Leder

Pressede beredskaber slider på politifolkene og giver dårligt arbejdsmiljø

​​​​​​​Den er helt gal med arbejdsmiljøet i beredskaberne i dansk politi. Desværre. Og det er både uholdbart og trist. Dels fordi alt for mange kolleger betaler prisen for dårlig drift, dels fordi det langt fra er et nyt problem. Hvorfor bliver man ved med at reproducere de samme udfordringer igen og igen? Er det ikke på tide, at der investeres klogt og rigtigt i politiet én gang for alle?

Heino Kegel
Der drives rovdrift på medarbejderne, som konstant får omlagt deres vagter, har urimelig høj weekendfrekvens, og når de endelig har fri, gælder det om at lægge mobilen langt væk for ikke at blive kaldt på arbejde igen.
Heino Kegel, forbundsformand

De pressede beredskaber er som et spejl på noget af det, der er galt i politiet, og hvor tingene ikke hænger sammen. Der lappes huller i stedet for at få lagt og gennemført en langsigtet plan. Det kommer næppe bag på hverken ansvarlige politikere eller politikredsenes øverste ledelser, at den kæmpe overarbejdspukkel, som er oparbejdet i løbet af året, skal afvikles eller udbetales på et tidspunkt?

Det kommer nok heller ikke som en overraskelse, at når man bliver ved med at skubbe medarbejdere rundt mellem afdelinger og landsdele, så koster det i den anden ende? Når en enkelt sygemelding kan vælte en hel vagtplan, siger det næsten sig selv, at det både går ud over de nærmeste kolleger, men også hele afdelinger. I sidste ende er det noget, borgerne og samfundet mærker konsekvensen af.  

Flere foreningsformænd fortæller i dette nummer af fagbladet, at beredskaberne er slidt ned til sokkeholderne, og at det har store konsekvenser for opgaveløsningen, men især for trivslen. Der drives rovdrift på medarbejderne, som konstant får omlagt deres vagter, har urimelig høj weekendfrekvens, og når de endelig har fri, gælder det om at lægge mobilen langt væk for ikke at blive kaldt på arbejde igen.

Det slider på kollegerne og på hjemmefronten. Nogle bukker under med stress og må sygemelde sig, andre søger om orlov eller ser sig om efter et job uden for politiet. En stigning i antallet af individuelle førstegangssamtaler hos Psykologtjenesten om arbejdspres siger desværre det hele. Vi har så dygtige, dedikerede og ansvarlige politifolk, som altid forsøger at få enderne til at mødes, fordi de gerne vil yde deres bedste hver eneste dag. Men hvor længe kan de holde til det? Foreningsformændene fortæller om kolleger, der bliver mere og mere demotiverede.

Det kan vi som samfund ganske simpelt ikke være bekendt. Vi skal finde holdbare løsninger nu.

Politiets begyndende rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer skal tages langt mere alvorligt. Hvordan skal man kunne fastholde dygtige medarbejdere og rekruttere nye håbefulde unge mennesker under disse vilkår? Det ser svært ud.
 

Forsvaret vender tilbage for at hjælpe med bevogtning

Vi nærmer os jul, og i Politiforbundet tager vi godt imod den tidlige julegave, når Forsvaret i det nye år vender tilbage for at hjælpe med bevogtningsopgaver, der egentlig også er i deres opgaveportefølje. Det vil afhjælpe de pressede beredskaber med nogle af udfordringerne. Men det løser langt fra alt.

I 11. time er der fundet en pose penge til at udbetale tilgodehavende frihed. En kortsigtet løsning, som måske afhjælper udfordringerne her og nu, men som ikke løser den egentlige udfordring – nemlig at der er for få politifolk til for mange opgaver.

Når vi taler om ordentlige arbejdsvilkår, er det svært ikke at komme ind på lønforhold. Politiforbundets utilfredshed var svær at holde tilbage, da regeringen indkaldte til trepartsforhandlinger for at fordele lønkroner til udvalgte faggrupper. Den blev ikke mindre, da det stod klart, at politiet ikke var iblandt.

Politifolk har alt for længe stået bagerst i køen, når der skal uddeles løn. Derfor gælder det også for Politiforbundet om at se fremad mod et nyt år, når der skal forhandles ny overenskomst – OK24. Det er blandt andet et krav, at vores medlemmer skal have en fornuftig lønstigning, som sikrer reallønnen efter længere tid med tårnhøj inflation. Derudover har Politiforbundet også indgivet krav om en organisationspulje. Vi vil kæmpe til det sidste for medlemmerne, som i den grad fortjener anerkendelse og et klap på skulderen for at udføre et afgørende vigtigt arbejde – ofte under vanskelige vilkår.  

Selvom der er meget, der kan gøres bedre – og skal gøres bedre, så tillader jeg mig også at se på 2024 med optimisme. Og Politiforbundet vil fortsat kæmpe benhårdt for at sætte en retning mod bedre løn- og arbejdsvilkår.

Tak for at yde en kæmpe indsats i det forgange år. I kan være stolte af jer selv og hinanden.

Politiforbundet ønsker alle medlemmer en glædelig jul og et godt nytår.

Emne