Nyhed

God sommer

Forbundsformanden gør status: Det kræver investeringer at have et velfungerende politi

Vi skal investere mere i fagligheden. Det er et udsagn, jeg har sagt før. Men jeg vil tillade mig at gentage det, indtil politikere og arbejdsgiver begynder at forholde sig til politiets reelle udfordringer. Ikke flere lappeløsninger, hvor det er enkeltsager eller det mest akutte, der bliver håndteret. Vi bør som samfund investere mere fornuftigt i de mennesker, som har fagligheden til at løse velfærdssamfundets udfordringer nu og i fremtiden.

Heino Kegel

Jeg havde egentlig håbet på, at vi kunne gå på sommerferie med mere ro i maven. Men jeg kan konstatere, at der stadig ikke er blevet investeret ordentligt, langsigtet og fornuftigt.

Politiforbundet har længe efterlyst en langsigtet plan for politiet, hvor der tænkes i helheder, uddannelse og investeringer. De civile efterforskere med begrænset politimyndighed er et godt eksempel på, hvordan politikerne hellere vil lappe huller i stedet for at fortage de nødvendige investeringer. Man giver folk et 24-ugers kursus i efterforskning og forventer, at alt er i skønneste orden.

Men hvor blev respekten for politifagligheden af? Og hvorfor skar man et helt år af politiets basisuddannelse for år tilbage, som gik gevaldigt ud over efterforskningsdelen, for nu at opdage, at der mangler efterforskningskompetencer? Det er hverken klogt eller fornuftigt. I stedet ender man med at gå på kompromis med politifagligheden. Det skriger nærmest til himlen. Ansæt i stedet flere politifolk – vi skal op på 15.000 politifolk om ti år – og giv dem en ordentlig uddannelse. Det er sund fornuft.

I Politiforbundet har vi gennem længere tid presset på for at få en bedre og mere tidssvarende uddannelse. Et større analysearbejde har været i gang i Rigspolitiet, og snart skal brikkerne lægges til en ny struktur og med en række forbedringer. Vores forventning er klar: invester i basisuddannelsen, så den også flugter med de krav, omgivelserne har til uddannelse og kompetenceudvikling. Vil man have et velfungerende politi, har vi ikke råd til at udhule fagligheden.

Arbejdsvilkår står ikke mål med lønnen
Løn har også fyldt meget i den offentlige debat. Lønstrukturkomiteen fremlagde for nylig deres rapport over lønstrukturer for offentligt ansatte. Politifolks samlede timeløn er blevet placeret i den øvre del af skalaen, men siger ikke noget om, hvorvidt det er den ”rigtige” løn. Arbejdsvilkår er ikke taget med i beregningerne, og det, mener Politiforbundet, er en mangel.

Politifolk løser helt essentielle samfundsopgaver. Når alle andre flygter, så træder politiet til – dag, nat, weekender og helligdage. Politifolk kæmper med et højt arbejdspres og samtidig med et evigt krav om at være operativ parat lige indtil pensionsalderen. Det mener Politiforbundet skal afspejles bedre i lønnen, end det gør i dag, og det vil vi kæmpe for ved de kommende trepartsforhandlinger i efteråret og ved overenskomstforhandlingerne i 2024.

I den forbindelse vil jeg også tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved, om den stigende pensionsalder, som blev vedtaget med tilbagetrækningsreformen, overhovedet giver mening for politifolk? Kan man som 75-årig stadig opfylde kravene om at være operativ parat, have skiftende arbejdstider og bære en tung vest?

Svært at rekruttere og fastholde medarbejdere
Rekrutteringsudfordringer og fokus på fastholdelse af medarbejdere bliver mere og mere aktuelt, og noget som politiets øverste ledelser bliver nødt til at tage meget alvorligt.

Der er efterhånden mange tegn på, at arbejdsmiljøet er belastet mange steder. Det kan vi ikke lukke øjnene for. 40 procent har inden for det seneste år overvejet at søge orlov eller helt ud af politiet, ifølge Politiforbundets undersøgelse blandt mere end 1.000 medlemmer. Arbejdsglæden er udfordret af moralsk stress, hovedløse registreringer og detailstyring, som gør, at alt for mange oplever, at de ikke kan løse deres opgaver tilfredsstillende. Samtidig ser vi, at efterspørgslen på individuelle samtaler med Rigspolitiets Psykologtjeneste stiger.

Heldigvis er der også forhold, som bliver bedre. Politiforbundet har i årevis italesat forskelsbehandlingen af grønlandske kolleger. Derfor var det en god nyhed, da justitsministeren for nylig meddelte, at man arbejder på at gøre op med de væsentlige forskelle, der er i løn- og ansættelsesvilkår på blandt andet politiområdet. Nogle gange tager ændringer lang tid, men nu må vi holde justitsministeren op på sin udmelding.

Det var også positivt, da regeringen for to måneder siden meldte ud, at grænsekontrollen til Sverige skulle ophæves, og kontrollen ved grænsen til Tyskland skulle omlægges. Politiforbundet har længe italesat det fagligt ufornuftige ressourceforbrug af polititimer ved grænsekontrollerne. Det har trukket mange veksler, blandt andet på de politikredse, som har skullet afgive politifolk, og som er blevet trukket væk fra deres igangværende arbejde.

Jeg ønsker alle en god sommer med tid til at restituere sammen med jeres kære og samle på gode ferieminder. I Politiforbundet lover vi, at arbejdet fortsætter med at holde politikere og arbejdsgiver på sporet.

God sommer.

Emne