Nyhed

En uønsket ”julegave” til pressede politifolk

Politiet stiller selvfølgelig op og løser samfundskritiske situationer. Det gælder også i forhold til de ekstra opgaver, som politikerne med få timers varsel har pålagt mange politifolk hen over julen, og som ødelægger i forvejen nødlidende vagtplaner.

Patruljevogn_radio

- Men politikerne skal også forstå, at det her igen-igen gør ondt på politiet, og det risikerer at blive for presset og surt, når vi hele tiden halser efter. Vi mangler en langsigtet plan, som står mål med den virkelighed, vi arbejder i, siger Politiforbundets formand, Heino Kegel.  

- Det er absolut ikke en ”julegave”, der vækker glæde. Det er mange politifolk, som får ødelagt deres jul med kort varsel. Man skal ikke tage fejl af de store frustrationer og den følelse af straf og uretfærdighed, som endnu engang er ”belønningen” for altid at være til rådighed, siger forbundsformand Heino Kegel om tiltaget, som træder i kraft tirsdag, hvor politiet med meget kort varsel skal overtage Forsvarets opgaver inden for bevogtning og grænsekontrol.

- Når det er sagt, så stiller politiet op. Det gør politiet altid. Professionelt og serviceminded. Nu handler det bare om at få minimeret skaden for de politifolk, som i forvejen er presset i bund af flere års misligholdelse, hvor puslespillet med sagsbunker, opgaver og timetal slet ikke går op. Før det her var vagtplanerne svære at få til at hænge sammen. Nu handler det om at begrænse det værste kaos, fortsætter han.

Ifølge Politiforbundet bør det her vise politikerne, at der er behov for, at de trækker i arbejdstøjet og tager ansvar, når det handler om dansk politi.

- Vi står med en vigtig og akut samfundsopgave, som skal løses. Det gør politiet hele tiden. Det skal vi. Men rammerne og den politiske forståelse kunne godt nok være bedre, siger forbundsformanden.

Når vi kommer ud på den anden side af denne opgave, vil vi gøre alt for endnu engang at skabe politisk forståelse for, at politiet skal have en langsigtet plan, som flugter med virkelighedens krav. Vi kan ikke klare flere snuptagsløsninger  som en kraftigt forkortet uddannelse og flere års fravær af videreuddannelse. Dårlige og langtidsskadelige løsninger. Det kan simpelthen blive for surt og for presset at arbejde i politiet. Man får igen indtrykket af, at politikerne er rigtig glade og taknemmelige for, at politiet passer så godt på samfundet, men at de samtidig ikke rigtigt selv tør tage ansvar og passe på politiet, når det kommer til stykket, siger han.

Hvor er den langsigtede plan?

Heino Kegel gør opmærksom på, at politiet i forvejen er udfordret af ophobet afspadsering og alt for mange lappeløsninger og mangler.

- Vi har længe vidst, at der mangler op mod 3.000 politifolk for, at vi bliver i alt de 15.000, der skal til. Det vil tage cirka 10 år at nå det på en realistisk og holdbar måde. Og det er dybt nødvendigt. Vi skubber, hvad der svarer til mindst halvanden politikreds af ophobet afspadsering foran os. Altså, at man kunne lukke Fyns Politi i halvandet år, hvis den optjente frihed skulle afvikles. Det er synligt i såvel vagtplaner som i efterforskningsafdelinger. Og det bliver kun endnu værre, hvis ikke der snart kommer en langsigtet plan, fortsætter Heino Kegel.

Han henviser til, at politiet ikke, som andre, kan hente vikarer ind.

- Andre faggrupper kan hente vikarer ind, lave deltidsordninger, alt muligt andet. Det kan politiet ikke. Der er kun en lukket mængde af politifolk at tage af. Dem bruger vi til at lappe stadig flere huller, mens opgavemængden følger samfundsudviklingen og vokser og vokser, og akutte kriser og situationer opstår hele tiden, siger forbundsformanden.


Tag ansvar denne gang

- Mit håb er, at det her endnu engang vil åbne politikernes øjne for, hvor presset et politi vi har. Og at det måske denne gang vil blive betalt med andet end skåltaler, symbolpolitik, lidt tvungen udbetaling af afspadsering og detailregulering. Virkeligheden er altså ikke et glansbillede tegnet af embedsværket eller regnestykkerne i et konsulentark. Virkeligheden er politi, som i den grad mangler politisk ansvarlighed og lys for enden af tunnelen. Det vil vi i Politiforbundet gøre, hvad vi kan, for at minde politikerne om, fastslår Heino Kegel.

Emne