Nyhed

Nyhedsbrev

Ny undersøgelse: Stort pres på arbejdsmiljø og ressourcer

Resultaterne af ny medlemsundersøgelse i Politiforbundet viser, at knap ni ud af ti politifolk oplever, at de har svært ved at udføre deres arbejde tilfredsstillende, fordi de har alt for travlt. Otte ud af ti mener, at politiet i alt for høj grad bliver politisk detailstyret. På trods af en stærk korpsånd, som binder kollegerne sammen, har mere end hver tredje aktivt overvejet at søge orlov eller helt ud af politiet inden for de seneste 12 måneder.

Patruljevogn_radio

Det viser besvarelserne i en spørgeskemaundersøgelse, som Politiforbundet har foretaget i forbindelse med studiekredsarbejdet. 1.423 medlemmer har besvaret undersøgelsen. 

Tallene bekymrer forbundsformand i Politiforbundet:

Undersøgelsen fastslår, hvad Politiforbundet længe har kritiseret – nemlig mange års svigt, dårlig drift og mangelfulde investeringer. Politifolk løber alt for stærkt, og samtidig skal de igennem forhindringsbaner af detailstyring og overadministration, med en generel nedslidning af fagligheden til følge, lyder det fra Heino Kegel.

Politiforbundet har i årevis efterlyst en langsigtet plan for politiet, men man har undladt at investere de nødvendige ressourcer.

- Kollegernes arbejdsmiljø er under voldsomt pres. Det, mener jeg, undersøgelsen bekræfter. Jeg frygter en ond spiral, hvor dårligt arbejdsmiljø fører til personaleflugt og rekrutteringsproblemer. Politifolk løber stærkt som aldrig før, fordi der mangler ressourcer, siger Heino Kegel.

Han fortsætter:

- Det er nu, arbejdsgiver skal anerkende alvoren. Det handler om at anerkende udfordringerne i stedet for at lukke øjnene. Hvis ikke der kommer til at ske ændringer, frygter jeg en ond spiral, hvor dårligt arbejdsmiljø fører til reel personaleflugt. Det skal vi for alt i verden undgå, og Politiforbundet indgår gerne i en åben dialog om løsninger, afslutter forbundsformanden.


Politiforbundet: Koranlov bør være mere konkret

Lovgivningen skal være klokkeklar, og ingen politifolk skal komme i klemme, når de nye retningslinjer skal håndhæves. Sådan lød den første udmelding fra Politiforbundet i forhold til regeringens lovforslag om et forbud mod afbrænding af hellige skrifter. Efterfølgende har Politiforbundet afgivet et høringssvar til Justitsministeriet med en række betænkeligheder.

I høringssvaret fremgår det, at Politiforbundet finder flere svagheder ved lovforslaget, der skal gøre det strafbart at behandle »genstande af væsentlig religiøs betydning« på en »utilbørlig måde«.

Forbundet mener, at lovforslaget mangler konkretiseringer på flere områder – såsom hvilke genstande, der kan være tale om, og hvordan det skal vurderes, om noget er ”utilbørligt”.

Politiforbundets høringssvar ramte forsiden af Politiken tirsdag den 12. september, ligesom forbundsformand Heino Kegel har udtalt sig til forskellige medier, heriblandt P1, Radio24syv, Ritzau, Radio4 samt været i News & Co og Go’ Aften Danmark på TV2. 


Chikane: Politiforbundet i opråb til ministeren i åbent brev

Chikane af offentligt ansatte er et stigende problem, og det er dybt urimeligt, at offentligt ansatte skal betale så høj en pris for at udføre deres arbejde. Det mener Politiforbundet og seks andre fagforbund, der på Politiforbundets initiativ er gået sammen om et åbent brev til justitsministeren. Forbundene kræver politisk handling. Sammen har de opfordret Peter Hummelgaard til at genoptage lovarbejdet om bedre beskyttelse af offentligt ansatte, som har været sat på pause siden folketingsvalget.

- Vi mener ikke, at samfundet med de nuværende regelsæt passer tilstrækkeligt på sine medarbejdere. Politifolk og andre offentligt ansatte oplever i stigendende grad chikane blandt andet i form af at blive udstillet eller nedgjort på digitale medier eller ved misbrug af aktindsigt i personalemapper. Det er helt urimeligt og en alt for høj pris at betale for at passe sit arbejde, siger formand for Politiforbundet, Heino Kegel, som er initiativtager til det åbne brev.

Presse og politisk pres

Det åbne brev blev dækket i P1 Morgen, hvor politiassistent Line Tolstrup fra Københavns Vestegns Politi fortalte om, hvordan chikanen kan opleves, når der søges om aktindsigt i ens personalemappe. Forbundsformand Heino Kegel bredte problematikken ud, og retsordfører Bjørn Brandenborg (S) måtte svare på, hvad han vil gøre ved problematikken.

Socialdemokratiet vil gerne være med til ændre på reglerne for aktindsigt i blandt andet politifolks personalemapper, lød det fra Bjørn Brandenborg. Politisk har man efter seneste folketingsvalg ikke flertal for disse ændringer, men det indgår i arbejdet med at justere offentlighedsloven, forklarede retsordføreren.

Det åbne brev er underskrevet af følgende fagforbund: Politiforbundet, FOA, HK, Dansk Sygeplejeråd, Danmarks Lærerforening, Fængselsforbundet og Dansk Socialrådgiverforening.

Du kan læse det åbne brev her:

https://politiforbundet.dk/nyheder/aabent-brev-til-justitsministeren-fagforbund-opraab-om-chikane-offentligt-ansatte


Urimeligt at forskelsbehandle tilskadekomne tjenestemænd

Politiforbundet, Centralforeningen for Stampersonel og Fængselsforbundet råber sammen vagt i gevær i forbindelse med et lovforslag, der lægger op til forringelser af tjenestemænds erstatning for erhvervsevnetab efter en arbejdsskade. Lovforslaget vil i sin nuværende form betyde, at alle tjenestemænd risikerer ikke at være berettiget til erstatning for tabt erhvervsevne. Eller de vil opleve at få deres erstatning betydeligt nedsat – med helt op til 1,8 millioner kroner.

Det skyldes, at tjenestemandspensionens værdi ikke længere skal indgå i fastsættelsen af erstatningen – i modsætning til andre lønmodtagere, hvor der sker indbetaling til et pensionsselskab. De tre faglige organisationer har sendt et brev til partiernes beskæftigelsesordførere for at gøre dem opmærksom på forskelsbehandlingen. Lovforslaget forventes fremsat i oktober.

- Vi bliver ved med at forsøge at påvirke processen. Det er simpelthen ikke i orden at stille tilskadekomne tjenestemænd ringere end resten af befolkningen, fastslår Heino Kegel.


Mød formandskabet rundt i landet

I løbet af efteråret kommer forbundsformand Heino Kegel og næstformand Michael Bergman Møller ud til medlemsmøder i tre politiforeninger. På møderne vil formandskabet orientere om aktuelle politiske dagsordener og høre mere om, hvilke områder der optager medlemmerne pt. Møderne afholdes den 18. september i Horsens, den 12. oktober i Odense og den 2. november i Næstved.


Medlemstilbud: Gratis entre på Arbejdermuseet

Som en ny medlemsfordel kan alle Politiforbundets medlemmer fra den 1. oktober komme gratis på Arbejdermuseet. Medlemmet må også tage en gæst med gratis. Børn under 18 år er i forvejen gratis. Se mere her om det nye tilbud og hent onlinebillet (fra den 1. oktober).
https://www.arbejdermuseet.dk/besoeg/aabningstider-og-priser/gratis-adgang/


Nyt fagblad på vej

Et nyt fagblad er på vej, hvoraf flere af artiklerne allerede er publiceret online på politiforbundet.dk og dansk-politi.dk

Læs blandt andet om:

  • Ny medlemsundersøgelse: Politifolk er pressede af politisk styring og for mange opgaver.
  • Portræt af MC-betjent Mette Wittendorff.
  • Indblik i politiets forhandleruddannelse.
  • To garvede tillidsfolk fortæller om deres tillidshverv.
  • OK24: Kæmper for bedre løn.

Find fagbladets artikler her: https://dansk-politi.dk/


Udsendt som Politiforbundets Nyhedsbrev nr. 8 2023

Emne