Leder: Invester i faglighed - i stedet for at så splid og spille faggrupper ud mod hinanden i lønkamp

Jeg mener faktisk, at store dele af den offentlige sektor og velfærds-Danmark fungerer på trods af lønnen.

Den fungerer, fordi vi har engagerede, dygtige og fagligt stolte ansatte, hvor drivkraften først og fremmest er at gøre en forskel – det handler om meningsfuldhed. De kan leve af lønnen, nogenlunde, men den egentlige forskel er meningsfuldheden, det at lave noget reelt vigtigt og vitalt, omgivet af kolleger, som brænder for at gøre det samme.

Derfor har jeg det også svært med statsminister Mette Frederiksens mulige åbning for en ekstra betaling til sygeplejerskerne og andre udvalgte faggrupper.

Jeg synes absolut, politikerne skal belønne reel faglighed og begynde at tage de egentlige velfærds-fagligheder meget mere alvorligt. Men det gøres ikke ved at belønne enkelte frem for andre.

Altså at en stat og regering går ind og belønner en faggruppe på bekostning af andre – lige så nødvendige faggrupper – til trods for at det egentlige problem er, at samme stat strukturelt, organisatorisk og ved detailregulering har kastet sundhedsvæsen (og os andre) ud i en krise, hvor timer og arbejde slet ikke hænger sammen, og hvor der trækkes så enormt store veksler på de ansatte, at den faglige fornuft og røde tråd, muligheden for bedst muligt at gøre den forskel, som er drivkraften på trods af lønnen, går stadig mere fløjten.

Det svarer til at spille alle os, der bærer hele fundamentet, som ER fundamentet, ud mod hinanden. For selvfølgelig er vi utilfredse hver for sig, vi er jo især gennem de seneste 10-15 år blevet styret af et uvæsen af ufornuft, kaldet New Public Management, og en giftig hækbølge af afledte teorier om fabriksdrift, stordrift, centralisering, dokumentationskrav og smarte, virkelighedsfjerne udregninger fra konsulenthuse.

Ordet glidebane er for svagt her – nærmere mod afgrundens rand. Jeg synes absolut, politikerne skal belønne reel faglighed og begynde at tage de egentlige velfærds-fagligheder meget mere alvorligt. Men det gøres ikke ved at belønne enkelte frem for andre.

Vi har den danske model, lønforhandlinger for alle ansatte, hvor vi fordeler en samlet ramme.

Reelt er det regeringen og Folketingsflertallet, som er arbejdsgivere, og dermed kan hæve den samlede ramme!

Folketingets og regeringens arbejde med de kolossale udfordringer, som rammer den offentlige sektor, burde starte et andet sted.
Med et nyt syn på, hvad det egentlig er, vi har brug for, og hvem der reelt løfter det arbejde. Med at INVESTERE LANGSIGTET i faglighed og de ANSATTE, som er fagligheden.

Der skal investeres rigtigt og fagligt

Det handler ikke om bare løseligt at tilføre og kaste ressourcer ind i vores arbejdspladser – men at investere dem rigtigt og fagligt. Med RESPEKT for faglighed. Med RESPEKT for krav til faglighed, herunder tid til uddannelse og efteruddannelse og kompetenceudvikling med meget mere.

Med RESPEKT for, at politifolk, læger, sygeplejersker med flere faktisk er kvalitet, meget høj kvalitet, og får løn ud fra det parameter. Det er systemet, trukket ned over vores arbejdspladser, som har efterladt os i en situation, hvor travlhed, nedslidning, ufornuft og kaos bliver argumentationen for højere løn. Ikke kvaliteten eller fagligheden, for der er slet ikke tid til at tale kvalitet.

Jeg har det meget svært med udtrykket varme hænder – for det lyder sympatisk, men det er i virkeligheden lidt nedladende og begrænsende.

Politifolk og andre velfærdsfaggrupper er KOLOSSALT meget mere end varme hænder – nærmere kloge hænder. Vi er en lang liste af faglige indsigter, viden, kompetencer og professionalisme, som kan betyde forskellen mellem liv og død, ødelagte liv, sygdom, uddannelse med meget mere. I en stadig mere krævende, kompleks og global virkelighed – vel at mærke.

Det er ikke den centrale akademiske ledelse, som er nødt til at ansætte en skov af mellemledere og analytikere og bureaukrati for at have overblikket, som gør forskellen eller leverer varen. Jo, måske til politikerne, som har kastet en særbevilling efter et givent område og vil have dokumentation.

Men i forhold til borgerne, velfærden og de ansatte er de næsten en modspiller, som sluger yderligere ressourcer, gør driften mere besværlig, stjæler tid og gør velfærden ringere. De stjæler også tid til personaleledelse og faglig ledelse fra vores egne dygtige ledere.

Vi lever med et overdimensioneret lag af indskudte led, dokumentation for dokumentationens skyld, excelfolk, kommunikationskonsulenter, papirstrateger og mange flere, som til gengæld kan levere lange lister over kompetencer og faglighed, som gør, at de lønmæssigt stikker helt af fra den i virkeligheden vigtige og afgørende mængde af ”blot varme hænder”.

Fagligheden i centrum

Jeg vil gerne rose vores ny justitsminister Mattias Tesfaye for klart at have sagt, at fagligheden og virkeligheden skal i centrum – ikke detailreguleringen. Og at det stiller krav til politiets ledelse om at gøre opmærksom på den faglighed.

Hvis politikerne virkelig vil blande sig og benytte valgkampen, som ikke officielt er startet, men alligevel fylder alt, så skulle de især kigge på konsekvenserne af at booste hele driften med et næsten kannibalistisk behov for ledelses- og strategisk bureaukrati.

Rigtigt mange faggrupper kan skabe værdi og være vigtige, fordi de leverer viden, økonomisk indsigt, forskning og andet. Men slet ikke det bureaukratiske dokumentationsmonster, som stjæler af lønsum, arbejdsglæde, tid til faglighed med meget, meget mere.

Det er påfaldende, at et stort igangværende forskningsprojekt om moralsk stress har fundet frem til en sandhed, de fleste offentligt ansatte allerede kender. Nemlig, at politifolk og andre faggrupper på velfærdsområdet er nødt til AT ARBEJDE UDEN OM reglerne for at føle, de kan gøre den forskel, som borgerne forventer.

Det siger alt om bureaukrati, usund indretning og et helt fejlagtigt syn på hvad og hvem, der egentlig skal levere arbejdet og velfærden.