Politiet styres uden om politifaglighed og væk fra virkeligheden

Debatartikel af Claus Oxfeldt, forbundsformand, Claus Hartmann, næstformand og Michael Agerbæk, formand for Politilederforeningen

Der er heldigvis en voksende forståelse af politifaglighedens afgørende betydning, når det handler om at løse de udfordringer, som samfundet og dansk politi står over for.

I regering og Folketing taler man om værdien af politiets tilstedeværelse og lokale indsats.

Der er igen et blik for, at politifolk er bedst til at prioritere indsatser og sager.

Det er sådan set både logisk og indlysende.

Derfor er det også ærgerligt og potentielt ødelæggende, at Rigspolitiet og Justitsministeriet organisatorisk modarbejder alle de gode og fornuftige intentioner.

Der sidder således i dag ikke én eneste med politifaglig baggrund og indsigt i direktionen i Rigspolitiet.

Folk med politibaggrund og -erfaring presses løbende ud af alle sammenhænge, hvor retningerne udstikkes for politiet, eller hvor projekter omkring politiets indsatser, arbejdsform, tilstedeværelse, sammensætning, it, personalepolitik og meget andet vedtages.

På den måde findes der ingen kvalitetssikring i forhold til politifagligheden.

Politiet står dermed med et stort kvalitetsproblem.

Det samme gør samfundet.

Det samme gør de politikere, som har vedtaget, at det skulle gå anderledes.

I alt for mange sammenhænge tilrettelægges politiarbejde således efter et papir eller regneark, som aldrig er blevet trykprøvet i forhold til det egentlige arbejde og den viden, som politifaglighed kræver.

Intet under, at det så ofte går galt.

Intet under, at der skal bruges så mange ressourcer på at kommunikere problemer væk, måles så skævt, arbejdes med skadelige tidsfrister eller se indsatser bliver konstant undergravet.

Folk med politibaggrund og -erfaring presses løbende ud ... På den måde findes der ingen kvalitetssikring i forhold til politifagligheden. Politiet står dermed med et stort kvalitetsproblem.

 

Indsatser styres ud af fra manglende kendskab til virkeligheden

Politiets vilkår skabes i stigende grad ud fra en ghetto af teoretikere, som ingen erfaring eller forståelse har for virkeligheden i politiets indsats. Deres specialiserede viden bliver ikke et supplement, som ellers er så vigtigt, men et diktat.

Måske er det derfor, vi også i dag oplever, at politiet er voldsomt belastet af en række store mediesager om svigt, eller sager hvor simple fejl ikke er opdaget i tide.

Vi arbejder efter teorier, og det starter helt ude i kredsene, og vokser sig op til øverste ledelse i Rigspolitiet.

Vi er i Politiforbundet meget bekymrede over den udvikling.

Politiarbejde er langt hen ad vejen et håndværk og et specialistområde, som skal være fleksibelt, i tæt kontakt med borgerne, og som skal kunne agere på initiativ og efter omstændighederne.

Det kræver et operativt ledelsesrum og muligheden for at agere i øjeblikket af de politiledere, som forstår kernen i arbejdet og kender fundamentet.

Det er desværre det modsatte, der sker i stigende omfang.

Teorien, og det manglende kendskab til politifagligheden, får ofte det sidste og afgørende ord.

Politiet indrettes således ikke efter virkeligheden, men virkeligheden forsøges indrettet efter den økonomistyring eller de projekter og processer, som udspringer fra konsulenter og akademikere langt fra politiarbejdet.
 

Det er vigtigere at ansætte kommunikationsfolk til at kommunikere problemerne væk end at ansætte politifolk til at løse problemerne. Ved politikerne det? Kan de leve med det?

 

Fagligheden og forståelse spiller ingen rolle

I princippet fortsætter Justitsministeriet og Rigspolitiet med at indrette politiet efter de New Public Management modeller, som alle andre har aflivet og undskyldt, og som har været kviksand for fagligheden og tilliden i hele den offentlige sektor.

Det kan hverken politikere eller skatteydere være tilfredse med.

Det er i direkte strid med deres ønsker for samfundet og politiet. Det betyder også, at de får meget mindre service og politi for pengene.

Der er sådan set indrettet et system, som stadig udbygges, hvor det er vigtigere at ansætte kommunikationsfolk til at kommunikere problemerne væk end at ansætte politifolk til at løse problemerne.

Ved politikerne det? Kan de leve med det?

Når Politiforbundet i dag skal forhandle på væsentlige områder, eller forholde sig til væsentlige politifaglige spørgsmål, mødes vi fra arbejdsgiverside stadig oftere af faggrupper, som intet kendskab har til politiets arbejde eller arbejdsvilkår eller sammensætning.

Der er væsentlige kvaliteter, forhold eller kulturelle forhold, de simpelthen ikke forstår eller har taget med i overvejelserne.

Derfor lander projekter fra tid til anden skævt og halvt, når de rammer virkeligheden ude i kredsene.

Det betyder, at alting er blevet dyrere, og at der oprustes med akademiske kompetencer eller andre faggrupper.

Vi har stort brug for deres supplement og viden, men vi har ikke brug for, at de fjerner politifagligheden.

Det er vel politifagligheden, der skal styre politiets indsats og prioritering?

Sådan er det bare ikke.
 

Hvor er den strategiske og langsigtede styring?

Stadig flere politiledere klager i dag over, at den strategiske og langsigtede styring er helt fraværende, og at man i stedet indretter sig efter mål, tidsfrister og administration, som sjældent flugter med virkelighedens krav.

Der tegner sig skræmmende perspektiver af, at akademikere uden politimæssig baggrund bliver ansat til ledende operative stillinger i politiet. Med andre ord, at de skal vurdere, hvordan en politiindsats eller efterforskning skal løbe af stablen!

Det er et skræmmende perspektiv for borgere og i en retsstat.

Til god sammenligning kan det beskrives, at flere af de lande og politikorps, der i de senere år har arbejdet intensivt med såkaldt databaseret og predictive policing, har måttet sande, at de store forhåbninger og forventninger langt hen ad vejen er kuldsejlet, fordi systemerne, algoritmerne og data ikke har haft den nødvendige kerne af politimæssig forståelse og kvalitetssikring. At man i stedet har fået en slags vejrudsigt for kriminalitet, som man har kostet politifolk rundt efter uden hensyn til, hvor det i virkeligheden regner, eller til de forhold, som nuancerer og kræver indgående menneske-kendskab.

Rigtigt mange politikorps er således i de senere år gået bort fra intelligent policing igen, indtil de finder en måde at få inddraget politifagligheden og virkeligheden.

På samme måde foregår en stor del af den analysebaserede indsats, som vi arbejder med i Danmark.

Analysebaseret politiindsats og analytisk tilgang er en virkelig god metode, men igen, hvis kvalitetsstemplet af politifaglighed ikke er med – eller virkeligheden – så bliver det en modspiller, som dirigerer politiet blindt rundt uafhængigt af, hvad der reelt sker på gaden.

Der tegner sig skræmmende perspektiver af, at akademikere uden politimæssig baggrund bliver ansat til ledende operative stillinger i politiet. Med andre ord, at de skal vurdere, hvordan en politiindsats eller efterforskning skal løbe af stablen!

 

Møgsagerne kommer ikke fra politifolkene

Det kan vi ikke være tjent med som samfund.

Vi har faktisk nogle af verdens dygtigste politifolk og dygtigste politiledere i Danmark.

Det er dem, som igen og igen – og helt fortjent – opnår topkarakter, når det handler om tillid og troværdighed. Helt anderledes ser det ud for de faggrupper, som er ved at tage styringen af politiet, og som har indrettet en ghetto af teori frem for praktik, når det handler om politiets arbejde og indsats.

Det er ikke politifolk, som danskerne eller politikerne har mistillid til, eller som er ansvarlige i de mange sager, som pt. kører omkring politiet.

Det burde være indlysende, at det er uholdbart.

Det er alvorligt og problematisk for samfundet og politiet.

Det er helt klart på tide at ændre kursen mod politifaglighed, så den flugter med såvel regering og Folketing som borgernes og politiets egne ønsker.