Nyhed

OK24

OK24: Gode elementer – armene er dog ikke over hovedet

- Vi har hverken armene over hovedet eller tommelfingeren nedad. Det har været svære forhandlinger, men der er gode elementer i aftalen, siger forbundsformand Heino Kegel efter Politiforbundets Hovedbestyrelse har drøftet OK24-aftalen på et møde mandag aften.

OK24

Politiforbundets Hovedbestyrelse drøftede mandag aften OK24-aftalen, der søndag blev forhandlet på plads på statens område for en toårig periode.

Lønmodtagerorganisationerne – herunder Politiforbundet – gik til forhandlingerne med forventninger om en tocifret rammeaftale. Aftalen landede på 8,8 procent over to år.

- Vi har hverken armene over hovedet eller tommelfingeren nedad. Det har været svære forhandlinger, da regeringen kort før jul nedjusterede forventningerne til de privatansattes lønudvikling, og finansministeren lagde et loft på 8,8, procent, som han ikke har villet afvige, siger forbundsformand Heino Kegel efter hovedbestyrelsesmødet.

Han mener, at der er flere gode elementer i aftalen, som hurtigt vil kunne mærkes i medlemmernes økonomi.
Hvis aftalen stemmes hjem af de faglige organisationer, vil hovedparten af rammen – omkring seks procent – udmøntes pr. 1. april i år. Det svarer til en lønstigning på 1.500 til 2.050 kroner om måneden, alt efter hvor man som medlem er indplaceret lønmæssigt. Stigningen vil være højere for ledere i politiet.

- Det kommer vores medlemmer til at få glæde af, så snart overenskomsten træder i kraft. Vi får ikke med denne aftale indhentet flere år med rekordhøj inflation, men det er et godt stykke ad vejen, siger Heino Kegel.

Han fremhæver, at det også er aftalt, at der udover rammen skal være ekstraordinære lønforhandlinger i november 2025, hvis lønudviklingen på det private arbejdsmarked har udviklet sig positivt. Det mener CFU, at den vil gøre. Forskellen vil så blive forhandlet og udmøntet i november 2025. CFU forventer, at udmøntningen vil ligge på mellem 0,65-1,0 procent.

Lokale forhandlinger
I aftalen er også en pulje på 36 millioner kroner til de grupper i politiet, der varetager særligt udsatte funktioner. Ligesom det er aftalt, at der afsættes yderligere midler til forhøjelse af lokallønspuljen på to gange 11 millioner kroner. Dertil kommer, at en procent af den samlede ramme afsættes til lokale organisationspuljer.

- Politiforbundet vil arbejde for, at arbejdstidsaftalen bliver forbedret via midlerne i organisationspuljen. Det er der stærkt brug for. Vores medlemmer bør i højere grad kompenseres for omlægninger, tilkald med videre, siger Heino Kegel.

De lokale forhandlinger vil strække sig over de næste fire uger mellem arbejdsgiver og Politiforbundet.
Efterfølgende mødes Hovedbestyrelsen igen for at drøfte det samlede resultat for OK24, og hvordan Hovedbestyrelsen forholder sig til det.

Fakta om OK24-aftalen:
  • Rammen bliver 8,8 procent over en toårig overenskomstperiode.
     
  • Der vil være en relativ stor udmøntning på ca. seks procent pr. 1.4. 2024.
     
  • Det er aftalt, at der udover rammen skal være ekstraordinære lønforhandlinger i november 2025. Hvis lønudviklingen på det private arbejdsmarked har udviklet sig positiv, hvilket CFU mener, at den vil gøre. Forskellen vil blive forhandlet og udmøntet i november 2025. CFU forventer, at udmøntningen vil ligge på mellem 0,65-1,0 procent.
     
  • Ud over rammen er der forhandlet 36 millioner til Politiforbundets medlemmer (Særligt udsatte medarbejdere). Det er næsten dobbelt så meget som udgangspunktet.
    Disse penge udmøntes via lokallønnen til lokal forhandling.
     
  • I rammen er der forhandlet organisationspuljer på 1,0 procent til lokal forhandling.
     
  • Der afsættes yderligere midler til forhøjelse af lokallønspuljen på to gange 11 millioner kroner.
     
  • Den særlige feriegodtgørelse forhøjes fra 1,5 til 2,02 procent. Stigningen kompenserer for afskaffelsen af Store Bededag samt tab for arbejdstidsbestemte tillæg.
     
  • Inflationen er bremset op, og lønmodtagernes købekraft ventes ved udgangen af 2025 at være tilbage på omkring 2021-niveau, som var inden inflationen tog fart.
     
  • Hvis overenskomstaftalen tiltrædes af de faglige organisationer, vil den gælde fra 1. april 2024 til 31. marts 2026.
     
  • Læs mere her: Faktaark - OK24-forliget i staten (fm.dk)