Leder

Ønskerunder

Dansk politi skal være en moderne og attraktiv arbejdsplads

For et år siden satte vi i Politiforbundet fokus på udfordringerne med de såkaldte ”ønskerunder” i politiet. Dengang blev det beskrevet, hvordan politifolk føler sig stavnsbundet eller ligefrem bondefanget til at arbejde i en bestemt politikreds – uden udsigt til at flytte til den ønskede landsdel med sin familie på trods af utallige ansøgninger. Det blev af mange oplevet som en håbløs og uigennemskuelig situation.

Heino Kegel
Det er på tide, at dansk politi følger med tidsånden og med de forventninger, som især den yngre generation har til en fleksibel, attraktiv og moderne arbejdsplads. Det dur ikke at sidde fast i fortiden og stavnsbinde de ansatte.
Heino Kegel

Politiforbundet opfordrede Rigspolitiet til at tage medarbejderes bekymringer alvorligt og skabe gennemskuelighed i ansøgningsproceduren. Der blev derefter sat et arbejde i gang med at ”se på ønskerundesystemet”.

Et år efter kan vi konstatere, at dette eftersyn af ønskerundesystemet er gået meget langsomt. Der er ikke sket noget endnu. Jeg modtager næsten dagligt henvendelser fra fortvivlede kolleger, som føler, de løber panden mod en mur, når de ansøger om at skifte politikreds. Når de gang på gang sender deres ansøgning afsted og holder vejret, krydser fingre og mærker knuden i maven vokse, fordi de så brændende ønsker at kunne arbejde i samme område, hvor de allerede bor eller gerne vil etablere sig med deres familie.

Når man gang på gang søger om at skifte politikreds, men aldrig får andet end et afslag, så mister mange desværre modet, og det fører til desillusion og manglende arbejdsglæde. Helt nye og alarmerende tal, som Politiforbundet har indsamlet, viser, at fire ud af ti kolleger aktivt har overvejet at søge ud af politiet inden for det seneste år, enten i form af orlov eller ved at sende en ansøgning til et job uden for politiet. Samtidig presses politifolk af manglende timer til at nå alle opgaver – der skubbes stadig rundt på mere end en million overarbejdstimer. Men at 40 procent af kollegerne har overvejet at forlade politiet, må betragtes som en tikkende bombe og noget, der må give enhver arbejdsgiver koldsved. Derudover kommer den store andel af politifolk, som kan trække pensionskortet, hvis de ville. Det er ikke en holdbar situation.

Dansk politi har ikke råd til at miste dygtige og kompetente medarbejdere, som hver eneste dag udfører vigtigt og samfundsbærende arbejde. Dertil kommer, hvad der er brugt af tid og ressourcer for at komme igennem nåleøjet i en vanskelig optagelsesprøve og derefter at have fået en uddannelse betalt af skatteborgerne. Samtidig kæmpes der dagligt med at rekruttere egnede kandidater til politiuddannelsen. Der er noget, som ikke stemmer overens. Faktisk skriger det til himlen.

Vi skal ikke acceptere, at et vilkår er noget, man skal kunne tåle. Og at politifolk skal kunne tåle alt. Politifolk tåler i forvejen alt for meget: Tilkald, inddragne fridage, omlægninger og usikkerhed om, hvorvidt man kan få fri til konfirmationer, bryllupper eller andre vigtige begivenheder i familien. Samtidig skal politifolk kunne tåle et evigt pres om at være operativ parate – også selvom man har siddet bag et skrivebord i 30 år. Oven i alt det skal de acceptere at blive sendt rundt i landet på opgaver eller være stavnsbundet i en bestemt politikreds på ubestemt tid, for sådan har det altid fungeret, og sådan er det nu engang blevet besluttet. Hvis ikke man allerede har mistet pusten, så skal man kunne tåle tidsfrister, måltal, detailstyring, bunkeafvikling og mange måneders usikkerhed, hvis man undersøges af Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Jeg kunne desværre fortsætte opremsningen.

Hvis man som arbejdsgiver vil rekruttere de bedste kandidater og samtidig har et ønske om at holde fast i de eksisterende medarbejdere, så er der blandt andet brug for, at problematikken omkring ønskerunder og kredsskifte bliver taget alvorligt. Ikke mere nølen. Ikke flere skrivebordsmøder, styre- og baggrundsgrupper, referater og tom snak. Der er brug for en løsning NU. Det er i samme åndedrag tid til et opgør med tåle-alt-kulturen. Det er på tide, at dansk politi følger med tidsånden og med de forventninger, som især den yngre generation har til en fleksibel, attraktiv og moderne arbejdsplads. Det dur ikke at sidde fast i fortiden og stavnsbinde de ansatte. Dansk politi skal turde forny sig og tænke ud af boksen.

Jeg forventer, Rigspolitiet handler på denne problematik. Lad os finde en løsning. Hellere i dag end i morgen.

Emne