Nyhed

Corona

Spørgsmål-svar om arbejde og Corona-smitte

Situationen omkring Coronavirus udvikler sig hurtigt. Det påvirker hele Danmark, og der er mange informationer at forholde sig til også arbejdsmæssigt. Her er samlet nogle af de relevante spørgsmål og svar om coronavirus i relation til dit arbejdsliv. Har du sundhedsmæssige spørgsmål, så henvises der til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

stop_patrulje

 

Kan arbejdsgiveren omlægge min arbejdstid?

Ja, ifølge politiets arbejdstidsaftale kan den planlagte tjeneste til enhver tid omlægges. Det gælder lige indtil det tidspunkt, hvor medarbejderen møder på tjeneste. Hvis tjenesten forskydes med mindst 8 timer fra det planlagte begyndelsestidspunkt, og hvis der sker med mindre en 72 timers varsel inden påbegyndelsen af den pålagte (nye) tjeneste, udløser dette et honorar. Hvis tjenesten omlægges fra en 8 timer tjeneste til mere (fx fra en 8 timers tjeneste til en 12 timers tjeneste) udløser dette ikke noget honorar.
 

Kan jeg få inddraget min ferie?

Ja, du kan risikere at få inddraget din ferie i tilfælde af force majeure, hvilket den nuværende situation med corona virus må vurderes at være. Inddragelsen af ferien skal være begrundet i driftsmæssige hensyn, og det skal være nødvendigt, at ferien inddrages for denne bestemte kollega. Muligheden for inddragelse af ferien gælder både tjenestemænd og overenskomstansatte. Hvis en medarbejders ferie inddrages, skal pågældende kompenseres således:

  1. Hvis ferien inddrages med kortere varsel end en måned for restferie og 3 måneder for hovedferien, og ferien ikke er påbegyndt, skal vedkommende kompenseres med 1,8 timer betalt frihed for hver inddraget feriedag samt en ny feriedag.
  2. Hvis medarbejderen allerede har startet sin ferieafvikling, skal vedkommende kompenseres med 3,6 timers betalt frihed for hver inddraget feriedag samt en ny feriedag.

 

Kan min aftalte ferie ændres, hvis jeg ikke kan afholde ferie på grund af coronavirus?

Du har ikke krav på at få ændret din ferie. Du og din leder har dog mulighed for at aftale, at ferien afholdes på et andet tidspunkt. Omlæggelse af ferien skal dog være begrundet i driftsmæssige hensyn, og det skal være nødvendigt, at din ferie omlægges. Hvis din leder omlægger din ferie, og det dermed medfører udgifter for dig (fx afbestilling af rejse, feriebolig eller lignende), holdes du skadesløs efter de almindelige erstatningsretlige principper.
 

Er der særlige forholdsregler i forhold til borgerkontakt?

Ja, sundhedsmyndighedernes anbefalinger for personlig kontakt skal følges. For at reducere risikoen for politiets medarbejdere tages der følgende forbehold og alle kunder skal som udgangspunkt håndteres som potentielle smittebærere.

  • Samtale skal om muligt foregå på afstand – mere end to meter.
  • Undgå så vidt muligt tæt kontakt, det vil sige ansigt til ansigt eller kontakt med kropsvæsker eller materiale forurenet af kropsvæsker.
  • Vask eller afsprit ofte dine hænder.
  • Giv om muligt personen et almindeligt mundbind, som vedkommende selv påsætter.

 

Jeg har meget borgerkontakt i mit arbejde – får jeg mundbind, som jeg kan tage på?

Nej. Der er som udgangspunkt ikke nogen, der skal bruge mundbind eller andre værnemidler på arbejdet. Det er uanset om din borgerkontakt skyldes, at du sidder i ekspeditionen eller kører patrulje. Du skal kun benytte mundbind, hvis det er beordret af din leder.
 

Hvorfor skal jeg ikke arbejde hjemme?

De medarbejdere, som ikke skal arbejde hjemme, er vurderet til at varetage kritiske opgaver, som skal varetages, og som ikke kan udføres forsvarligt andre steder end på arbejdspladsen. Det anbefales at man følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer for forebyggelse af smitte herunder god håndhygiejne og eventuelt lokale skærpede retningslinjer.


Kan jeg selv bestemme, om jeg vil arbejde hjemme, hvis jeg er nervøs for at blive smittet med coronavirus?

Nej, du kan ikke selv bestemme, at du vil arbejde hjemme. Du skal tage fat i din nærmeste leder, der beslutter, om det er foreneligt med dit arbejde, at du arbejder hjemme.

 

Skal jeg oplyse min arbejdsgiver om, at det er coronavirus, jeg er syg med?

Myndighederne anbefaler, at du oplyser din arbejdsgiver om, at du er syg med coronavirus, så arbejdsgiveren kan tage fornødne foranstaltninger for at hindre yderligere spredning af sygdommen, der vil kunne få alvorlige konsekvenser. 


Mit barn har coronavirus, hvad er mine rettigheder?

Hvis dit barn bliver smittet med coronavirus, så er du som forælder stillet på samme måde, som ved enhver anden barns sygdom. Men du vil med meget stor sandsynlighed selv blive pålagt hjemmekarantæne, hvilket formentligt løser eventuelle pasningsproblemer.


Jeg har fået coronavirus på arbejdet. Er det en arbejdsskade?

En person kan få anerkendt sygdom med COVID-19 som en arbejdsskade, hvis det kan sandsynliggøres, at sygdomsramte har været udsat for en konkret smitte i forbindelse med arbejdet og efterfølgende er blevet syg, eller hvis vedkommende har været udsat for risiko for smitte over en periode i forbindelse med sit arbejde og efterfølgende er blevet syg.

Dette gælder for det første ansatte i sundhedssektoren, der direkte og i stort omfang har kontakt med patienter, som er konstateret smittet eller syge med COVID-19.

For andre medarbejdergrupper, herunder politiet gælder; Der kan derfor være konkrete tilfælde, hvor en ansat i denne medarbejdergruppe kan sandsynliggøre, at vedkommende er blevet udsat for smitte på sit arbejde.

Kravene til anerkendelse af ulykkestilfælde er blandt andet;

  • diagnosen COVID-19 er stillet,
  • der har været tale om en konkret hændelse eller påvirkning inden for 5 dage i form af en påviselig
  • smitterisiko på arbejdet, og
  • der er sandsynliggjort årsagssammenhæng mellem denne smitterisiko og pådragelse af sygdommen.

Hvis en sygemeldt medarbejder mener at være blevet syg på baggrund af én konkret hændelse i forbindelse med arbejdet eller har været udsat for påvirkning (smitte med COVID-19) i op til 5 dage i forbindelse med sit arbejde, skal det behandles som en arbejdsulykke. Det kunne eksempelvis være en politibetjent, der er blevet hostet i ansigtet. Det kan også være en læge/sygeplejerske, som normalt er på et ambulatorium, som i fx 3 dage har arbejdet på en afdeling med COVID-19 smittede.

For COVID-19 indebærer det, at arbejdsgiveren skal anmelde sygdomstilfælde med COVID-19, når følgende tre kriterier er opfyldt:

  • en medarbejder er blevet syg med COVID-19,
  • der er mistanke om, at medarbejderen kan være blevet smittet i forbindelse med en konkret hændelse
  • eller kortvarig udsættelse for smitte i forbindelse med arbejdet, samt
  • en af følgende kriterier:

a. Medarbejderen kan have krav på ydelser efter arbejdsskadesikringsloven (fx behandlingsudgifter, godtgørelse for varigt mén m.v.) ELLER

b. Medarbejderen har været sygemeldt (helt eller delvist) i mere end 5 uger.

Du kan læse mere på www.aes.dk
 

Jeg er ansat i fleksjob – hvordan er jeg stillet?

Ansatte i fleksjob følger overenskomstens regler. Hvis der ikke er en overenskomst på ansættelsesområdet, fastsættes arbejdsvilkårene efter aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren, og er der en relevant sammenlignelig overenskomst på området, tages der udgangspunkt i denne. De fleksjobansatte er således dækket af reglerne i overenskomster og de lokale aftaler på arbejdspladsen. Det kan være behov for, at man på arbejdspladserne forholder sig til den enkelte ansatte og dennes helbredsmæssige situation, og at man – hvis der ikke er regler herom i overenskomsterne – lokalt aftaler sig frem til en løsning for den enkelte.

Tag kontakt til din fagforening, hvis din arbejdsgiver kræver din tilstedeværelse på arbejdspladsen, og du er utryg ved at møde op på grund af din helbredsmæssige tilstand.

Hvis du er ansat i fleksjob og er hjemsendt af din arbejdsgiver uden ret til løn, og din arbejdsgiver ikke har haft andre muligheder end hjemsendelse som følge af myndighedernes anbefalinger på grund af udbruddet af Corona-virus, kan der udbetales ledighedsydelse, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Kan min arbejdsgiver pålægge mig at bruge min flekskonto?

I det omfang du har overskud på din flekskonto, kan timerne afvikles præcis som det er aftalt f.eks. i overenskomst, personalehåndbog eller din ansættelseskontrakt.
 

Hvad er min situation, hvis jeg er politielev i en skoleperiode?

Alle skoler og institutioner for ungdomsuddannelser og videregående uddannelser holder lukket foreløbigt frem til den 10. maj. Som elev på skole eller institution sendes du hjem. Din skole eller uddannelsesinstitution skal i videst muligt omfang afholde digital undervisning i den lukkede periode.

Elever vil fortsat være i gang med deres uddannelse og skoleperiode. De er ikke fritstillet og modtager den forsørgelse, de hidtil har haft. Hvis du har modtaget SU, vil du fortsat modtage SU.

Som politistuderende har du et ansættelsesforhold, og du skal derfor  efterkomme eventuelle ordrer om tilstedeværelse. Endvidere vil du som politistuderende kunne blive indsat til løsning af særlige politiopgaver. I så tilfælde vil du modtage løn.


Er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig i en helt specifik arbejdssituation?

Du kan som altid tage kontakt til din lokale politiforening eller nærmeste tillidsrepræsentant.

Læs flere spørgsmål-svar på Pol-Intra og hold dig opdateret om seneste nyt om coronasmitten på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og på coronasmitte.dk.

Corona god hygiejne