Leder: 3.000 flere politifolk, tak

Politiet er af timenød blevet skubbet længere og længere bort fra borgernærheden, fra troværdigheden og fra stadigt flere parallelsamfund. Det er en rigtig trist udvikling for et samfund baseret på tillid, lighed og tryghed. Men det er sket løbende og glidende.

Politiet er blevet centraliseret. Effektiviseret i excelark og konsulentånd. Nærheden er skåret væk, det samme er initiativ, tilgængelighed og de fleste umålbare, forebyggende og tryghedsskabende indsatser. Politifagligheden er blevet iklædt og sløret af konsulentbriller. Mantraet er synlighed, dokumentation og responstid.

Vi har i dag 108 politistationer i Danmark – af navn. Hvis man som borger vil i kontakt med politiet – altså træde ind ad døren og tale med politiet, så er antallet langt lavere. Især hvis det skal ske inden for bare en rimelig åbningstid.

Det er så udansk og faktisk sket uden at gøre borgerne klart, at de nu helst skal møde politiet med digital afstand. De kan bestille ”en betjent” over nettet, de kan anmelde via hjemmeside, men de kan kun med ihærdig opsøgende indsats sidde overfor rigtige levende politifolk.

 

Afstanden vokser

Den manglende kontakt og dialog mellem politi og borger vokser. Politiets manglende viden, om hvad der reelt foregår på skoler og i baggårde af narkosalg, vokser. Antallet af sikkerhedsvagter vokser. Det samme gør afstanden til tryghed mellem dem, som har råd til at betale, og dem som ikke har. Det er udansk. Der er mange årsager.

Overordnet er ti års fejlslagen indretning af et ”konsulentpoliti” – hvor konsulenthuse har fået fri adgang til at ”strømline” og ”effektivisere” arbejdet. De har lavet lange rapporter, brugt stopure og produktivitetsoptimering og al den (set med politifaglige briller) galskab, som er fulgt i halen på New Public Management-religionen.

Og så har de haft held til at forme politiet efter ”deres” virkelighed. Den er meget anderledes end den rigtige virkelighed. Det har gjort det utroligt svært at se borgerne i øjnene. Men ledelsen kan vise deres måltal, hvor borgerne desværre har opgivet at anmelde en lang række forbrydelser, så antallet af anmeldelser tilsvarende er faldende. Samfundet – altså konsulentsamfundet – er mere trygt.
 

Opgør med konsulentpolitiet

Vi skal have et opgør med konsulentpolitiet. Vi skal drive politi efter faglige udgangspunkter og baseret på politifaglig ekspertise. Det er så indlysende – at det næsten er utroligt, at det ikke er sket.

Det betyder også, at vi skal agere i forhold til virkeligheden. En virkelighed, hvor der i dag skal bruges 25 politifolk – af sikkerhedsmæssige årsager – på opgaver, der tidligere blot krævede to.

Der er mange områder, hvor politiet kun rykker ind i stort antal, fordi det er sådan, udviklingen er gået. Tænk, hvis man havde bevaret troværdigheden, dialogen, synligheden og det forebyggende arbejde i disse områder. Ikke blot skåret det væk. Nu skal vi starte forfra – men det kan heldigvis nås.

Vi er også nødt til realistisk at forholde os til, hvor mange ekstra opgaver politiet i dag har – altså krav der stilles. Hver ottende, MINDST, politiforretning har med psykisk syge mennesker at gøre. Potentielt voldsomt farlige, krævende og hårde opgaver. Og også opgaver baseret på et svigt fra det øvrige samfund, som også har centraliseret efter konsulentdevisen.

Alt for mange mennesker er ladt i stikken og svigtet efter almindelige offentlige åbningstider. Her er kun politiet tilbage.

Vi har terror, sikkerhed og hele cybercrime-delen, som koster enorme ressourcer timemæssigt, som SKAL løses. Det er dog sket inden for et lukket kredsløb, politiet kan ikke hente vikarer ind, og derfor bliver det daglige nærvær og den gode service overfor borgerne ofte skåret væk.

 Vi prioriterer selvfølgelig det mest nødvendige. Men der er eksempler på, at selv det mest nødvendige efterforskningsmæssige arbejde prioriteres væk. Voldtægtssager med kendt gerningsmand, vold mod børn og hjemmerøveri kan havne på hylderne til den dag, efterforskerne får tid.
 

 Et dybt presset politi

Så er grænsen for prioriteringer nået. Intet under at efterforskerne mange steder er desillusionerede og har svært ved at bevare deres faglige stolthed og er trætte af at skulle bortforklare virkelighedens prioriteringer. Vi har et dybt presset politi.

Jeg synes også, at Rasmus Paludan på alle måder illustrerer, hvilken udfordring politiet står med i dag. Han er ekstrem, har chikane som middel og bruger frit af politiets ressourcer. Efter min mening er det skræmmende. Men han er også et symptom på, hvad det vil sige at drive politi i dag og skulle sørge for et sikkert og trygt samfund. Det koster, og det koster dyrt.

Derfor skal vi have en langsigtet plan for politiet, som flugter med virkeligheden – med det samfund vi har, og som vi ønsker, og med en fælles tryghed og retssikkerhed.

Vi mangler 3.000 politifolk. Vi mangler dem endnu mere fremover. Derfor skal vi sætte gang i en fortsat løbende nettoudvidelse af politistyrken. En udvidelse, som også flugter med, hvad politiet kan klare at uddanne sideløbende.

Vi skal have netto 300 ekstra politifolk om året hele vejen frem mod 2030. Det er dybt nødvendigt, afgørende vigtigt og det rigtige. Det er en 2030-plan, som giver mening. Den vil Politiforbundet kæmpe ihærdigt for.