Hvad bringer det næste politiforlig?

Af Heine Hansen, formand for Politilederforeningen

Hvor vil det politiske fokus ligge, og får politifagligheden plads i det kommende politiforlig?

Det er det store spørgsmål efter tidligere forlig, der havde fokus på ”Et styrket politi, et tryggere Danmark”, og ”Et mere synligt og nærværende politi”.

2015: Et forlig i skyggen af terror

Forliget i 2015 var rettet mod beredskabet og en markant styrkelse af indsatsen mod terror, blandt andet ved en styrkelse af PET, oprettelsen af de fire Situations- og Operationscentre (SIOC) og styrkelsen af bevogtnings- og beredskabskapaciteten, herunder med kompetenceudvikling af politiet generelt inden for beredskabsområdet.

Grænseområderne blev ligeledes tilgodeset med det formål at styrke indsatsen mod den grænseoverskridende kriminalitet og de udenlandske kriminelle grupperinger. Det var også hér, vi fik automatisk nummerpladegenkendelse (ANPG-systemet) som et værktøj, vi har haft meget glæde af siden.

Forliget italesatte desuden: ”Udviklingen tyder på, at en række komplekse kriminalitetsformer som eksempelvis cyberkriminalitet og økonomisk kriminalitet fortsat vil være i vækst.”

Forliget kom i skyggen af Krudttønden og aktieudbyttesagerne, der stadig verserer, og så var det også forliget, hvor vi fik en ny (og forbedret, stod der) uddannelsesstruktur i vores politiuddannelse for at løfte det samlede kompetenceniveau.

I forliget var der desuden en forventning om indsatser mod rocker- og bandemiljøet, en styrket kriminalpræventiv indsats i de udsatte boligområder, en styrket indsats mod social dumping og ulovlig cabotagekørsel, Task Force Øst og Vest skulle videreføres, og samarbejdet med kredsene skulle videreudvikles. Indsatsen mod indbrudskriminalitet stod desuden fortsat højt på dagsordenen, selvom indbrudskurven var nedadgående.

Til slut beskrives en forventning om fortsat modernisering og effektivisering af politiet, hvor det blandt andet fremgår, at aftalepartierne noterer sig, at POLSAS forventes udskiftet i aftaleperioden.

2020: Et forlig med borgeren i centrum

Forliget i 2020 satte borgerne i centrum på en måde, som man kunne ønske sig havde været muligt uden et politisk diktat. Pendulet var nu på vej retur (måske er ”splittet” den rette beskrivelse), idet der både var forventninger om centralisering ved en National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og decentralisering med henblik på mere nærhed og lokal tryghed. Der skulle mere politi på gaden i form af flere beredskabspatruljer, 20 nye nærpolitienheder, 110 ekstra lokalbetjente og mere frihed til lokale løsninger.

Rigspolitiet skulle reduceres, hvorved de lokale kredse skulle have større ansvar og synlighed i forhold til forligets gennemførelse. Der blev indført politigarantier på områder med særligt hensyn til borgernes tryghedsfølelse, krav om øget eftervidereuddannelse i arbejdet med vold i nære relationer og voldtægter, og politistyrken skulle udvides med 450 ekstra politibetjente over aftaleperioden, ligesom de civile efterforskere blev født.

Køreprøverne blev ressortoverdraget, og 115 politiårsværk blev dermed tilgængelige til gavn for forligets mål. NSK blev etableret, og der skulle desuden iværksættes en styrket indsats mod hvidvask og terrorfinansiering. Det blev også aftalt, at der skulle tilføres flere hænder til straffesagsbehandlingen, og der blev sat mål med henblik på at sikre mindre sagsbunker og kortere sagsbehandlingstider. Desuden skulle en række effektiviseringstiltag understøtte, at politi og anklagemyndigheden fortsat blev mere effektive, blandt andet ved bedre og mere sikker it-understøttelse.

Hvordan er det så gået?

Med tilbageblikket må vi konstatere, at det meste blev realiseret, og noget dog ikke. Nogle af de mest markante afvigelser er vel, at POLSAS-afløseren aldrig dukkede op, og at det, som det ser ud lige nu, formentlig ikke bliver muligt at rekruttere de ekstra 450 årsværk, der blev finansieret i det indeværende forlig. Selvsamme forlig har gjort – og gør fortsat – ondt. Gabet mellem ressourcer og opgaver er så stort, at det kan være svært ikke at indgå kompromisser i vægtningen mellem forligsforpligtigelserne og ”borgeren i centrum”.

En anden markant afvigelse, måske faktisk den vigtigste, er det store efterslæb politiet oplever på it-understøttelsen. Samtidigt med vores omverden kontinuerligt udvikler sig, og datamængderne således er steget eksponentielt i snart sagt enhver efterforskning, fra et banalt færdselsuheld til de meget tungere straffelovssager, er politiet ikke lykkes med at følge med. Hverken på lagerkapacitet eller med de værktøjer, der skal håndtere og tilgængeliggøre de mange og vigtige digitale beviser, der findes i de enorme datamængder.

Efterslæbet på it-understøttelsen bliver med andre ord en større og større udfordring og fastholder politiet i en utidssvarende spændetrøje, idet de forventede teknologiske gevinster, der også lå i politiforligets forventninger til bedre it, er udeblevet.

Hvad med det næste forlig?

Med et tilbageblik på de forrige forlig, hvad kan vi så forvente af det næste forlig?

Måske kan der findes nogle svar i regeringsgrundlaget, hvor politiet tydeligt adresseres i den fortsatte tryghedsdagsorden. Her skrives der om bandepakker og effektiv bekæmpelse af organiseret kriminalitet, indsatser mod den utryghedsskabende adfærd i såvel boligområder, på togstationer som på landevejen, hvor en skærpet indsats mod vanvidskørsel er nævnt specifikt.

Der er også fokus på en særlig indsats mod vold mod kvinder og den negative sociale kontrol – gennem en styrket forebyggende indsats samt en national indsats rettet mod partnervold og partnerdrab. Der ønskes en handlingsplan målrettet kvinders sikkerhed og tryghed med et fokus på især unge kvinder i nattelivet, og en opfølgning på LGBT+-handlingsplanen, herunder hvad angår bekæmpelsen af vold, seksuelle overgreb og had mod LGBT+-personer.

Den ny regering har også et ønske om at få belyst, hvorledes der kan etableres et nyt Ministerium for National Sikkerhed med blandt andet ansvar for politiet, den overordnede anklagemyndighed og rigets sikkerhed, herunder PET. 

Sidst men ikke mindst er skrevet om at frisætte den offentlige sektor ved en grundlæggende forandring i den måde, velfærden styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres, ligesom regeringen også er opmærksom på, at der er en rekrutteringsudfordring flere steder i den offentlige sektor, der skal adresseres.

Alt sammen målsætninger der synes at kunne påvirke et politiforlig og give håb om såvel afbureaukratisering og frisættelse i det kommende forlig.

Et ønskescenarie

I et ønskescenarie forholder forligskredsen sig til det overordnede og overlader det herefter til politiet selv at komme videre. Det politiske niveau er derudover nødt til at acceptere, at prioriteringen af nogle områder betyder nedprioritering af andre. Enten skal forligskredsen foretage disse prioriteringer, eller også skal de forvente, og have tillid til, at politiet gør det selv.

Den nuværende udtrykte forventning, om at vi konstant opprioriterer visse områder, uden at der ydes mindre på andre, er nedslidende for politiet og dets medarbejdere, og vil i sidste ende få betydning for borgernes tillid til deres politi.

Politiet består af dedikerede og dygtige ledere og medarbejdere, der både kan og vil, hvis vi gives muligheden i et visionært men også virkelighedsnært politisk forlig.

Politilederforeningens ønskeforlig

Forligsparterne bør:

• Afstå fra detailstyring, men i stedet sætte en overordnet retning mange år frem i tiden.

• Forholde sig til det igangværende forlig. Særligt om nogle politiske beslutninger var for restriktive og detailorienterede.

• Forholde sig til den konstante ubalance mellem ressourcer og opgaver i politiet, som påvirker de interne beslutninger, således at det, der måtte være ”det rigtige for borgeren”, let kan komme til at stå i skyggen af diktater i et politiforligs medfølgende excel-ark, når der tages ledelsesmæssige beslutninger.

• Forholde sig til, at ubalancen mellem opgaver og ressourcer i et meget detaljeorienteret forlig påvirker politiets evne til hurtigt at tilpasse sig et ændret kriminalitetsbillede. Og at den virkelighed, vi oplever i dag, ikke nødvendigvis er den virkelighed, der er styrende og vigtig i 2028 eller 2032.

• Have tillid og give politiet det økonomiske råderum i forliget, der giver plads til, at politiet kan udvikle sig og dermed forvente, at politiet selv udvikler inden for den overordnede retning og ramme, politiet bliver givet.

• Give politiet økonomien til at få udviklet den rette it-understøttelse, så politiet kommer på niveau med den omverden, politiet forventes at kunne arbejde i.

• Sikre de nødvendige vilkår for, at politiet kan iværksætte et stærkt tiltrængt kompetenceløft rettet mod morgendagens udfordringer frem for gårsdagens, såvel i forhold til grunduddannelsen som efter- og videreuddannelse.

• Sikre løn under uddannelsen, således et ældre og mere etableret segment, med kompetencer erhvervet gennem andre uddannelser og livet generelt, kan se sig i en karriere i politiet uden at skulle sætte familien på økonomisk standby.