God 1. maj: Ordentlige arbejdsvilkår og en værdig løn

Det handler om at stille sig ligeværdigt på et fundament af solidaritet og hele tiden arbejde sammen mod det bedre. Derfor skal vi fejre 1. maj, og derfor betyder denne dag noget for rigtig mange. Det er også dagen, hvor vi kan se hinanden i øjnene og gøre status. 

I år bliver 1. maj dog lidt anderledes end den plejer, og der kastes skygger på dagens mange taler og slagord. Der er ingen tvivl om, at fagbevægelsen skal være en troværdig og slagkraftig aktør i samfundsdebatten, men det er svært, når der først er sået mistillid. Weekendens begivenheder og turbulens har vist vigtigheden af, at man skal stå på mål for egne værdier og budskaber. Kan man ikke det, risikerer vi, at vores ellers så stærke sammenhold bliver en brændende platform. Der er brug for en stærk og handlekraftig fagbevægelse, som også frem over på bedste vis kan varetage lønmodtagernes interesser.

Mange vilkår og forhold bliver langsomt bedre, når vi i fagbevægelsen kæmper for de fælles værdier som eksempelvis frihed, demokrati, tryghed, ligestilling og et rummeligt arbejdsmarked.

Men nogle gange går det også den forkerte vej. Regeringens afskaffelse af store bededag var Politiforbundet imod. Vi protesterede sammen med den samlede fagbevægelse, og vi ser det som et brud på den danske aftalemodel. Med regeringens afskaffelse af store bededag som helligdag, har den forbrudt sig mod noget, som plejer at blive aftalt mellem arbejdsmarkedets parter.

Det er den forkerte måde at løse samfundsmæssige udfordringer på. Vi har i mange år kæmpet for, at vores medlemmer kan få en bedre balance mellem arbejde og fritid, hvilket også de seneste års trivselsmålinger viser, at der er et stort behov for. Men det kommer ikke af sig selv.

Med afskaffelsen af store bededag stjæler regeringen af kollegernes kostbare fritid sammen med familien. De tyvstjæler af kollegernes behov for at restituere sig oven på travle arbejdsdage, hvor de løber alt, alt for stærkt. Regeringen viste desværre, at den er mere optaget af at få mere arbejde ud af folk, end af hvordan vi egentlig har det. Og det harmonerer dårligt med, at politiet stadig skubber et rekordstort antal overarbejdstimer foran sig.

Politifolk har ikke brug for at arbejde mere. Tværtimod.

Tingene hænger ikke sammen, og der skal laves en langsigtet og holdbar plan, som tager højde for manglende ressourcer og forbedringer af et hårdt presset arbejdsmiljø i dansk politi.

På mange måder har vi verdens bedste arbejde, men flere og flere politifolk oplever også, at det slår revner, når tingene ikke giver mening mere – når man konstant udsættes for hovedløse krav om måltal og politisk detailstyring. De oplever det, der kaldes moralsk stress, hvor deres arbejde føles som en forhindringsbane, hvor mange meningsløse eller fagligt ubegrundede eller rigide arbejdsformer modarbejder formålet. Det skal der gøres op med.

Dansk politi har så meget at byde på med professionelle og passionerede folk, som brænder for at gøre en forskel. Vi skal passe på de fantastiske kolleger, som går ind i jobbet med liv, sjæl og professionalisme, og som står i frontlinjen. De har i den grad brug for, at der hele tiden bliver kæmpet for deres vilkår og rettigheder, og at deres forhold og virkelighed bliver kendt og værdsat af samfundet.

Det håber jeg, at politikerne tager med sig ind i forhandlingslokalet, når de om kort tid skal blive enige om en ny flerårsaftale for politiet.

Politifolk skal have ordentlige arbejdsvilkår, men de skal også have en værdig løn. Vi har et generelt lønproblem i det offentlige, når det handler om fagprofessionelle. Jeg er klar over, at det ikke kan løses ved en enkelt overenskomstforhandling, men vi skal tale om åbent og ærligt om det og konstant sætte fokus på urimelige vilkår.

Der mangler en forståelse for, hvad det er politifolk reelt kan, og hvilke krav de skal leve op til i dag. For den udvikling har ikke været proportionel med lønnen. Politifolk kan i øvrigt ikke drive lønnen op ved at melde sig til vikarbureauer, ligesom der ikke kan hentes vikarer ind i politiet, når der mangler hænder.

Og selvom politiet aldrig kan være lønførende, så er der ”lette” håndtag, der kan drejes på i forhold til at genindføre løn under uddannelse og komme rekrutteringsudfordringer i forkøbet. Hvis man skal fastholde dygtige medarbejdere og tiltrække nye ansøgere, hvis man vil have et velfungerende politi med høj trivsel og dygtige medarbejdere, så er løn også et vigtigt parameter.

Trivsel fylder generelt for lidt i politiet og det samme gør uddannelse. Jeg ser frem til, at evalueringen af politiets basisuddannelse kan danne grobund for en ny og styrket uddannelse, som tager højde for kriminalitetsudviklingen, herunder den teknologiske udvikling, og de deraf følgende krav til politiet.

Det SKAL lykkes, at et vigtigt og meningsfyldt arbejde som politijobbet også rimer på et attraktivt arbejdsmiljø med fokus på trivsel, og hvor de ansatte synes, det er det hele værd.

Lad os sammen skabe de bedste rammer for det bedste politi.

Rigtig god 1. maj.