Nyhed

Politiforbundet: Rasmus Paludan spekulerer i politiets timer

- Jeg synes det er skræmmende, at vi lever i en tid, hvor det at lave så meget larm og fremprovokere konfrontation er blevet et redskab i sig selv. For mig at se tager Rasmus Paludan politiets timeregnskab som gidsel i det her spil. Det er nemlig tid, som går fra et lukket kredsløb og derfor tid og timer, som går fra borgerne. Og jeg frygter at det bliver en tendens i demokratiet og debattonen, og det skræmmer mig, siger Claus Oxfeldt, forbundsformand.

Claus Oxfeldt

Politiforbundet er ærgerlige over den udvikling Rasmus Paludans islamkritiske rundtur har taget.

- For mig at se er der tale om entydig spekulation i konfrontation og mulige optøjer. Jo mere, desto bedre. Det betyder også, at Paludan reelt spekulerer i storforbrug af politiets ressourcer og dermed timer, som går fra andre områder. Selvfølgelig skal vi beskytte Paludan og hans ytringsfrihed og retten til at færdes trygt. Det er den kyniske spekulation, der frustrerer mig. Det her har nærmest karakter af misbrug af en rettighed. Det er ikke budskabet, det forholder jeg mig ikke til, men ønsket om konfrontation, der generer mig. Jo mere, desto bedre. Jo voldsommere, desto bedre, siger Claus Oxfeldt.

Han kalder tidsalderen for ekstrem og fyldt med opløsningstendenser, hvor det at kunne lave larm i gaden i sig selv er en værdi.
Forbundsformanden henviser også til SF-eren Karsten Hønges offentliggørelse af tal, som afslører, at Rasmus Paludan havde kostet politiet seks millioner kroner i år allerede inden weekendens optøjer i København.

Hvor er tillidssamfundet?

- Jeg mangler debatten om det tillidsfulde, og fornuftige. Om at det er mennesker i uniform, som der kastes flasker på, når Rasmus Paludan turer rundt. Jeg savner i det hele taget, at vi kan debattere og ytre os om svære ting, uden at det skal være en kamp på følelser, siger Claus Oxfeldt.

Han mener, at udover politiet, så er samfundet og borgerne de store tabere i Rasmus Paludans spil.

- Det er ressourcer, som går direkte fra borgernær betjening. Det er en debat, som forlader det demokratiske spor. Det er politifolk, som får inddraget påskeferie. Det ved vi faktuelt er sket, og det er ærgerligt, når vi i forvejen er spændt så hårdt for, siger han.

Utakt og ekstreme toner

Forbundsformanden håber, at samfundet og politikere vil lære af det som sker, og være med til et fremme en sundere og mindre konfrontatorisk og følelsesladet tone.

- Ellers kommer vi endnu mere til at leve i ekstremernes tidsalder, hvor det ekstreme bliver et sprog, og konfrontationen en accepteret politisk debatform. Det gavner ingen. Politisk debat og mærkesager skal ikke flankeres af politi i indsatsdragter og bål i gaden. Hvis en mand som Rasmus Paludan kan fremprovokere så meget af så lidt, så tør jeg næsten ikke tænke på, hvad andre kunne få ud af den form, siger han.

Dårlig smag i munden

- Det kan ikke passe, at politifolk skal sendes ud hver og hver anden weekend for at være til stede til Rasmus Paludans happenings. Mange andre opgaver bliver tilsidesat, og det giver mig en dårlig smag i munden, at politifolkene må droppe at komme ud til indbrud eller andet, fordi de er bundet til at stå to timer i et boligkvarter, hvor Rasmus Paludan taler til færre folk end antallet af politifolk, siger Claus Oxfeldt, forbundsformand i Politiforbundet.

- Det her er ikke et spørgsmål om ytringsfrihed. Alle har ytringsfrihed, men det betyder ikke, at man har pligt til at ytre sig i alle mulige sammenhænge, eller ikke kan tage hensyn, siger han.

- Det handler ene og alene om, hvorvidt vi kan retfærdiggøre over for befolkningen, at politiet ikke kommer ud, når de ringer, fordi vi igen skal stå ude til en happening, som kun handler om at skabe negativ opmærksomhed, had og konfrontation, fastslår forbundsformanden.