Nyhed

Nyhedsbrev

Tilfredshed med at psykologtjenesten styrkes

Det har længe været Politiforbundets ønske at få styrket Rigspolitiets Psykologtjeneste – blandt andet med mulighed for kontakt hele døgnet og med tættere opfølgning af kolleger, der eksempelvis har afgivet skud eller været udsat for en traumatiserende hændelse. Det er ikke godt nok, at kolleger skal kontakte et eksternt krisepsykologkorps, når der sker voldsomme hændelser uden for normal arbejdstid.

Politimand patrulje ærme

Derfor glæder det Politiforbundet, at der nu sker en styrkelse af Rigspolitiets Psykologtjeneste inden for den forebyggende indsats med flere ressourcer, styrkede støttetiltag og en 24/7 vagtordning. Det er netop meldt ud på Polintra.

- Vi har påpeget problematikken over for Rigspolitiet, så det glæder mig meget, at man har fundet ressourcerne til at styrke psykologbistanden. Det er uhyre vigtigt, at vores medlemmer får bearbejdet voldsomme hændelser hurtigt og professionelt, siger Michael Bergmann Møller, medlem af Politiforbundets politiske ledelse.

Michael Bergmann Møller, medlem af Politiforbundets politiske ledelse, har tidligere efterlyst døgnåben psykologtjeneste og tæt opfølgning af kolleger.

Han fortsætter:

- Politijobbet kan være psykisk belastende og direkte traumatiserende, hvis voldsomme hændelser ikke bearbejdes hurtigt og med professionel hjælp – også uden for normal arbejdstid. Hvis en kollega eksempelvis har afgivet skud eller været udsat for en traumatiserende hændelse, er det vigtigt, at vedkommende bliver mødt af politiets egne psykologer, som har et mere indgående kendskab til politiets hverdag, og de ved, hvordan DUP og ledelsen agerer. Derudover kender de til de typiske psykologiske reaktioner både fra kolleger og fra deres nærmeste pårørende, siger Michael Bergmann Møller.

Psykologtjenestens kerneopgaver er psykologiske debriefinger, individuelle psykologiske støttesamtaler, systematisk supervision af ansatte med særlige belastende arbejdsområder og indsatser i relation til mental parathed og forebyggelse af stress.

 

Følg Politiforbundets kongres live

Politiforbundet afholder kongres den 27. maj. På grund af corona-restriktioner bliver kongressen dog virtuel, hvor 170 tillidsfolk sidder spredt ud over landet i stedet for at samles i Aarhus, som det oprindeligt var planlagt. I samme forbindelse er afviklingen af kongressen skåret ned til en dag.

Kongressen er Politiforbundets øverste myndighed og samles hvert fjerde år for at vælge formand og næstformand for den kommende periode, samt udstikke kursen for de næste fire års politifaglige indsats.

Politiforbundet skal i den forbindelse have ny næstformand, da Claus Hartmann efter 12 år på posten, har valgt at gå på pension.

Michael Bergmann Møller, der er formand for Københavns Politiforening, er kandidat til at overtage næstformandsposten. Heino Kegel genopstiller som forbundsformand. Han blev valgt på en ekstraordinær kongres den 22. januar 2021, da posten blev ledig.

Du kan følge Politiforbundets kongres live via streaming fra Politiforbundets hjemmeside.

Kongressen starter kl. 9.00 den 27. maj 2021 og varer til kl. 18.30.


Få rabatter via PlusKort

Politiforbundets medlemmer får nu adgang til adskillige rabatter via Fagbevægelsens Fordelsprogram. Her er der indgået godt 1.300 rabataftaler med 3.000 unikke handelspartnere. Det kan gælde alt fra køb af sko, til rejser og billeje.

Som medlem af Politiforbundet er det fortsat også muligt at opnå rabatter gennem Forbrugsforeningen.

PlusKort er gratis for Politiforbundets medlemmer og kan downloades i Appstore eller til Androidtelefoner, hvorefter det skal valideres med NemId. Der er tale om et virtuelt kort, som bruges ved handel.

Appen viser oversigter over såvel nærmeste tilbud som bedste rabat. Det er også muligt at tilmelde sig PlusKort Guld, hvor man får et fysisk MasterCard.

Spørgsmål om PlusKort kan rettes til Fagbevægelsens Fordelsprogram på telefon 70 10 20 60 eller via mail på info@pluskort.dk. Du kan læse mere på https://pluskort.dk


Politiforbundets Nyhedsbrev nr. 14 2021