Gitte snublede og arbejdslivet væltede
Et lavt dørtrin, en tung branddør, to kaffekolber og en hård væg. Det var komponenterne, tilsat en stor portion uheld, som betød, at Gitte Vandsø Jensen fik vendt op og ned på sit arbejdsliv i 2017. Hun kom så alvorligt til skade med sit hoved, at hun i dag kun kan arbejde syv og en halv time om ugen. Oveni har hun, sammen med Politiforbundet og den lokale politiforening, skullet kæmpe for at få anerkendt sit hovedtraume som en arbejdsskade.
Af Karina Bjørnholdt
Gitte Vandsø Jensen ville egentlig bare være en god kollega den dag i slutningen af maj 2017, hvor hun var mødt ind som en af de første på sin arbejdsplads i HR-afdelingen i Horsens i Sydøstjyllands Politi. Der var endnu ikke kaffe på kanden, så derfor drog hun afsted for at fylde to kaffekolber med vand. HR-afdelingen var netop flyttet på ny etage og manglede stadig et tekøkken, så vandet måtte hentes i et rengøringsrum.
- På vej retur skulle jeg åbne en tung branddør. Den holdt jeg åben med mit ben, jeg havde jo en kolbe i hver hånd, og jeg tror, at jeg snublede over dørtrinnet, selvom det ikke er mere end en til to centimeter højt. Jeg løb i hvert fald lige ind i væggen med min højre side og satte mig ned på gulvet, hvor jeg ømmede mig, husker Gitte Vandsø Jensen, der lige var fyldt 58 år, da arbejdsulykken skete.
Det glemte hovedtraume
Gitte blev kørt til skadestuen i en indsatslederbil. En kollega, der ligesom Gitte er administrativ medarbejder, tog med. Skadestuen kunne konstatere, at hendes kraveben var brækket. Ret voldsomt endda, og det krævede en operation. Gitte klagede over, at hun også havde meget ondt i hovedet samt en kæmpe bule bag højre øre, men det blev aldrig noteret ned i skadestuerapporten, fordi lægerne var mere fokuserede på det brækkede kraveben. Den prioritering skulle senere skabe problemer i Gitte Vandsø Jensens arbejdsskadesag.
Forsøgte forgæves at vende tilbage
14 dage efter en vellykket operation af kravebenet fik Gitte fjernet stingene i skulderen. Men hovedet gjorde stadigvæk utroligt ondt. Det nævnte Gitte over for lægen, der skyndte sig at sende hende til scanning. Heldigvis var der ingen indre blødninger. Men smerterne ville ikke gå væk.
At få anerkendt min hjernerystelse som en arbejdsskade betød rigtigt meget for mig. Dels for at få bekræftet, at det ikke var mig, der var blevet tosset. Dels frygtede jeg jo at blive afskediget, fordi jeg ikke kunne passe mit arbejde.
Efter tre-fire måneders sygemelding forsøgte Gitte Vandsø Jensen at vende tilbage til sit arbejde i HR-afdelingen. Men det gik slet ikke. Hun kunne ikke holde til at se på en skærm, hun fik det fysisk dårligt og kunne ikke koncentrere sig eller huske noget. Hun blev atter sygemeldt. Hun forsøgte flere gange at optage arbejdet, men måtte hver gang opgive.
Advokathjælp
Gittes arbejdsskadesag, der rutinemæssigt var blevet indgivet til arbejdsgiveren til behandling i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), kørte samtidig med sygemeldingen.
Godt et år efter faldet, i sommeren 2018, modtog Gitte resultatet. Det var nedslående. AES ville kun anerkende det brækkede kraveben som en arbejdsskade – ikke hovedtraumet, fordi det ikke var nævnt i skadestuerapporten. Derfor kunne der ikke påvises en sammenhæng med faldet.
- Det kan ikke passe, tænkte jeg. Jeg har hele tiden sagt, at mit hoved gjorde ondt. Niels Mørk (næstformand i Sydøstjyllands Politiforening, red.) var heller ikke tilfreds med afgørelsen og foreslog, at vi sendte min sag til Politiforbundet. Her fik jeg straks bevilget hjælp fra Elmer Advokater, fortæller Gitte Vandsø Jensen.
Vidneforklaringer omgjorde afgørelsen
Det skulle vise sig at være en god hjælp. Afgørelsen blev anket, og advokaten indsamlede vidneforklaringer fra Gittes kolleger. De kunne fortælle, at Gitte – lige efter faldet var sket – klagede over, at hun havde slået sit hoved. Det samme kunne Gittes læge bekræfte. AES genvurderede sin afgørelse og kom nu frem til, at Gittes hovedtraume stammede fra samme fald, hvor hun også brækkede kravebenet, og at det derfor kunne anerkendes som en arbejdsskade.
Gitte blev tilkendt 10 procents varigt mén for hver af skaderne, altså tilsammen en méngrad på 20 procent, og en erstatning herfor.
- At få anerkendt min hjernerystelse som en arbejdsskade betød rigtigt meget for mig. Dels for at få bekræftet, at det ikke var mig, der var blevet tosset. Dels frygtede jeg jo at blive afskediget, fordi jeg ikke kunne passe mit arbejde. Men når det kunne dokumenteres, at det skyldtes en arbejdsskade, håbede jeg at undgå en fyring, siger Gitte Vandsø Jensen.
- Jeg er meget taknemmelig for den chance, jeg har fået. HR-jobbet var mit drømmejob, men det her job er det bedste for mig rent fysisk. Jeg kan ikke længere tåle at sidde stille foran en skærm.
Fleksjob
Afskediget blev hun heldigvis ikke. Tværtimod har Sydøstjyllands Politi været klar til at oprette et fleksjob til hende, som hun påbegyndte den 1. maj i år. Gitte arbejder nu i logistikafdelingen, hvor hun pakker kontorartikler samt diverse remedier til patruljebilerne til de andre stationer i kredsen.
- Jeg er meget taknemmelig for den chance, jeg har fået. HR-jobbet var mit drømmejob, men det her job er det bedste for mig rent fysisk. Jeg kan ikke længere tåle at sidde stille foran en skærm, siger Gitte.
Hun arbejder syv og en halv time om ugen, fordelt over tre dage. Hun håber på sigt at kunne komme op på 20 timer om ugen, men det er der lange udsigter til. Kroppen siger stadig meget hurtigt fra.
Men efter to års sygemelding fandt Gitte ud af, at hun slet ikke er klar til at vinke farvel til arbejdsmarkedet foreløbigt. Hun satser på at få det så godt igen, at hun kan blive ved indtil sit 67. år.
Giv ikke op – og tag imod hjælp
Som følge af sin kraftigt nedsatte arbejdstid er Gitte Vandsø Jensen gået meget ned i indtægt. Næste slag, der skal slås, er et forsøg på at få erstatning for tab af erhvervsevne. Også her modtager Gitte hjælp fra Politiforbundet og Elmer Advokater.
- Den hjælp, jeg har fået fra Politiforbundet og min lokale politiforening, har været guld værd. Jeg har ikke selv haft overskuddet til at finde ud af, hvad der skulle gøres eller hvornår. Niels Mørk har været min bisidder hele vejen igennem forløbet, der nu har varet i to år. Det har været utroligt godt, for man glemmer selv mange ting, fordi man er så påvirket af situationen. Det er selvfølgelig endnu værre, når man også har slået hovedet. Undervejs blev jeg også ramt af en depression. Det er vigtigt med en bisidder, der bevarer overblikket og ved, hvad der skal siges på de rette tidspunkter, siger Gitte.
Hendes råd til andre, der kommer ud for en arbejdsskade, er at være vedholdende og tage imod alt den hjælp, man tilbydes. Både fra kolleger og fra fagforeningen.
- Du skal ikke bare acceptere den første og bedste afgørelse. Min sag viser, at det kan godt lade sig gøre at få en afgørelse omgjort, hvis du kæmper videre. For mig er det ikke erstatningssummen, der er det vigtige. Det er at få anerkendt, at der rent faktisk var tale om en arbejdsskade, fortæller Gitte Vandsø Jensen.
