Nyhed

Tilskadekomne politifolk får adgang til nye træningstilbud

I samarbejde med Thin Blue Line Denmark tilbyder Danmarks Idrætsforbund (DIF) nu, at tilskadekomne politiansatte kan blive inkluderet i såkaldte Safe Zones idrætstilbud, som er fordelt over hele landet.

motion og træning

Nuværende eller tidligere politifolk, der enten er kommet psykiske eller fysisk til skade som følge af tjenesten, får nu mulighed for at benytte sig af over 50 lokale træningstilbud, der kaldes Safe Zones, og som allerede er en del af DIF Soldaterprojekt.

Det nye tilbud er blevet til i et samarbejde mellem DIF og Thin Blue Line Denmark (TBL), oplyser DIF i en pressemeddelelse.

- Vi har de seneste 12 år arbejdet for at hjælpe tilskadekomne soldaterveteraner og det er fantastisk endelig at kunne invitere tilskadekomne politifolk indenfor i det fællesskab, der er i DIF Soldaterprojekt, da det for os i DIF er det vigtigt at kunne udvide vores gode indsatser til nye målgrupper, siger Frans Hammer, der er næstformand i DIF.

Næstformand i TBL, Nicholas Ranfelt, fortæller, at TBL forventer sig meget af samarbejdet.
- Idræt kan bare noget helt specielt og kan for en stund udligne de udfordringer, psykiske som fysiske, der måtte være som tilskadekommen, siger han. 

I første omgang er tilbuddet et 1-2 år som et pilotprojekt, men håbet er, at det vil blive en permanent løsning.

 

Emne