Leder: Politiets forbandelse: Vi bliver altid overrasket af virkeligheden

Jeg siger ikke, at vi skal kunne forudse, hvad der vil ske. Slet ikke vanvittige og forfærdelige udviklinger, som Ruslands overgreb på Ukraine og det ukrainske folk. Eneste varme i alt det forfærdelige, er den forhåbentlige varige forståelse af, at samarbejde, sammenhold, demokrati, lighed, rummelighed og fred er værdier, der skal kæmpes for, værnes om, betales for. De er ikke gratis og må ikke glemmes.

Det skærer i hjertet, selv på erfarne politifolk, at møde flygtende, angste mødre og børn, der har efterladt far og bedsteforældre i en regn af bomber og ondskab på uvis tid.

Ukraine kunne ikke forudses. Men det uforudsigelige kan. Det kommer altid.

Der er al mulig erfaring, evidens og sikkerhed for, at noget vil ske, som kræver ekstra indsats, samt at verden vil forandre sig og udvikle sig, og det kræver uddannelse, fleksibilitet og overskud at tilrette sig og kunne agere fagligt i den sammenhæng.

Hvorfor har man så indrettet politiet efter en verden, hvor i morgen ligner i går?
Altså i en verden uden forandring, og hvor intet er uforudsigeligt. Den verden findes ikke!

Det er ikke det samfund, som møder politifolk, når de bevæger sig uden for stationen eller skal efterforske kriminalitet.
Derfor slæber politiet permanent rundt på et underskud af timer og uddannelse.
Vi vil gerne efteruddanne, men kredsene har ikke kunnet finde ressourcerne til det i årevis, udover det mest påtrængende. 
Vi skal efteruddanne, men der kommer altid noget vigtigere og påtrængende i vejen udefra.
Så næste år… måske.....

Nu er det Ukraine. Det skal vi tage os af, og gør det med hjerte, sjæl, professionalisme og indlevelse. Men det koster på al anden politidækning. Næste år er det noget nyt. Og året derefter ligeså.

Vi skal tale om faglighed, udvikling og investering

Der mangler simpelthen en langsigtet plan for politiet. Der mangler en politisk ansvarlighed omkring det at have et politi om 10 år, som stadig kan løfte opgaverne professionelt, dialogbaseret og i takt med tiden.
Vi har tabt så meget i de senere år, fordi vi hele tiden har sparet på udvikling og uddannelse. Det kommer til at gøre ondt på et tidspunkt.

Politiforbundet har længe talt for en langsigtet plan, og ikke mindst for en kontinuerlig og løbende udvidelse af politistyrken over 10 år. Så vi når de 15.000 politifolk, der flugter med også at kunne uddanne, kompetenceudvikle, løse nye opgaver, reelt løse udfordringerne med cyberkriminalitet, specialisere os, forebygge og skabe hele det fundament, som tryghed og retsstat skal hvile på, ligeværdigt og troværdigt for alle.

Vi har lige oplevet, hvordan politikerne på ingen tid har ændret kurs efter flere års nedslidende spareøvelse på forsvarsområdet.
Ukrainekrigen åbnede blikket for konsekvenserne, og at det krævede en massiv og voldsom forøgelse. Flere politikere har i samme ombæring medgivet, at man nok har været lidt for døve og blinde og tænkt, at ”går den, så går den”. Det samme oplever vi i politiet.

Der er meget ”går-den-så går-den” i driften.
Hvor længe går det ikke at efter- og videreuddanne og kompetenceudvikle i et dybt komplekst og digitaliseret samfund?

Hvor stort kan efterslæbet blive, og ønsker vi virkelig at risikere et fremtidigt underuddannet politi, som skal agere i et højtuddannet vidensbaseret samfund?

Hvor længe går det at sende politifolk til at slukke ildebrande, vel vidende at det efterlader andre småbrande, som så skal slukkes senere?
Vi er simpelthen udfordret fra så mange kanter og af en hastig udvikling i samfundet, at kun en langsigtet plan giver fornuft.

Det tangerer faktisk en skandale, at det allerede er kommet så vidt.
Hvor længe går det at sende politifolk til at slukke ildebrande, vel vidende at det efterlader andre småbrande, som så skal slukkes senere?

Vi er simpelthen udfordret fra så mange kanter og af en hastig udvikling i samfundet, at kun en langsigtet plan giver fornuft.

Og det skal være en langsigtet plan, som tager forbehold for virkeligheden i verden omkring os – ikke den boble, hvor i morgen ligner i går til forveksling, og som passer så godt ind i regneark, men ikke andre steder.
Politiet skal have lov til at forlade boblen og agere i virkeligheden. Den virkelige og globale.
Det kræver, at man tør tale faglighed, udvikling og investering.

Men burde politikere og samfundet ikke have lært det efterhånden?
Ikke mindst dette forfærdelige forår.
Vi burde alle være blevet klogere!