Tjenestemandspension

Bliv klogere på din tjenestemandspension.

Et års ansættelse på fuld tid giver et års pensionsalder. Ved nedsat tjenestetid optjenes pensionsalderen forholdsmæssigt. Pensionsalderen kan højst blive 37 år.
 
Er du ansat før 1. januar 2012, optjener du pensionsanciennitet fra du blev ansat, dog tidligst fra det fyldte 25. år. 
 
Er du ansat efter 1. januar 2012, optjener du pensionsanciennitet fra den dag, du blev ansat.
 
Efterindtægt

Hvis en tjenestemand i tjeneste afgår ved døden uden at efterlade sig ægtefælle eller børnepensionsberettigede børn tilfalder efterindtægten boet. 

Hvis en pensioneret tjenestemand ikke efterlader sig ægtefælle eller børn, udbetales der ikke efterindtægt. Efterindtægt på grundlag af en ægtefællepension tilkommer de børn af den pågældende, der er berettigede til børnepension efter den først afdøde ægtefælle.

Varighed
Efterindtægt udbetales som hovedregel i 3 måneder regnet fra den 1. i måneden efter dødsfaldet.

Afgår tjenestemanden ved døden som en umiddelbar følge af tilskadekomst i tjenesten, udbetales efterindtægt til ægtefælle eller børn dog i 12 måneder, mens efterindtægten, hvis den udbetales til boet, kun kan udbetales i 3 måneder.

Efterindtægtens varighed ændres ikke af, at tjenestemanden eventuelt var varslet til fratræden på et tidspunkt, der ligger efter dødsfaldet.

Hvis en tjenestemand dør under tjenestefrihed uden løn, udbetales ikke efterindtægt.

Din pension beregnes efter:

Skalatrinet på fratrædelsestidspunktet, og optjent pensionsalder, der nedrundes til hele år.
 
I det 1.-16. pensionsår optjenes 1,75%, i det 17.-32. år optjenes 1,5% og i det 33.-37. år optjenes 1% af den pensionsgivende løn. Det giver 57% af den pensionsgivende løn ved de maksimale 37 pensionsår. 
 
Hvis din pension kan beregnes efter både nye og gamle regler, foretages den aktuelle beregning med den højeste pensionsalder. 
 
Du kan selv gå ind på Medarbejder- og Kompetencestyrelsens hjemmeside – www.tjenestemandspension.dk – hvor du vil kunne se din individuelle beregning for tjenestemandspensionen. Styrelsens system kører direkte sammen med Rigspolitichefens Koncern HR, hvorfor du her vil få den nøjagtige beregning i forhold til værdien af din livsvarige tjenestemandspension. Du skal logge ind med MitID.
 

 

Disse forhold medregnes/modregnes:

Tjenestefrihed uden løn før 1. april 1992 indgår normalt ikke i optjening af pensionsanciennitet. Ved tjenestefrihed efter 1. april 1992 er det en betingelse, at der indbetales 15% af den pensionsgivende løn for at få medregnet pensionsancienniteten. 
 
Fra 1. april 2001 medregnes forældreorlov i pensionsancienniteten – før denne dato blev kun de orlovsperioder, man havde ret til, medregnet i pensionsancienniteten.
 
Barselsorlov før 1. april 1987 – her medregnes kun perioder med løn, men ved barselsorlov efter 1. april 1987 medregnes hele den lovpligtige periode i pensionsancienniteten.
 
Optjening af ekstra tjenestemandspension efter de 37 pensionsår:
Læs her cirkulære fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen om optjening af ekstra tjenestemandspension efter de 37 pensionsår.
Aftalen er et resultat af aftaleforhandlingerne i 2011 og har virkning fra 1. januar 2019.

Hent cirkulæret som PDF her på siden.
 
Opsat pension

Har du under 10 års ansættelse, men mindst 3 års pensionsalder  – og fratræder du din stilling:

  • uden at opfylde betingelserne for afsked med egenpension – og
  • uden at overgå til en anden stilling, som kan medregnes i pensionsalderen

Skal der i forbindelse med din fratrædelse beregnes en opsat pension på baggrund af den optjente pensionsalder og den pensionsgivende løn ved fratrædelsen.

En opsat pension kan først udbetales i forbindelse med folkepensionsalderens indtræden. Den kan dog udbetales ved det 60. år mod sædvanligt førtidsfradrag – eller i forbindelse med social førtidspensionering på grund af sygdom.

”Den kan dog udbetales, når pensionsudbetalingsalderen er opnået – typisk 3 år før folkepensionsalderen – med de skærpede førtidspensionsfradrag – eller i forbindelse med social førtidspensionering på grund af sygdom”.

 

 

 

 
Børnepension og -tillæg

En pensioneret tjenestemands børn under 21 år er berettiget til børnepensionstillæg.

Børnepensionstillæg udgør pr. 1. oktober 2023 kr. 18.076,28 årligt.

Hvis en tjenestemand eller pensioneret tjenestemand afgår ved døden, er tjenestemandens børn under 21 år berettigede til børnepension.

Børnepension udgør pr. 1. oktober 2023 kr. 34.303,89 årligt.

Til forældreløse børn udbetales børnepensionen med dobbelt grundbeløb.

Både børnepensionstillæg og børnepension udbetales til barnet selv.

Børnepensionstillæg og børnepension er uafhængig af tjenestemandens lønmæssige placering og pensionsalder.

Børnepensionstillæg i forbindelse med egenpension, børnepension i forbindelse med ægtefællepension eller børnepension alene kan dog ikke overstige tjenestemandens pensionsgivende løn.

Der kan kun ydes ét børnepensionstillæg/én børnepension for hvert barn.

Gælder også adoptivbørn og stedbørn, når der er tilknyttet forsørgerpligt.

Børnepensionstillæg og børnepension modregnes ikke i SU, men betragtes som en indtægt og har dermed indflydelse på, hvor meget man må tjene ved siden af (frikort).