Nyhed

Bevar store bededag: En afskaffelse er et brud på vigtige principper

Politiforbundet bakker op om at bevare store bededag sammen med den øvrige fagbevægelse. - Det er uacceptabel indgriben i den danske aftalemodel og tyveri af kollegernes kostbare fritid, lyder kritikken fra forbundsformand Heino Kegel, som også deltog i den fælles demonstration foran Christiansborg den 5. februar. Op mod 50.000 mennesker deltog.

Demo1.1.

Der var op mod 50.000 samlet til fælles demonstration foran Christiansborg søndag den 5. februar. Politiforbundets formandskab samt den daglige politiske ledelse deltog sammen med tillidsfolk, medlemmer og ansatte i Politiforbundets sekretariat.

Af Stine Svarre Gaardhøj

Det har været de store skyts fra fagbevægelsen, der har været fremme i kampen for at bevare store bededag som en helligdag. Regeringen bebudede i sit regeringsgrundlag, at den agtede at sløjfe helligdagen for at bruge det økonomiske råderum, man opnåede derved, til forsvaret. Siden har der lydt massive protester, ikke mindst fra de faglige organisationer og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), som har mobiliseret medlemmer i underskriftindsamling, demonstrationer og kampagne på sociale medier samt i medierne.

Politiforbundet bakker op om kritikken og har opfordret medlemmer til at skrive under på den fælles underskriftindsamling www.bevarstorebededag.dk, som i skrivende stund har 460.000 underskrifter.

- Regeringens ønske om at afskaffe store bededag er først og fremmest uacceptabelt af principielle årsager. Det undergraver den danske aftalemodel, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der laver aftaler omkring løn og arbejdsvilkår, derfor kan vi selvfølgelig ikke støtte forslaget, siger forbundsformand Heino Kegel.

Han uddyber:

Nogle vil måske mene, at det er ligegyldigt for vores medlemmer, da politifolk alligevel skal på arbejde, uanset om det er en helligdag eller ej. Det rammer alle vores medlemmer, og de, der er på arbejde, eksempelvis i beredskabet, vil ikke blive kompenseret som før – de mister både tillæg og retten til en ny fridag, lyder det kritisk fra forbundsformanden.

Mindre tid med familien

Heino Kegel er også bekymret for politifolkenes mulighed for at puste ud i et travlt job, der både kan være fysisk og psykisk hårdt.

- I Politiforbundet har vi gennem mange år haft fokus på at få bedre balance mellem arbejde og fritid. De seneste trivselsmålinger viser, at det er en stor udfordring for mange. Med afskaffelsen af store bededag stjæler regeringen af kollegernes kostbare fritid sammen med familien. Det mener vi er helt forkert og uacceptabelt, så naturligvis støtter vi op om den fælles sag med at bevare store bededag, siger Heino Kegel.

I alt deltog op mod 50.000 mennesker i demonstrationen. Fra Politiforbundet deltog formand, næstformand, den daglige politiske ledelse, tillidsfolk, medlemmer og ansatte i Politiforbundets sekretariat. 

Farvel til store bededag

Hvad betyder forslaget om at afskaffe store bededag for en polititjenestemand?

  • Arbejdstidsnormen hæves 7,4 timer årligt. Alle Politiforbundets medlemmer vil miste en fridag og skal arbejde en dag ekstra om året.
  • Er man vant til at arbejde i treholdsskift og dermed arbejde på en helligdag som store bededag, så mister man tillægget, som helligdagen ville have givet. Helligdagstillægget er 25 procent af lønnen og svarer til cirka 400 kr.
  • Ifølge forslaget skal der ydes en lønkompensation på 0,45 procent.
  • Tjenestemænd bliver ikke pensionsmæssigt kompenseret. Det betyder, at man hvert år skal arbejde en dag ekstra for at optjene fuld pension.
  • Politistuderende og – politikadetter bliver ikke yderligere kompenseret for at være i skole en ekstra dag om året.
  • Loven kommer ikke til at gælde for Grønland og Færøerne.