Finanslovsaftale: Forbundsformand glæder sig over et ”fast normativ”

Politiet bliver tilgodeset med 1,3 milliarder kroner i finanslovsaftalen for 2018-2021. Herunder en nettotilgang til styrken på i alt 300 politistuderende i 2018 og 2019.

 

Foto: Jakob Boserup

Uanset hvor mange politifolk, der vælger at gå på pension i løbet af de næste to år, vil der ske en nettotilgang til styrken på 300. Det er en del af den finanslovsaftale, som regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om i fredags. - Siden 2011 har Politiforbundet kæmpet for genindførslen af et fast normativ. Nu ser det ud til, at vi er på vej tilbage mod noget lignende, siger forbundsformand Claus Oxfeldt.

   11/12/2017

I det hele taget glæder Claus Oxfeldt sig over finanslovsaftalen for 2018-2021, idet politiet bliver tilgodeset med 1,3 milliarder kroner. Han har dog endnu ikke haft mulighed for at granske bevillingen nøjere. 

- Men det er en politisk anerkendelse af, at politiet har været ekstremt presset siden 2015, og at der skal sættes ind for dels at forbedre arbejdsmiljøet i politiet, dels sikre at vi også fremover har et professionelt politi, som nyder borgernes tillid, siger forbundsformanden.

Styrkelsen af politiets operative kapacitet sker gennem tre forskellige initiativer.

  1. Optaget på Politiskolen forøges med i alt 300 politistuderende i 2018 og 2019. Meroptaget kommer ud over det meroptag på i alt 300 politistuderende i 2016 og 2017, der blev aftalt med flerårsaftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi i 2016-2019. 
     
  2. Cirka 90 politiårsværk frigives til operativt politiarbejde ved at overdrage størstedelen af politiets arrestanttransporter til Kriminalforsorgen. Overdragelsen af arrestanttransporter vil ske gradvist fra efteråret 2018 med henblik på fuld overdragelse fra januar 2019.
     
  3. Der afsættes midler til at fastholde en del af den midlertidige stigning i antallet af civile kompetencer i politiet, så politifolk fortsat kan friholdes til operativt politiarbejde.
     

Politihesten vender tilbage
Af andre tiltag kan nævnes, at der kommer bedre fysiske faciliteter for personalet i forbindelse med den midlertidige grænsekontrol ved den ”grønne” og ”blå” grænse, og at rytterisektionen genopstår i dansk politi. 
Sidstnævnte er der afsat 38 millioner kroner til over en fireårig periode. Politihestene skal benyttes ved honorære opgaver samt til patruljering i turistområder.

- Genindførslen af politihesten har ikke stået på Politiforbundets ønskeseddel. Det har været et stærkt politisk ønske, og nu må vi få det bedste ud af, at dansk politi atter får en rytterisektion, siger Claus Oxfeldt.

Finanslovsaftalen er først en realitet, hvis den bliver vedtaget under tredje behandlingen i Folketinget i slutningen af december. Forinden skal først en ny udlændingepolitik og en skattereform forhandles på plads mellem regerings partierne (Venstre, Konservative og Liberal Alliance) og Dansk Folkeparti.


Du kan læse hele finanslovsaftalen her.

Eller nøjes med dette faktaark, der vedrører de dele, der hører under Justitsministeriets område.