Studiekreds

Læs mere om hvad en studiekreds er og om årets aktuelle emne.

Uniform_ærme

Hvert år afholder den lokale politiforening studiekreds, hvor man debatterer et centralt valgt emne.

Det er Politiforbundet som i samarbejde med politiforeningerne arrangerer studiekredsene. Her får medlemmerne mulighed for debattere og diskutere deres fag fra nye vinkler.
 
Ønsket er, at alle medlemmer skal have mulighed for at holde hverdagen og arbejdspladsen ud i strakt arm. Studiekredsene skal opleves som en blanding af fagligt åndehul og socialt samvær.

 

Studiekreds 24: "ARBEJDSGLÆDE - Hvordan bevarer vi den?"

På den ene side er vi glade for og stolte af politifaget. Vi passer på andre, og det giver ualmindelig god mening. På den anden side bliver vi presset fra flere kanter – politisk detailstyring, måltal og en hverdag, hvor vores medlemmer ofte skal løbe alt for stærkt – og derfor er det helt nødvendigt at diskuterer de områder, hvor arbejdsglæden er udfordret.

Et godt arbejdsliv er et arbejdsliv med mening. Men den mening kan blegne, hvis arbejdsmiljøet er presset, og hvis fokus på tidsfrister, vagtplaner, der ligner kludetæpper, måltal og for få kolleger bliver for dominerende.

Det er egentlig ret enkelt: Man arbejder bedre og mere effektivt, når man trives. Og alle udvikler sig, når der er arbejdsglæde på ens arbejdsplads. Vi må ikke købe præmissen om, at arbejdslivet skal være hårdt hele tiden. Det kan ingen mennesker holde til.

Så hvad kan vi – og ledelsen – gøre for at forbedre arbejdsmiljøet og forholdene for danske politifolk?

Det er noget af det, vi håber, næste års studiekredse kan kaste lys over.

Studiekredsene foregår i de enkelte foreninger
Studiekredsene er tænkt som indledende gruppearbejde med mindre studiekredse, hvor deltagerne diskuterer og behandler de aktuelle emner. Efterfølgende vil der blive samlet op ved et større fællesarrangement.

Fællesarrangementet er typisk af et par dages varighed - med debat, oplægsholdere udefra og arbejdsgrupper og festmiddag.
 
Forud for studiekredsene har et udvalg under Politiforbundet udarbejdet obligatoriske emner, som skal debatteres, og hvor konklusionerne efterfølgende samles op i forbundet. 
 

Ofte stillede spørgsmål om studiekreds
 

Hvem kan deltage?

Alle medlemmer af Politiforbundet kan deltage i studiekredsene.

Får jeg tjenestefri?

Delvist – der er 10 timers forberedelse, som må ske i fritiden. Der gives til gengæld tjenestefri til afslutningen.

Hvordan tilmelder jeg mig?

Det gør du hos din lokale forening/tillidsrepræsentant.

Er det gratis at deltage?

Ja, men den lokale forening kan vælge at opkræve et mindre beløb som egenbetaling i forbindelse med studiekredsafslutningen.

Betaler foreningerne selv?

Foreningerne får et tilskud på op til 2.100 kroner pr. deltager. Eventuelle yderligere udgifter afholder foreningen selv.

Er der et loft over antallet af deltagere?

Politiforbundet har besluttet, at der er et forholdsmæssigt loft over antallet, som forbundet vil yde tilskud til. Men foreningerne kan vælge selv at betale for resten.