OK18: Tirsdagens slutspurt kan gå alle veje

Den sidste slutspurt er sat ind, når alle parter i dag mødes klokken 10 i Forligsinstitutionen. - Der er stadig tre gordiske knuder, så jeg tør ikke være særligt optimistisk. Men når det er sagt, så tyder det på, at der måske er nye toner fra arbejdsgiversiden, fastslår forbundsformand, Claus Oxfeldt.
  17/4/2018

Forhandlerne fra Staten, Kommunerne og Regionerne er i dag indkaldt til forligsinstitutionen klokken 10.00. Deadline for en aftale udløber ved midnat denne tirsdag. Dog kan igangværende forhandlinger godt overskride midnatstimen.

- Det er nye toner, at alle parter er indkaldt samtidig. Det kunne måske tyde på en slags opblødning. Men når det er sagt, så er der lang vej endnu, fordi spisepause, lærernes arbejdstid og reallønsstigning så vidt har været gordiske knuder, hvor modparten har trukket forhandlingerne i langdrag. Så jeg tør ikke være optimistisk. Men jeg vil dog håbe på nye toner, fortæller Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt.

Kravet er en fælles løsning
Han kalder det en meget speciel situation, hvor alle sidder på nåle, og med et forhandlingsforløb, som ikke er set tidligere.

- Vi ved ikke helt, hvad vi kan forvente os. Det har vi faktisk ikke vidst, lige siden Moderniseringsstyrelsen ud af det blå smed den betalte spisepause ind i forhandlingen kort før jul. Derfor er vi også meget forsigtige med at gætte og tro på en løsning. Men jeg håber selvfølgelig på en fælles løsning, for det er vores krav, og vi står fast, siger forbundsformanden.

Storkonflikt alt for drastisk
Claus Oxfeldt håber at arbejdsgiversiden forstår, hvor skadeligt truslen om en storkonflikt er for samfundet.

- En så omfattende lockout og dermed storkonflikt betyder at alt, alt for mange mennesker, ja faktisk hele samfundet tages som gidsler. Det er en meget drastisk konsekvens taget i betragtning af, at vi egentlig kun har fremført rimelige og ansvarlige krav. Jeg håber, at arbejdsgiversiden forstår, at den i så fald har et forklaringsproblem og befolkningen i mod sig, for det giver ingen mening, fastslår formanden.

Facebook

Facebook

Twitter

Twitter

Instagram

Instagram