Leder

Leder: Politiet er i dyb krise

Kan nogen overhovedet være i tvivl om, at politiet er i krise! Kan nogen overhovedet være i tvivl om, at det rigtige tidspunkt for en plan – en langsigtet og holdbar plan – er nu!

Uniform_ærme
Claus Oxfeldt_forbundsformand

Jeg skriver ordet krise med udråbstegn bagefter. Det gør jeg for første gang, selvom det længe har ligget på tungen, men det er et ord, man skal være forsigtig med at bruge.

Nu gør jeg det altså med udråbstegn. Politiet er i krise! Vi kan ikke sminke os ud af den. Vi kan ikke lappe os ud af den. Den er gennemgående. Vi kan ikke få enderne til at mødes – nogen steder.

Det, som gør det til en krise, er, at den er udsigtsløs, hvis ikke der kommer en langvarig, holdbar og ansvarlig plan på bordet. Der findes ikke snuptagsløsninger.

Det har længe været kendt, at beredskabet kører på det yderste. At vi klipper og klistrer med timer, for overhovedet at få nok patruljebiler på gaden. Det er ikke en påstand. Det er et faktum.

Nogle kredse er mindre ramt end andre – men alle er ramt. Og det kan kun ændres på én måde – gennem et langt sejt træk med en udvidelse af politistyrken over mange år.

Ved siden af beredskabet har vi den anden kerne i politiet, nemlig efterforskning. Det er måske knapt så synligt for det blotte øje, hvordan arbejdsvilkårene er hér. Men tilstandene i efterforskningen ser ligeså grelle ud som i beredskabet. Måske ligefrem værre.

Det, som gør det til en krise, er, at den er udsigtsløs, hvis ikke der kommer en langvarig, holdbar og ansvarlig plan på bordet. Der findes ikke snuptagsløsninger.
Claus Oxfeldt, forbundsformand


Pressede tidsfrister

Der prioriteres så benhårdt, at det giver politifolk ondt i maven. Der jagtes tidsfrister, hvor fristen er vigtigere end sagens opklaring.

At presse en tidsfrist, eller at hælde stadig hårdere tidsfrister ned over afdelinger, som i forvejen kører på pumperne, smadrer al faglighed, kvalitet og arbejdsglæde. Det gør alt endnu værre, endnu mere presset, endnu mere meningsløst. Det fjerner fokus på kvalitet, og kvalitet er retssikkerhed, tillid og troværdighed.

Det hele er gået i selvsving på en måde, som er dybt uheldigt for velfærdsdanmark, tryghedsdanmark, retssikkerhedsdanmark.

Et knivstikkeri, hvor offeret overlever, og der ikke umiddelbart er nogen kendt gerningsmand, lægges i mange kredse til side, hvis offeret overlever. Ikke af ond vilje, men simpelthen af tidsmangel. Alle gør deres bedste. Politiledere, efterforskere, administrative og øvrige ansatte. Men kæden er knækket i alle led. Også i anklagemyndigheden.

Tidsfristerne svarer næsten til at sparke til folk, der allerede ligger ned. Det er næsten umuligt at finde ledige hænder til sagerne. De økonomiske sager skæres benhårdt til, men ikke ud fra at skaffe samfundet retfærdighed og statskassen milliarder af kroner, men simpelthen for at holde efterforskningen inden for de rammer, der er tid til. Alle halser bagefter. Bunkerne hober sig op.

Det er overlevelse i vandskorpen.

Politiet løber derhen, hvor opmærksomheden er størst, så det udadtil giver et indtryk af, at der er styr på det. Men alle de sager, som ikke fylder i medierne, eller hvor den forurettede ikke har ressourcer til hele tiden at ringe og rykke, havner i bunker. Adskillige efterforskere har medgivet, at det aldrig har været værre. Det handler ikke om at tale politiet op eller ned, det handler om at passe sit arbejde og leve op til borgernes forventninger.

Se på helheden ikke enkeltsager

Det handler om, at politikerne skal holde op med at forholde sig til enkeltsager – og tage ansvar for det samlede billede. Det er faktuelt.

Når medierne og meningsdanmark går i selvsving over enkeltsager og såkaldte afsløringer, så handler det ikke om enkeltsager, men om en tilstand. Det er et forsøg på at nå det vigtigste inden for en stærkt begrænset tid. Vi er simpelthen nødt til at se på helheden. Der er intet enestående i for eksempel Dan Bunkering-sagen. De er en del af en samlet tilstand, hvor politifolk med enorm faglig stolthed og professionalisme løber fra tue til tue, underlagt tidsestimater, underlagt politiske dagsordener, underlagt dokumentationskrav, og forsøger at gøre deres bedste under næsten umulige vilkår.

Det skal ændres. Og det skal ikke ændres ved en debat om, eller diskussion af, hvem der er skyld i det, hvem der har ansvaret. Det skal ændres ved, at politikerne sætter sig sammen og leverer den plan, som skal til. At det løses fremadrettet. Og at de gør det NU.

Der findes ikke længere bølgedale, hvor vi kan få vejret. Alt kan vælte læsset i sådan en tilstand. En opblussen af bandekrigen, en terrorhandling, et nyt og forstærket fokus på nye kriminalitetsformer. Der skal udstikkes en troværdig kurs med timer nok. Det er mindst 3.000 ekstra politifolk over 10 år. MINDST!
Claus Oxfeldt, forbundsformand


Næste politiforlig

I næste måned skal der indgås et politiforlig. Det vil sige, at Folketingets partier, med regeringen som drivkraft, sætter sig sammen og sætter rammerne for politiets og anklagemyndighedens vilkår og drift i de kommende år. Typisk tre til fire år.

Der er som regel tale om brede forlig, hvilket er en god ting. Det er vigtigt, at noget så fundamentalt som retssikkerhed og demokrati står på en sikker grund.

Det forlig skal give politiet en fremtid, vi har svært ved at få øje på nu. Der findes ikke længere bølgedale, hvor vi kan få vejret. Alt kan vælte læsset i sådan en tilstand. En opblussen af bandekrigen, en terrorhandling, et nyt og forstærket fokus på nye kriminalitetsformer. Der skal udstikkes en troværdig kurs med timer nok. Det er mindst 3.000 ekstra politifolk over 10 år. MINDST!

Nogle vil måske sige, at politiet jo er blevet opnormeret med 600 politifolk de seneste fire år, men vi har bare fået de 600 politistillinger tilbage, som blev skåret væk mellem 2011 og 2015. Dertil kommer et hav af nye opgaver, tunge og krævende opgaver, en helt ny virkelighed, hvor selv politiske manifestationer kræver store indsatser og sikkerhedsopbud.

Ressourceregnskab i ubalance

Vi har også en bandekrig, der er forgrenet til hele landet, og med forbindelser over Øresund, samt grænsekontrol og terrorbevogtning. Sidstnævnte har alene, ifølge rigspolitichefen, kostet 1.200 årsværk, altså 1.200 fuldtidsstillinger. Så derfor er det stadigvæk et ressourceregnskab i ubalance. Kredsene lider stadig voldsomt. Det er altså nu, politikerne har muligheden for at vise, at de vil politiet, retssikkerheden og trygheden.

Det kræver, at de forholder sig til virkeligheden og ikke til enkeltsager.

Det kræver, at de faktisk kigger ind i maskinrummet og forstår, at problemet med ressourcer er alle steder.

Det kræver, at politikerne lader være med at blive overraskede og forargede, hver gang de konfronteres med enkeltsager fra virkeligheden. De er virkeligheden, og det er en virkelighed skabt ud fra politiske ønsker og bevillinger.

Emne