Leder

Vi må aldrig acceptere chikane af politifolk

Politiet har gennem den seneste tid befundet sig i et stormvejr. En voldsom debat om politiets ageren og brug af magt har bragt sindene i kog. Midt i stormvejret har vi oplevet både fake news, anklager og hadefulde beskeder i kommentarsporene på sociale medier, blandt andet efter en dokumentar på DR1.

Heino Kegel

Politiets magtanvendelse er blevet debatteret alle steder og på mange niveauer. Desværre ikke altid i en god tone. Og kolleger har befundet sig lige i orkanens øje og er blevet hængt ud foran hele Danmark.

Politiet skal være transparente, og politiet skal overholde regler for god etik og myndighedsudøvelse. Politiet skal kunne kigges efter i sømmene. Det er en del af  tillidspagten mellem borgere og politiet. 
Heino Kegel, forbundsformand

Der er mange ting, som politifolk ofte skal kunne tåle og leve med. En af dem er mediernes evige interesse i politiarbejdet.  En anden er, at politifolk i dag nærmest per automatik får stukket en mobil op i ansigtet, når de er i gang med en politiforretning. Men hvad der aldrig må være en del af jobbet er, at man som polititjenestemand udsættes for chikane eller hetz, som desværre også er blevet en trist tendens.

Politifolk oplever at blive hånet, truet, forfulgt eller direkte hængt ud i hadegrupper med navn og billede. Vi må aldrig som samfund acceptere, at offentligt ansatte, deres ægtefæller og deres børn jagtes og hænges ud på sociale medier. Det er ulovligt, usmageligt og fuldstændig uacceptabelt. Man skal kunne gå trygt på arbejde – lige meget hvem man er, og hvor man arbejder.

Politifolk skal agere i, at alle kan klage over dem og deres arbejde, men når man som myndighed har et magtmonopol, skal det selvfølgelig også være muligt at klage over politiet. Politiet skal være transparente, og politiet skal overholde regler for god etik og myndighedsudøvelse.

Politiet skal kunne kigges efter i sømmene. Det er en del af tillidspagten mellem borgere og politiet. Det kan være en krævende balancegang, når der på splitsekunder skal skønnes og træffes beslutninger i ofte ophedede og konfliktfyldte situationer. Men det er en del af arbejdet, og det er politiet også uddannet og gode til. Det betyder dog, at politifolk flere gange dagligt står i situationer, hvor de enten skal sigte, påtale, irettesætte, udskrive bøder, frihedsberøve eller anvende magt. Der kan være mange konfrontationer med borgere, som kan opfattes forskelligt, og som kan virke stødende. Især hvis man kun viser et lille udsnit eller en redigeret videooptagelse af selve magtudøvelsen.

Hvis en borger føler sig uretfærdigt eller for hårdhændet behandlet af politiet, kan de klage til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP). Der er ingen bagatelgrænse for, hvad DUP skal tage sig af. Mange har en mening om DUP – meningsdannere, medier, politikere og borgere interesserer sig for, hvordan DUP arbejder. Men jeg må konstatere, at der måske mangler kendskab, nuancer og særligt respekt og tillid til DUP’s arbejde. Det er ærgerligt og desværre med til at underminere troen på vores myndigheder generelt. Lad nu DUP få arbejdsro og respekter dem for deres faglighed.

Oven i alt dette, så har den seneste tids mediebevågenhed også vist, hvor vigtigt det er at kommunikere – her tænker jeg især på, at politiet som arbejdsgiver har et ansvar for at kommunikere åbent og ærligt. Både ind ad til i organisationen, men også ud ad til over for borgerne og medierne. Der er brug for en synlig ledelse, som ikke stikker hovedet i busken, når det stormer, men stiller sig forrest, når presset bliver størst. Alt andet er svigt.

I Politiforbundet har vi længe presset på politisk for, at der bliver gjort noget ved den massive chikane, som politifolk oplever på de sociale medier, når de bliver udstillet og hånliggjort for at gøre deres arbejde. Også når det kommer til misbrug af aktindsigter i personalemapper. Efter utallige opråb, og senest da Politiforbundet sammen med andre organisationer sendte et åbent brev til justitsministeren, er forhandlinger om en revision af offentlighedsloven nu begyndt. Det er glædeligt, at der er blevet lyttet. Alle offentligt ansatte skal kunne tage trygt på arbejde.

Forslaget om at revidere offentlighedsloven på dette område er et meget vigtigt skridt på vejen. Vi er ikke i mål endnu. Vi kæmper fortsat for at beskytte offentligt ansatte mod grov chikane på de sociale medier.

Og det har den seneste tid vist, at der er et voldsomt behov for.

Emne