Nyhed

Løn

Trepartsforhandlinger: Skuffede politifolk

Trepartsforhandlingerne er netop afsluttet, og udvalgte faggrupper kan nu se frem til et lønløft. Politiet har ikke været blandt disse udvalgte grupper og får dermed heller ikke mere i lønningsposen.

Politi

- Det er dybt skuffende, at politifolk ikke får del i lønkronerne. Politifolk stiller altid op i alle situationer, hvor andre måske trækker sig. Politiet står i forreste linje, når der skal passes på samfundet. Men står desværre bagerst i køen, når der skal uddeles lønkroner. Det er stærkt utilfredsstillende, lyder det fra forbundsformand Heino Kegel.

Han fortsætter:

- Politifolk bør anerkendes for de vigtige kerneopgaver, de udfører i vores velfærdssamfund. De er slet ikke lønnet højt nok i forhold til de høje krav, den faglighed og den kompleksitet, som følger med politiarbejde af i dag. Nu retter vi fokus på OK24-forhandlingerne, hvor vi har en forventning om, at politifolkene bliver tilgodeset, og at solidariteten dermed går begge veje, siger Heino Kegel.

- Det lader til at være en fornuftig aftale, der er blevet forhandlet hjem af Fagbevægelsens Hovedorganisation, hvor faggrupper blandt andet inden for sundhedsområdet vil få mere i løn. Det er godt for dem og fuldt fortjent, men jeg er grundlæggende ikke tilhænger af, at man spiller faggrupper ud mod hinanden, som man har gjort med lønløftet til udvalgte faggrupper, siger Heino Kegel.

Forbundsformanden peger også på, at løn er et vigtigt parameter i forhold til at kunne fastholde og rekruttere i politiet.  

- Der er alt for få politifolk til at løse alt for mange opgaver. Tallene siger det meget tydelige, når der i øjeblikket er over to millioner timer opsparet i tilgodehavende frihed. Der drives nærmest rovdrift på politifolk for at få enderne til at nå sammen, og det kan hverken de eller deres familier blive ved med at holde til. Der er brug for flere politifolk. Men det forudsætter, at arbejdsvilkårene – herunder lønnen – er tilstrækkelig attraktiv til, at vi kan fastholde vores nuværende dygtige kolleger og rekruttere politistuderende fremadrettet, fastslår Heino Kegel.