Nyhed

DUP

Under mistanke: Politifolk presses mentalt af lange sagsforløb

Politifolk kan være under mistanke i årevis, inden der falder endelig afgørelse i deres DUP-sager. Alene mistænkeliggørelsen og usikkerheden om deres fremtid i politiet kan undervejs have store mentale konsekvenser for den enkelte, selvom sagerne statistisk set sjældent munder ud i kritik eller tiltale. Politiforbundet efterlyser derfor tidsfrister for sagsbehandlingen. Retspolitiske ordførere er enige om, at politifolk bør have hurtigere afklaring, men mener ikke nødvendigvis at tidsfrister er svaret.

DUP indgang

Af Karina Bjørnholdt

- Tre år er umenneskeligt lang tid at være i et limbo, når hele dit eksistensgrundlag er truet. Det må kunne gøres mere hensynsfuldt. 
Sådan lyder opfordringen fra politiassistent Henrik Olsen fra Københavns Politi. Han er en af mange politifolk, der på egen krop har prøvet, hvordan langvarige forløb i forbindelse med verserende klagesager eller strafferetlige sager er utroligt hårdt for psyken. Det fortæller han til fagbladet DANSK POLITI.

Henrik Olsen endte med at blive frifundet, men undervejs pressede tvivlen og usikkerheden om hans fremtid i politiet sig mere og mere på. Oveni var han presset økonomisk som følge af sin suspension, og det endte med, at Henrik udviklede PTSD-symptomer. Han er ikke i tvivl om, at et hurtigere sagsbeløb havde betydet, at han ikke i samme grad ville være blevet så psykisk påvirket af situationen.

Eller som advokat Jakob Buch-Jepsen, der er forsvarsadvokat for mange politifolk i klage- eller straffesager, siger:
- Der er ikke tvivl om, at det lægger et stort pres på mine klienter, når de undersøges over så lang tid. Selvom langt hovedparten af sagerne ender i ingenting, er den psykiske belastning undervejs jo den samme.

Politiforbundet: Brug for rimelig tidshorisont

I Politiforbundet kræver man en hurtigere afklaring på medlemmernes sager.

- I dag tager det urimeligt lang tid. Det kan vi ikke være bekendt som samfund, når hændelserne netop opstår som følge af politijobbet. Politifolk skal behandles anstændigt, og sagerne skal behandles inden for en rimelig tidshorisont, så kollegerne har mulighed for at komme helskindet ud på den anden side. Det lægger et unødvendigt stort og hårdt pres på dem og deres pårørende, når der går for længe, inden deres sager afgøres, siger Michael Bergmann Møller, der er næstformand i Politiforbundet.

Politiforbundet efterlyser, at der fra politisk side indføres frister for sagsbehandlingen. I lighed med de frister man i dag kender hos politi, anklagemyndighed og domstole i forbindelse med de såkaldte VVV-sager, der vedrører vold, voldtægt eller våben.

Politisk uenighed om tidsfrister

Fire retsordførere er blevet forelagt Politiforbundets ønske om tidsfrister. Det Konservative Folkeparti bakker op om forslaget om tidsfrister, mens Venstre og SF er skeptiske over for, om det er den rette løsning.  Socialdemokratiet er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

- Når retterne har kunnet operere med frister for VVV-sager, skyldes det jo, at man har andre sager, der kan skubbes i baggrunden. At opprioritere alt er at stikke folk blår i øjnene. Derfor bør DUP’s bemanding og ventetid være en del af årets politiske forhandlinger. Meget kunne tale for, at der skal tilføres flere ressourcer, men også arbejdsformen kan sikkert tåle et eftersyn, ganske som det der pt. foregår i domstolene, lyder det fra Preben Bang Henriksen (V).

Hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed vil direktør Charlotte Storgaard ikke forholde sig til, om de til tider lange sagsbehandlingsforløb skyldes mangel på ressourcer.
- Vi arbejder inden for de rammer, vi er givet. Samtidig er vi opmærksomme på, om vi kan gøre nogle ting bedre, fortæller hun og oplyser, at DUP allerede prioriterer i sagerne samt har fokus på sagsflowet, så sager ikke ligger stille for længe i systemet. 
- Vi er i DUP meget opmærksomme på, at en kort sagsbehandlingstid er bedst for alle parter i en sag, siger Charlotte Storgaard.

Læs tema

I næste nummer af fagbladet DANSK POLITI kan du læse et større tema om de meget lange forløb og det store psykiske pres, man som polititjenestemand risikerer at opleve, når man får en DUP-sag.
Du kan læse om:

  • To politifolks personlige beretninger om, hvor psykisk hårdt det er at være under mistanke i flere år.  
  • Politiforbundets ønske om tidsfrister og hvorfor.
  • Tre retspolitiske ordføreres holdning til tidsfrister og til, at politifolk risikerer at vente længe på afklaring i deres sager.
  • Den Uafhængige Politiklagemyndigheds syn på sagen.

Kontakt

Michael Bergmann Møller

Michael Bergmann Møller

Næstformand Politiforbundet
24 63 97 10