på. Nu er krisen overstået, det skal kunne aflæses af OK18.
Jeg kunne nævne mange store og mindre store temaer i udviklingen.

Den stigende chikane og trusler mod myndighedspersoner, som Politiforbundet fik italesat i forbindelse med seneste kongres, og som i dag heldigvis tages alvorligt.

Eller Den uafhængige Politiklagemyndighed, som har sat sit præg på politiets virkelighed, nogle gange lovligt tendentiøst og udfarende i offentligheden.
Men trods alt er den opfattes som uafhængig, troværdig og har vist det samme som alle andre: Politifolk opfører sig generelt korrekt og begrundet, så det evige krav fra visse sider af menings-Danmark om flere dømte politifolk, har selv DUP’en ikke kunnet løfte. Den har ellers gjort sit bedste.

Måske handler det også om, at lokale politidirektører blindt sender alle sager videre til DUP’en, fremfor at sortere åbenlyst falske anklager fra. Eller for den sags skyld retsforfølge folk, som er afsløret i bevidst at have fremsat falske anklager mod politifolk. Det hedder vist ledelse.

Med disse ord vil jeg slutte denne åbningstale.
Jeg vil endnu engang byde rigtigt hjertelig velkommen til Politiforbundets 73. ordinære kongres. 

Til alle delegerede, jeres ledsagere og øvrige deltagere fra kredsene.
Til vores æresmedlemmer.
Til tidligere formænd for Politiforbundet, til tidligere formænd for Dansk Kriminalpolitiforening og til tidligere formænd for Politiets og Domstolenes Tjenestemandsforening.

Hjertelig velkommen til repræsentanterne fra Justitsministeriet, og ikke mindst justitsminister Søren Pape Poulsen.
Velkommen til repræsentanter fra rigspolitiet med Jens Henrik Højbjerg i spidsen.
Velkommen til repræsentanterne fra Aalborg Kommune og Nordjyllands Politi.

En særlig velkomst til repræsentanter fra CO10, FTF, Fængselsforbundet og Dansk Told- og Skatteforbund.
Til vores forretningsforbindelser i Lån- og Spar Bank og øvrige gæster.

And “Dear international friends and colleagues”.
I would like to welcome you all to our Congress in The Police Union. Welcome to Aalborg.
I am aware that you did probably not understand much of, what has just been said.
I am pretty sure though, that you can all recognize the situation we are all facing in the Danish police.
We are challenged by the way of governing the police and public sector and by the chains of New Public Management.
We face exactly the same problems with the politicians, the finances, the terror threats, new reforms and technologies.

It’s a new world out there. Things have changed radically. Terror, organized crime and border control extends a massive workload on police officers, moving them away from the core and the daily life on the streets.
Therefore, it is crucial, that we – the Unions and Federations organizing police officers – “stand together” and cooperate across borders in the Nordic Police Union in EuroCOP, and off course in ICPRA as well.
A cop is a cop, almost all over the world in spite of social and politically differences. That is what makes us so unique. 

We are very pleased and proud that you have accepted our invitation and have travelled all the way to Denmark to attend our Congress. 
We look forward to spending the next few days with you.
I wish you all a wonderful stay with us. I hope that over the next days we can further develop the good relationship between our countries and our organizations.”

Og til alle os andre:
Lad os skabe en god og mindeværdig kongres
Velkommen