Nyhed

Sagsbunker

Østjyske politifolk: Frustrerende, stressende og føles udsigtsløst

Østjyllands Politi er blevet pålagt af Rigsadvokaten at komme til bunds i bunkevis af gamle økosager. Det påvirker alle politifolk i kredsen, da kolleger afgives til opgaven og mangler tid til at lave deres kerneopgaver. – Det går ud over arbejdsglæden, skaber frustrationer, og fremtiden virker udsigtsløs, lyder det fra flere politifolk i Østjylland.

politi

Af Stine Svarre Gaardhøj

- Vi er blevet ramt af en ubarmhjertig virkelighed. Jeg bliver bremset og kan ikke gøre, hvad der faktisk kræves af mig. Den faglige opgaveløsning er elendig. Det er ekstremt utilfredsstillende.

Sådan sammenfatter en efterforsker øjeblikkets tilstand hos Østjyllands Politi.

Gangene og kontorerne står nemlig for tiden halvtomme mange steder i Østjyllands Politi. Flere politifolk er blevet udlånt til en særlig øko-taskforce, som skal komme til bunds i læssevis af gamle sagsbunker med sager om økonomisk kriminalitet.

Sagerne er over 800 dage gamle. Opgaven kan lyde som en lille ting, men det påvirker hele Østjyllands Politi voldsomt. Alle afdelinger er hårdt ramt, direkte eller indirekte. Det presser kollegerne, og der skal løbes ekstra stærkt for de tilbageværende i eksempelvis beredskabet. Andre afdelinger er så underbemandede, at de ikke kan løse de opgaver, som dagligt kommer ind og bliver til nye bunker, fortæller formand for Østjyllands Politiforening, Anita Frank.

Kollegerne føler sig magtesløse over situationen, som efterhånden har varet det meste af 2022 uden udsigt til forbedringer. Frustrationen og fortvivlelsen er udbredt hos de kolleger, som fagbladet DANSK POLITI har talt med.

- Jeg kan ikke køre ud på henvendelser fra borgere, da jeg mangler min makker, som er udlånt til økosager. Det er ekstremt utilfredsstillende, og det er da et kæmpe samfundsproblem, at vi ikke kan hjælpe borgerne. Det var ikke det, jeg købte ind på, da jeg valgte at gå ind i politiet, forklarer en efterforsker.

Rigsadvokat truer i kulissen

Foreningsformand Anita Frank fortæller, at ifølge ledelsen i Østjylland Politi, har Rigsadvokaten pålagt politikredsen at komme til bunds i de gamle økosager, ellers risikerer de at blive sat under administration. Det betyder, at alt andet, der kommer ind, bliver underprioriteret, og at politikredsen i stedet skubber opgaver og overarbejdstimer foran sig for at lave økosager, som er mellem 800-1.000 dage gamle.

- Det er politisk bestemt, at politikredsen skal afvikle sagsbunker. Det giver ingen faglig fornuft, men det er åbenbart ligegyldigt. Hvorfor vi er havnet i den her situation, kan jeg ikke få svar på fra ledelsen. Selvom de prioriterer i opgaverne, så er problemet, at der ikke forsvinder opgaver – og kriminalitetsbilledet er det samme. Man flytter rundt på ressourcer, og det giver udfordringer andre steder. Man fodrer hunden med sin egen hale. Det er en uholdbar situation, siger Anita Frank, der har forsøgt at gøre ledelsen i Østjylland opmærksom på udfordringerne længe.


Det er stærkt bekymrende

- Det værste er dog, at kollegerne er så pressede og belastede nu, at lyset er ved at slukke i øjnene på mange af dem. Beredskabet er maksimalt presset på weekendfrekvenser, og de har alt for mange arbejdsdage i træk og ingen tid til at behandle deres egne sager. Mange fortæller mig, at de føler, at det er svært at slå til, og at det eneste, der holder dem oven vande, er deres sociale relationer til hinanden. Det kan ikke fortsætte sådan her, fortæller foreningsformanden.


Sygefravær stiger

Anita Frank påpeger også, at kortidssygefraværet er steget markant i den seneste tid, og det tolker hun som en direkte konsekvens af det pressede arbejdsmiljø.

På spørgsmålet om, hvordan de østjyske kollegers ser på fremtiden, er svaret nedslående. Flere nævner, at de har mistet arbejdsglæden og føler såkaldt moralsk stress over ikke at kunne give borgerne en ordentlig behandling.

- Uvisheden er aldrig rar, og det har stået på for længe. Jeg glæder mig til, at sagsbehandling ikke længere er et tema, men vi er ikke blevet præsenteret for en løsning endnu. Det går ud over min arbejdsglæde og er utilfredsstillende og stressende, lyder det fra en yngre politiassistent i beredskabet. 


Fokus er ikke på politiarbejde

En anden ved ikke, om det er udbrændthed, eller om situationen er absurd.

- Der er aldrig fokus på det gode politiarbejde, men derimod på mål og resultatstyring. Det er frustrerende, for det handler det jo ikke om for os. Vi vil gerne gøre en forskel for borgerne, siger en politiassistent fra efterforskningen i Østjylland.

 

DANSK POLITI har besøgt Østjyllands Politi. I det næste nummer af fagbladet kan du læse en længere artikel om situationen gennem en række interviews med flere kolleger fra nogle af de afdelinger, som er berørt, samt med politiforeningen. Læs mere her.

 

 

Kontakt

Anita Frank

Anita Frank

Formand i Østjyllands Politiforening
23956801