En stolt politimand med baglandet i orden

Baglandet er fundamentet i tillidsarbejdet for Michael Bergmann Møller.- Det er helt afgørende for mig, at jeg ved, hvad der rør sig ude i frontlinjen, siger han.
Michael Bergmann Møller er det nye ansigt i Politiforbundets Forhandlingsudvalg. Michael har været formand for Københavns Politiforening siden 2013, og før det var han fællestillidsmand for Station City.
  13/6/2017

Af Stine Svarre Gaardhøj

- Jeg er stolt og ydmyg over at være blevet valgt. Det er et kæmpe ansvar, der ligger hos mig nu, og jeg ved også, at der er store forventninger til mig som en del af Politiforbundets ledelse. Men jeg glæder mig utrolig meget til arbejdet i Forhandlingsudvalget. Det, at være med til at præge arbejdet fremadrettet, er noget, jeg ser meget frem til, siger Michael og tilføjer:

- Arbejdet kalder allerede, og de kommende uger skal bruges på at komme på omgangshøjde med situationen på landsplan og derefter fremføre medlemmernes nødvendige krav til udstyr og uddannelse over for rigspolitichefen.

Interessen for det faglige arbejde begyndte tilbage på Station City, hvor Michael Bergmann Møller blev talsmand i 2006 og senere valgt som fællestillidsmand samme sted i 2007. Baggrunden for at gå den faglige vej var hovedsagelig for at give chefen et modspil, men det var også vigtigt for Michael at få større indflydelse på, hvordan politiopgaverne blev løst, ligesom der skulle mere fokus på kollegernes trivsel.

I 2013 blev formandsposten i Københavns Politiforening ledig, Michael stillede op og blev valgt, og har lige siden været formand for landets største politiforening, der tæller omkring 2.000 medlemmer. 

Da vi møder Michael Bergmann Møller på en af de første rigtigt varme forårsdage, hvor temperaturen er oppe på 25 grader, har Michael sin uniform på. 
- Jeg har stort set uniform på hver dag, og det er for at signalere, at jeg er politimand, men også fordi jeg er stolt af at være det, siger Michael.   

Udstyr og sikkerhed skal være i orden

Uniformen er da også noget, samtalen kommer til at handle om, for det er en af Michaels kæpheste. I det nye Forhandlingsudvalg har Michael fået ansvar for blandt andet udrustning og uniformering og skal sidde i udvalget for arbejdsmiljø og for teknologi. Der er ingen tvivl om, at politiets udstyr skal være i orden, ifølge Michael.

- Der er en stor utilfredshed med både uniform og udrustning blandt kollegerne. Det kan måske blive lidt nørdet, smiler Michael og fortsætter:  
- Men det dur ikke, at bukserne sprækker under den taktiske fremrykning, eller at knæene bliver beskadiget, når kollegerne knæler ned, siger Michael, der også har fokus på sikkerhed og it-området.

- Jeg vil under ingen omstændigheder gå på kompromis med sikkerheden. Sikkerhedsudstyret SKAL bare være i orden. Vi sender ikke politifolk ud i kampen mod terrorister med våben, hvis vi ikke selv har det rette udstyr. Desuden skal it-fronten have et løft, så vores sagsbehandlere og efterforskere får de bedste vilkår, både i det daglige, men også når efterforskningen rykker ud på gaden, og farlige gerningsmænd skal standses hurtigt.

Baglandet er fundamentet

Da vi spørger ind til, hvad hans bagland betyder, falder svaret lynhurtigt: 

- Baglandet er fundamentet, så det betyder alt for mig at være tæt på mit bagland. Og det skal det helt sikkert også være fremover. Det bliver helt afgørende, at jeg er informeret om, hvad der rør sig hos dem, der er ude i frontlinjen. Jeg mener omvendt også, at vi skal have fuldt fokus på det psykiske arbejdsmiljø, som belastes af uforudsigelige vagtplaner, personalereduktioner og sagsbunker, der har tendens til at vokse. Begreber, der rammer både menige politifolk, ledere og administrative medlemmer.

Derfor arbejder Michael for, at der kommer ressourcepersoner inden for hans ansvarsområder ude i kredsene, så de kan melde ind, hvis noget ikke fungerer, som det skal. Det kan for eksempel være en arbejdsmiljørepræsentant, tillidsmand eller andre ”ildsjæle”, som brænder for emnet.  

Mere skydetræning og fysisk efteruddannelse

Michael nævner også nødvendigheden af efteruddannelse i form af mere skydetræning.

- En af de ting, jeg vil arbejde benhårdt for, er, at der kommer fire årlige skydedage i stedet for de nuværende to skydedage for politifolk i beredskabet. Og så skal der hurtigst muligt gennemføres funktionalitetstest af uniform, udstyr og materiel. Det er noget, der haster, mener Michael, der også gerne ser, at der indføres fysisk efteruddannelse:

- Rigtig mange kolleger oplever smerter i deres ryg og lænd, fordi de hver dag skal bære sikkerhedsvest. Jeg kunne godt tænke mig, at der bliver lavet en fysisk efteruddannelse af de politifolk, der skal gå med vest, så de er i stand til at klare jobbet uden at blive sygemeldt på sigt, siger det nyvalgte forhandlingsudvalgsmedlem og konkluderer:

- Der er meget at tage fat på, og jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet. 

 

Hvem er Michael Bergmann Møller?

  • Ansat i politiet siden 1987. Startede sit praktikophold på Station City. Derefter Beredskabsafdelingen, City-patruljen, Fællesgruppen, Bevillingsafdelingen, Lokalpolitiet Vesterbro.
  • Uddannet og godkendt som livvagt i 1994.
  • Ansat ved PET 2003-2005.
  • Ansat ved Københavns Lufthavn i 2005 og i 2006 i lokalpolitiet på Station City.
  • Talsmand og derefter i 2007 fællestillidsmand for Station City.
  • Formand for Københavns Politiforening siden 2013.
  • 52 år. Har to voksne børn. Bor i Vallensbæk med Gitte.
  • Cykler ofte på arbejde fra Vallensbæk til København.