Nyhed

Farvel til Finn Moseholm: Pensions-eksperten går på pension

De fleste kender nok bedst 63-årige Finn Moseholm som Politiforbundets rådgiver om pension eller som kursusleder af senkarrierekurserne. Her har han gennem tiden forberedt utallige kolleger på en senior- og pensionstilværelse. Snart er det Finn Moseholms tur til at nyde sit otium efter 42 år i dansk politi, heraf 37 år med faglige kampe under Politiforbundets faner.

Finn Moseholm

Af Stine Svarre Gaardhøj

På kontoret i forbundshuset ligger fotoalbums og en stor scrapbog med udklip fra gamle avisartikler, som vidner om et langt og aktivt arbejdsliv. Gennem de seneste fire årtier har forbundssekretær Finn Moseholm kæmpet for bedre vilkår for Politiforbundets medlemmer, men snart er det slut. Pensionseksperten har nemlig valgt at trække pensionskortet.

- Tjenestemandspensionen er en livslang pension, så det er selvfølgelig et væddemål med bedemanden om, hvor gammel man bliver, men det er bestemt en lukrativ ordning,
Finn Moseholm


Lynkarriere som tillidsmand

Det har altid været naturligt og let for Finn Moseholm at tale andres sag. Foreningsarbejdet har gennemsyret hele hans liv fra barndom og op igennem voksenlivet. Og så er han udadvendt og social som person. Det var nogle af grundene til, at han som ung politiassistent hurtigt blev spottet og opfordret til at stille op som tillidsmand og bestyrelsesmedlem i politiforeningen, der dengang hed Frederiksborg Amts Politiforening. Finn deltog i sin første kongres i 1983, og allerede i 1989 blev han valgt som foreningsformand. Lige siden er det gået stærkt med den faglige karriere. Et hurtigt kig i scrapbogen taler sit tydelige sprog om, at mange faglige kampe er taget, og Finn Moseholm er typen, der siger sin mening og ikke giver op. 


Tjenestemandsordning under pres

Pensionsområdet har Finn Moseholm rådgivet Politiforbundets medlemmer om i 15 år som forbundssekretær. Området har udviklet sig hastigt, da det ikke kun omhandler tjenestemandspensionen, men også andre former for pension samt afskedigelsessager. Dertil kommer lovændringer og nye tiltag, som Finn har haft styr på. Han oplever, at henvendelserne til forbundet har været støt stigende de senere år. De store årgange er ved at gå på pension, og det kan mærkes, fortæller Finn.

- Rigtig mange vil gerne have rådgivning om, hvornår det bedst kan betale sig at gå på pension for dem personligt. Men vi laver ikke nettoberegninger for medlemmerne, så her henviser jeg til, at de skal rådføre sig med en revisor, siger Finn Moseholm.

At tjenestemandspensionen er fordelagtig, er Finn ikke i tvivl om. Og han minder også gerne medlemmerne om pensionens værdi, hvis nogle brokker sig over deres løn. En undersøgelse fra 2009 viste, at tjenestemandspensionen er en meget attraktiv pensionsordning, fortæller Finn.

- Tjenestemandspensionen er en livslang pension, så det er selvfølgelig et væddemål med bedemanden om, hvor gammel man bliver, men det er bestemt en lukrativ ordning, fastslår Finn.


Vil savne senkarrierekurser

Noget af det, Finn Moseholm kommer til at savne mest, når han går på pension, er at undervise på de fem årlige senkarrierekurser for medlemmer, der nærmer sig pensionsalderen. Her er der fokus på at forberede politifolk bedst muligt på deres sidste år i politiet, inden de trækker stikket.

- Jeg er sådan en type, der får energi af at være sammen med andre mennesker, derfor vil jeg savne senkarrierekurserne, hvor jeg holder oplæg og er sammen med en masse gode medlemmer. Og så vil jeg savne at kunne hjælpe og rådgive medlemmer i det daglige, siger Finn.

Det blev da også modtaget med stor ærgrelse, da Rigspolitiet i begyndelsen af 2020 valgte at aflyse senkarrierekurserne resten af året af økonomiske årsager og derefter på grund af Covid-19. Seneste melding er, at kurserne kan vende tilbage i 2021 på den nye politiskole i Vejle. Finn Moseholm ser det som et stort tab for medlemmerne, hvis kurserne aflyses helt, da det udover pension også handler om fastholdelse af dygtige kolleger i et presset dansk politi, som mangler politifolk.

- Jeg kommer ikke til at savne de samtaler, hvor jeg taler med efterladte eller medlemmer, som har fået en dødelig sygdom. Det er hårde samtaler, og man er helt flad og færdig bagefter.
Finn Moseholm


Fejlslagen politireform og manglende efteruddannelse

Der er sket meget i dansk politi i de sidste 40 år. 80’erne var præget af store faglige lønkampe i fagbevægelsen. 90’erne var forandringens årti for politiets arbejde med eksempelvis ”Benjamin-sagen”, 18. maj-kampe på Nørrebro efter EU-afstemningen og et nyt fokus på psykologiske støttetiltag efter en gennemgribende undersøgelse af politiets arbejde. Nullerne og ti’erne har været præget af politireform og lederreform, hvor mange blev afskediget, og der kom stort pres på den enkelte politiansatte og på lederne.

- Jeg kalder det ”mig-først”-årtierne med mere opmærksomhed på sig selv frem for på sin makker, fortæller Finn.

På spørgsmålet om, hvor han ser dansk politis største udfordringer i 2020, nævner han blandt andet det manglende lokalkendskab og et hårdt presset beredskab, som han giver politireformen skylden for. En anden væsentlig udfordring for dansk politi er, ifølge Finn, at man fjernede professionsbacheloren, da der manglede politifolk, men uden at leve op til den lovede efter- og videreuddannelse.


De svære samtaler

Den 1. november er arbejdslivet og de faglige kampe historie for Finn Moseholm. Scrapbogen og fotoalbummene bliver pakket ned, og pensionisttilværelsen venter. Noget som Finn ikke kommer til at savne, når han har forladt sit kontor i forbundshuset, er de svære samtaler.

- Jeg kommer ikke til at savne de samtaler, hvor jeg taler med efterladte eller medlemmer, som har fået en dødelig sygdom. Det er hårde samtaler, og man er helt flad og færdig bagefter. Selvom det selvfølgelig er vigtige og nødvendige samtaler for den enkelte, så er det ikke noget, jeg vil savne, siger Finn.

Forude venter blandt andet forenings- og bestyrelsesarbejde i FC Helsingør og DBU’s repræsentantskab.
- Det skal nu have min fulde opmærksomhed. En gang foreningsmand altid foreningsmand, afslutter Finn.

Blå bog

1981
Politibetjent i Helsingør Politi.

1983
Bestyrelsesmedlem i Frederiksborg Amts Politiforening.

1989
Foreningsformand, Frederiksborg Amts Politiforening.

1989-2004
Medlem af Politiforbundets Hovedbestyrelse.

1995-1999
Kursusinstruktør på Politiforbundets tillidsmandskurser.

2005-2020
Ansat i Politiforbundet som forbundssekretær. Har haft ansvar for afskedigelsessager, tjenestemandspension og pensionsforhold og været kursusleder på senkarrierekurserne.