I hælene på fremtiden og med hovedet i busken

Af: Tekst Heine Hansen, formand for Politilederforeningen

Borgernes forventninger til deres politi står på nogle områder i stærk kontrast til den virkelighed, de mødes af, når det ikke lige handler om det akutte udrykningsarbejde og sikkerhedsopgaverne.

Allerede i forbindelse med folketingsvalget 2022, gjorde jeg opmærksom på politilederforeningens syn på det tiltagende omfang af politiopgaver i forhold til den tilstedeværende ressource.

I den anledning remsede jeg en række voksende sikkerhedsopgaver op, og deres påvirkning af politiets øvrige opgaver. Tiden har ikke stået stille, og sikkerhedsopgaverne er ikke blevet færre. Ja, de er vel i stedet nærmest kommet som byger på en dansk sommerdag.

Af nye af slagsen kan nævnes:  Ukrainekrigen, koranafbrændinger og ikke mindst Israel-Palæstinakrigen, som kaster enorme sikkerhedsopgaver af sig. Fælles for de nævnte opgaver er, at de typisk er meget personaletunge, og at de af sikkerhedshensyn kommer før sagsbehandlingen og politiets mindre hastende opgaver. Det er derfor naturligt, at der sker en nedprioritering på disse områder for at honorere sikkerhedsopgaverne, der ikke kan udsættes. Men vi har kun de hænder, vi har.

Manglende fokus på egentlige årsag

Mediebilledet har over de seneste år kunnet berette om urimeligt lange sagsbehandlingstider og sager, der slet ikke er blevet behandlet, selvom det for borgeren har synet simpelt for politiet at handle og dermed stille den kriminelle til ansvar. Anken i mediesagerne har typisk været med baggrund i manglende eksekvering på åbenlyst simple sager, hvorved borgeren har følt sig til grin og ofte samtidigt har mistet tilliden til sit politi. Mediernes tilgang har i den forbindelse ofte været en udstilling af inkompetence og uduelighed frem for at komme bag om sagen og belyse den egentlige årsag til, hvorfor sagsbehandlingen er trukket ud.

Ulempen er, at samfundet og politikkerne ofte mest forholder sig til det billede, der bliver tegnet i medierne og ikke så meget til, hvad der er den egentlige baggrund. De samme politikere føler sig måske også forpligtede til at vise handlekraft, idet borgerne jo må have berettigede forventninger til, at der bliver rettet op.

Det er åbenlyst for alle med indsigt i politiet, at årsagen til de lange sagsbehandlingstider og de glemte sager ikke handler om inkompetence og uduelighed, men at årsagen i stedet skal findes i, at opgaven og ressourcen ikke hænger sammen, og at den ikke har gjort det i et stykke tid. De sidste måneder er pressens vinkling da også kommet den fortælling i møde.

Behov for alternativ tænkning

Vi står lige nu over for de indledende forhandlinger til en kommende flerårsaftale for politiet, og det er måske nu, vi kan være med til at sætte en afgørende retning på det politi, de ressourcer og de kompetencer, der skal møde morgendagens udfordringer og kriminalitet. Men hvilket aftryk skal sættes, og hvilke konsekvenser vil det få for morgendagens politi, uden at borgeren bliver sorteper?

Det er min overbevisning, at vi står i en brydningstid, hvor der må tænkes alternativt for fortsat at kunne imødekomme de forventninger, der rettes mod politiet. Det synes umiddelbart ikke muligt at rekruttere de betjente, der efterspørges, samtidigt med at der på nogle områder er brug for andre kompetencer end dem, man tilegner sig på politiuddannelsen.

Det er nu på tide, at vi selv forholder os til, hvordan politiet kan hjælpes, således vi kan følge med kriminalitetens udvikling og borgernes berettigede forventninger. Er løsningen blot en opnormering af det politi, vi kender, og til nu har uddannet til politiopgaver, som de så ud i går?

Eller skal vi forholde os anderledes til den virkelighed, der skitseres af den fremtid, der buldrer imod os?

En fremtid med en kriminalitetsudvikling, der ikke standses af politiets modtræk, men kontinuerligt forsøger at holde sig mange skridt foran politiet, og med en sikkerhedsopgave, der blot bliver større og større.

Opgør med enhedspolitiet?

Skal vi fastholde vores tilgang til et enhedspoliti, der skal løfte alle sager? Eller er en løsning på den akutte personalemangel og det sagsspecifikke kompetenceefterslæb, at andre myndigheder overtager nogle af vores sagsområder?
Som eksempler kunne være fiskerisagerne, miljøzonesagerne, dyreværnssagerne og formentlig en del flere.

De nævnte er for mig åbenlyse områder, der formentlig kunne varetages lige så godt i de anmeldende ressortministerier. Samtidig må vi forholde os til, om en fuldt uddannet politibetjent er bedst brugt på politiets mange transportopgaver og de stillestående bevogtningsopgaver?

Kunne der tænkes i alternativer ved at udvide kompetenceporteføljen for en politikadet, således kredsene vil kunne se fornuften i at ansætte kadetter til aflastning af kollegerne i omgangstjenesten på de nævnte opgaver? Her tænker jeg indledende sagsbehandling, forkyndelses- og efterlysningssager og andre understøttende opgaver i den lettere ende af politiarbejdets kompetencespekter.

Frygten står i vejen for udvikling

Mit indlæg vil helt sikkert blive mødt af nogle med prædikatet ”uigennemtænkt”, og jeg erkender da også blankt, at der er mange flere nuancer, der skal belyses, og mange afledte effekter, der skal italesættes og håndteres, end det er sket i mit korte indlæg.

Men tilbage står, at vi til nu IKKE reelt har forholdt os, og IKKE synes at forholde os til konsekvenserne af, at vi ikke forholder os.

Frygten for konsekvensen for det politi, vi kender i dag, står med andre ord i vejen for udviklingen af det politi, vi som samfund har brug for i morgen.

For hver dag der går, hvor vi ikke forholder os, kommer vi længere bagud. Bagud i forhold til kriminalitetens udvikling, bagud i forhold til borgernes tillid til deres politi og bagud i forhold til fastholdelse af det personale, vi har ansat i dag.

Og sidst men ikke mindst: Bagud i forhold til at rekruttere morgendagens betjent.