Nyhed

Politiforbundet: Dyrt, besværligt og unødvendigt med kropskameraer

Det er dyrt. Det er et tungt maskineri. Det er unødvendigt. Det er juridisk betænkeligt. Det er de samme partier, som ikke ønsker videokameraer op på gaderne. Og så er det endnu et skridt i retning af politisk ansvarsfralæggelse og signaler om mistillid i forhold til de offentligt ansatte.

 

   26/8/2014

Kommentarerne er mange, når Politiforbundet skal forholde sig til de partier i Folketinget, som nu foreslår kropskameraer på politiets uniformer.

-          Det kan være fint at filme politiforretninger ved nogle lejligheder, men at ønske at optage de mange hundreder af tusinder politiforretninger årligt er et gevaldigt dyrt og tungt apparat at sætte i gang, siger Claus Oxfeldt, forbundsformand.

- Det er også uden hensyn til borgerne, som næppe bryder sig om at blive filmet i alle sammenhænge. Det er juridisk tungt, for hvornår gælder en sag så. Gælder det kun, hvis man har den på bånd? Og så synes jeg det er en overreaktion baseret på et fundament af mistillid. Så mange klagesager har vi altså heller ikke i Danmark. Og alle undersøgelser viser i øvrigt kolossal tillid til politiet og deres måde at agere på. Hvad skal det med kameraer så til for, siger forbundsformand Claus Oxfeldt.

Han hæfter sig ved, at det primært er partier som SF, der ønsker at udstyre politiet med kameraer. Samme partier, som ellers er imod al kameraovervågning i det offentlige rum.

-          Det er en mærkelig udvikling af mistillid til de offentlige ansatte. Hvorfor så ikke også filme alle lægekonsultationer, sygeplejersker i arbejde, alle pædagoger som skal tage sig af vores børn, alle lærere og så videre. Jeg bryder mig ikke om det signal og den udvikling, fortsætter forbundsformanden.

Inspirationen til kropskameraer stammer fra USA. Her har man i et distrikt gode erfaringer med kropskameraerne, men danske og amerikanske forhold kan slet ikke sammenlignes, siger forbundsformand Claus Oxfeldt.

Den amerikanske by Rialto i Californien har gennem et år kørt et forsøg, hvor politifolkene har båret videokameraer på deres veste. I denne periode faldt klagesagerne mod politiet med 88 procent og politiets brug af magt med næsten 60 procent.

-          I USA kan det måske give mening med kropskameraer som dokumentation, da de kører enkeltmandspatruljer, men i Danmark kører vi to i patruljebilerne.

Forbundsformanden kan kun se ønsket om kropskameraer i dansk politi som et udtryk for manglende tillid til politiet fra politisk side.

-. Jeg vil opfordre politikerne til at fokusere på indholdet og omfanget af de opgaver, politiet skal løse i et retssamfund. Det er næsten deprimerende altid at opleve, hvordan politikerne kræver dokumentation for alt, hvad vi laver, men aldrig interesserer sig for om vi kan lave det, om vi er nok og hvilke udfordringer politiet står med. Det er ligesom om, at alle ressourcerne skal bruges på at tilfredsstille de samme politikere, og ikke til borgerne, eller service eller tryghed, siger Claus Oxfeldt.

Læs også http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2014-08-26-politikere-%C3%B8nsker-kamera-p%C3%A5-betjente-politiet-er-skeptiske

 og:

http://www.b.dk/politiko/s-er-skeptisk-over-for-kropskamera-paa-politibetjente