Nyhed

Nyhedsbrev

Stor utilfredshed i Politiforbundet med regeringens lønløfte til andre faggrupper

Politiforbundet er dybt utilfreds og skuffet over, at politifolk ikke er blandt de prioriterede faggrupper, som regeringen vil give et ekstraordinært lønløft i forbindelse med kommende trepartsforhandlinger. – Vi er dybt skuffede på medlemmernes vegne, som fortjener at blive anerkendt lyder det fra forbundsformand Heino Kegel.

Uniform_ærme

Ifølge regeringens udspil er det sygeplejersker, sosu’er, pædagoger og fængselsbetjente, som skal have et lønløft på omkring 2.500 kr. om måneden, og det har fået Politiforbundet til at melde kontant ud i medierne og på sociale medier. 

- I Politiforbundet mener vi som udgangspunkt, at alle offentligt ansatte fortjener mere i løn og en større anerkendelse for at udføre vigtige samfundsopgaver. Regeringen begrunder deres prioritering med, at de vil tilgodese faggrupper, som har markante rekrutterings- og fastholdelsesvanskeligheder, direkte borgerkontakt og arbejder på skæve tidspunkter. Det undrer mig, at politifolk ikke hører ind under disse kriterier, lyder det fra Heino Kegel.

Han fortsætter sin kritik:

- Vi har oplevet rekrutteringsudfordringer i politiet siden 2022, og desværre viser vores seneste medlemsundersøgelse også, at mere end hver tredje aktivt har overvejet at søge orlov eller helt ud af politiet. Et hårdt arbejdsmiljø og stort arbejdspres gør også, at fastholdelse af medarbejdere er udfordret, siger Heino Kegel og uddyber:

- Vores medlemmer leverer sikkerhed og tryghed til borgerne hver eneste dag. Når andre løber væk fra farlige situationer, løber politifolk fremad, anholder bandemedlemmer, forebygger og fjerner gerningsmænd, der begår overgreb mod børn samt passer på truede politikere, underretter om dødsfald og meget mere. Det gør de 365 dage om året, 24 timer i døgnet. Det burde de belønnes for. Regeringen er fuld i gang med en charmeoffensiv under mottoet: ”Vi passer godt på dem, der passer godt på os”. Det undrer mig, at man har overset politiet i den ligning, lyder det fra Heino Kegel.

Arbejder under vanskelige arbejdsvilkår

Politiforbundets formand har de seneste dage og uger både i TV, radio og skrevne medier udtalt sig i kontante vendinger. Han har blandt andet fremhævet de vanskelige arbejdsvilkår, som politiet arbejder under som et argument for, at politifolk burde komme i betragtning til det særlige lønløft.

- Tingene hænger ikke sammen, og politifolk løber stærkt som aldrig før. Der er alt for få politifolk til at løse alt for mange opgaver. Tallene taler deres eget tydelige sprog, når der i øjeblikket er over to millioner timer opsparet i tilgodehavende frihed. Der drives nærmest rovdrift på politifolk for at få enderne til at nå sammen, og det kan hverken de eller deres familier blive ved med at holde til. Der er brug for flere politifolk. Men det forudsætter, at arbejdsvilkårene – herunder lønnen – er tilstrækkelig attraktiv til, at vi kan fastholde vores nuværende dygtige kolleger og rekruttere politistuderende fremadrettet, fastslår Heino Kegel.

Forbundsformanden mener derudover også, at regeringen spiller de offentlige faggrupper ud mod hinanden, hvilket Politiforbundet ikke ønsker at medvirke til.

- Jeg synes, det er utidigt at sætte navn på en række faggrupper, inden trepartsforhandlingerne overhovedet er begyndt. Det er noget, som medvirker til intern splid mellem faggrupperne. I Politiforbundet fortsætter vi naturligvis med at kæmpe for, at vores medlemmer får den løn, de fortjener, og som står mål med den store samfundsopgave, de løfter. Det gør den ikke i dag, slutter forbundsformanden.


Udsendt som Politiforbundet Nyhedsbrev nr. 9 2023