Nyhed

Politiforbundet afholder virtuel kongres

På grund af fortsatte corona-restriktioner har Politiforbundet været nødt til at ændre sin kongres den 27. maj i Aarhus til en virtuel kongres, hvor de delegerede i stedet samles i deres foreninger og deltager via nettet. Kongressen bliver afviklet over én dag og starter klokken 9.00 den 27. maj.

Kongres holdes virtuel

Politiforbundets kongres i 2021 bliver ikke med faner, der bæres ind, og 180 tillidsfolk samlet i samme sal. På grund af fortsatte corona-restriktioner må den afholdes virtuelt den 27. maj.

- Det er brandærgerligt, fordi en kongres også er en fest for politifagligheden, for tillidsværket og for det særlige fællesskab. Vi skal hylde, udvikle og passe godt på. Nu bliver det så i en beskåret virtuel udgave, og det må vi få det bedste ud af – som med så meget andet i disse mærkelige tider, hvor en del af samfundet og arbejdet er underlagt de nødvendige restriktioner, siger Heino Kegel, forbundsformand.  

Valg af formand og næstformand

Kongressen er Politiforbundets øverste myndighed og afvikles hvert fjerde år.
Det er her ca. 180 tillidsfolk samles for at udstikke kursen for de næste fire års arbejde og kamp for politiets vilkår og faglige indsats.
Det er også her, at forbundsformand og næstformand vælges for en fireårig periode.

Det betyder, at Politiforbundet skal have ny næstformand, da Claus Hartmann har valgt at trække sig efter 12 år i stolen.

Ny kandidat til næstformandsposten er Michael Bergmann Møller, der er formand for Københavns Politiforening og allerede er medlem af Politiforbundets daglige politiske ledelse i Forhandlingsudvalget.

Heino Kegel, der blev valgt som ny forbundsformand på en ekstraordinær kongres den 22. januar, genopstiller som forbundsformand.

Så vidt er der ikke meldt andre kandidater ind til posterne.

Såvel justitsminister som rigspolitichef deltager i øvrigt med indlæg på kongressen.

Politiforbundets kongres kan følges via Politiforbundets hjemmeside samt via en række interviews og artikler.

Emne