Folkemødet blev dyrere, selvom løsningen var ringere

Rigspolitiet havde i år udgifter for i alt 26,8 millioner kroner i forbindelse med Folkemødet på Bornholm.
  23/10/2017

Af Karina Bjørnholdt

Det er 2,7 millioner kroner mere end året før. Men der kom ikke mere kvalitet for pengene, mener Politiforbundet. Herfra opfordrer man derfor Rigspolitiet til at vende tilbage til det koncept, som blev brugt til transport og indkvartering med videre af politiet i 2016, og som operativt og logistisk set var en rigtig god løsning.

Nogle gange er der ikke grund til at opfinde den dybe tallerken på ny. Slet ikke hvis det kræver en masse mandetimer og viser sig at være en dyrere og dårligere løsning. 

Det må være konklusionen på dette års folkemøde på Bornholm. I hvert fald hvis man spørger Politiforbundet.

– I 2016 var det operative beredskab i forbindelse med folkemødet langt mindre sårbart end i år, hvor politifolkene var indkvarteret på henholdsvis en hotelplatform i Rønne og hotel i det storkøbenhavnske. 

– Nu har det oven i købet vist sig, at det samlet var en dyrere løsning i år. Det, man i år tjente på gyngerne, satte man til på karrusellerne. Derfor håber vi meget, at Rigspolitiet i 2018 går tilbage til masterplanen fra 2016, som fungerede til UG, og som alle involverede i operationen var meget tilfredse med, siger forbundssekretærer i Politiforbundet, Poul-Erik Olsen og Flemming Olsen.

De har begge gennem de seneste tre år deltaget i Rigspolitiets taktiske og praktiske planlægning af politiets operation på folkemødet. I planlægningsfasen for at sikre, at alle aspekter omkring kollegernes sikkerhed, indkvarteringsforhold og arbejdstid bliver taget i betragtning. Og under selve folkemødet for at tage eventuelle arbejdstids- eller arbejdsmiljøproblemer i opløbet. 

En sårbar løsning

Det er Rigspolitiets egne tal, der viser, at folkemødet i 2017 var 2,7 millioner kroner dyrere end i 2016. I alt blev der i år brugt 26,8 millioner kroner. De fordeler sig på personalemæssige omkostninger på 24,5 millioner kroner mod 22,8 millioner kroner i 2016, materielunderstøttelse på to millioner kroner – det er en million kroner højere end året før – og transportomkostninger på 300.000 kroner. Sidstnævnte udgift er ens for begge år.

I år lejede Rigspolitiet en flydende hotelplatform, som lå til kaj i Rønne. Men hotelplatformen havde ikke plads til alle de politifolk, som indgik i operationen. Derfor måtte en del indkvarteres på et hotel i det storkøbenhavnske område. På daglig basis blev de, der var på vagt, fløjet fra Roskilde Lufthavn til Bornholm og retur igen. 

– Men der skal ikke gå meget galt med logistikken i sådan en ordning, førend det kan få konsekvenser for den operationelle parathed. Det så vi også et eksempel på under dette års folkemøde, uden at jeg kan komme nærmere ind på de faktiske omstændigheder, siger Poul-Erik Olsen.

Gentagelse ønskes

Fordelen ved et cruiseskib, som blev benyttet i 2016, var for det første, at det kunne indkvartere alle mand i operationen – og lidt til, hvis det blev nødvendigt at indkalde forstærkning. 

For det andet kunne politifolkene rent faktisk holde fri, når de ikke var på vagt, og det var derfor ikke nødvendigt at sætte dem på en dyr rådighedstjeneste, som var tilfældet i år. 

Og for det tredje var der plads på skibet til at fragte og opbevare alle politiets køretøjer, udstyr og endda ekstraudstyr, såfremt flere politifolk blev indkaldt.

I år måtte Rigspolitiet købe en særsejlads med Bornholmerfærgen, fordi der ikke er vogndæk på hotelplatformen.

– Logistikken fungerede da udmærket i år, og der blev leveret en stor indsats fra alle parter, så det hele spillede sammen. Men alt i alt var sidste års løsning bare langt mere fleksibel og ikke mindst mindre sårbar på det operationelle plan. Så opfordringen herfra til Rigspolitiet kan kun være, at de i god tid inden folkemødet i 2018 får lavet en lignende ordning som i 2016, siger Poul-Erik Olsen og Flemming Olsen. 

I år var det denne flydende hotelplatform, som – sammen med hotelfaciliteter i hovedstadsområdet - udgjorde indkvarteringen for de politifolk, som var en del af operationen for Folkemødet på Bornholm. Det var en mere sårbar logistisk og operationel løsning end året før, mener Politiforbundet, og nu viser regnskabet, at den også var dyrere. Rigspolitiet opfordres derfor til at gå tilbage til den velfungerende masterplan fra 2016, som involverede et cruiseskib.