Nyhed

Flerårsaftale

Flerårsaftale for politiet: Et partnerskab vil give Politiforbundet mere indflydelse

Den politiske flerårsaftale for politiet udløber ved årsskiftet. Der skal derfor forhandles en ny aftale for politiet, som skal gælde for 2024 og frem. Der er endnu ikke påbegyndt politiske forhandlinger, men forbundsformand Heino Kegel har gennem længere tid holdt møder med både nyvalgte såvel som velkendte retsordførere i Folketinget siden årsskiftet.

Heino Kegel

- I Politiforbundet afventer vi det næste skridt i forhold til forhandlingerne. For os er det vigtigt at være tæt på processen, da vi ønsker at kunne give vores ærlige og uredigerede indsigt direkte til politikerne om, hvad dansk politi har behov for her og nu og i fremtiden. Det er afgørende at sikre, at politiet fortsat er en god og velfungerende arbejdsplads for kommende og nuværende politifolk, siger Heino Kegel.

Han fremhæver en række forhold, han mener, er vigtige for en flerårsaftale, for at tingene kommer til at hænge bedre sammen i dansk politi.

- Nogle af de vigtigste områder er, at der brug for en forbedret og akkrediteret uddannelse, at der skal sættes ind i forhold til rekruttering og fastholdelse, at SU’en i skoleperioden skal erstattes med løn, en styrkelse af it, og at politiet bør styres efter faglighed frem for rigide måltal og detailstyring. Vi må heller ikke glemme, at der er brug for en langsigtet og samlet plan for politiet i forhold til tilførsel af flere ressourcer og flere politifolk, lyder det fra Heino Kegel.

Han fremhæver, at Politiforbundet som noget nyt ønsker at indgå i et partnerskab med Rigspolitiet for at sikre de bedste politiske løsninger. 

- Vi er klar til at gå ind i partnerskab omkring kommende politiske aftaler, så vi kan være med til at kvalificere løsningerne. Det er ikke set før i politiet, men jeg mener, det vil være en stor fordel for slutresultatet, at vi sammen – som arbejdsgiver og arbejdstagere – kan både fremtidssikre og kvalificere aftalerne. Det ansvar løfter vi gerne, lyder det fra Heino Kegel.