Alt for få politifolk i regeringens udspil

Regeringen har fremlagt en plan for politiet – illustreret gennem 23 punkter, eller initiativer, som regeringen selv kalder det.

Som med så meget andet i politik er det meste af indholdet ord og gode intentioner.

Det er velment, i takt med tidsånden, og der er lidt til ”gården og gaden”.

På den måde er regeringens udspil til en flerårsaftale for politiet genkendeligt – der fortælles rundhåndet om penge og ressourcer, men går man det efter i sømmene, er det mere tvivlsomt, om regnestykket overhovedet går op.

I perioden 2021-2024 vil regeringen komme med en nettoudvidelse af politistyrken på 300 politifolk.

De skal komme over de første to år.

Hænger slet ikke sammen

300 ekstra politifolk forslår slet, slet ikke. Det altoverskyggende problem for dansk politi er nemlig den enorme mangel på timer og politifolk.

Vi har allerede en af de mindste politistyrker i Europa fordelt på antal borgere, og vi har kun lige fået rettet op efter de katastrofale år mellem 2011-2015, hvor der blev sparet markant, fra 11.100 til 10.500 politifolk.

Med 300 ekstra politifolk er vi dårligt fulgt med befolkningsudviklingen.

Vi har i dag en politistyrke på godt 11.300. Skulle vi have fulgt med befolkningstilvæksten, burde vi være omkring 11.600.

Den danske befolkning er nemlig vokset, og vokser fortsat, og vil om få år, ifølge Danmarks Statistik, runde seks millioner indbyggere.

Samtidig er politiets opgavemængde vokset drastisk, og med terrortrussel, globalisering, voldsom stigning i psykisk syge og hele cyberområdet står vi med udfordringer, som slet ikke kan sammenlignes med vilkårene for ti år siden.

Samfundet har flyttet sig kolossalt på ti år, verden ligeså, men politiet drives stadig efter kalkuler, som om hverken terror, cyberkriminalitet eller bandekrig er synderligt krævende opgaver.

De kan åbenbart klares inden for den eksisterende timemængde!

I vores nabolande har samfundet begået samme fejl.

Men til gengæld også været hurtigere til at indse fejlen, og der er planlagt massive udvidelser af politistyrkerne.

I Norge har man nu to politifolk pr. 1.000 indbyggere.

Det er ikke engang i den høje ende, men alligevel, overført til danske forhold, svarende til, at vi nu burde være næsten 11.650 politifolk.

300 politifolk over de næste fire år er altså alt, alt for få. Alle gode initiativer vil i længden kuldsejle på manglen af timer og hænder.

Forskellen i udregning skal lige med – for den samlede forståelses skyld. Når vi opgør politistyrken i Danmark, regner vi ALLE med, også politielever, politifolk i Grønland og Færøerne, og tilmed dem på orlov.

Det gør vores nabolande ikke. De regner i aktive og færdiguddannede politifolk.

300 politifolk over de næste fire år er altså alt, alt for få. Alle gode initiativer vil i længden kuldsejle på manglen af timer og hænder.

Erfaringsmæssigt frygter vi i Politiforbundet, at det næste, der vil ske, er, at vi tilmed skal bruge tid på at måle og oprette et system, som efterfølgende dokumenterer, at de 300 politifolk er kommet og har gjort en forskel.

En politisk håndsrækning risikerer at blive fulgt op af dokumentationskrav og målkrav, som i princippet udhuler tilførslen af ressourcer.

Vi skal have flere politifolk end de 300, som regeringen foreslår. Politiforbundet har længe holdt fast på, at en årlig nettoudvidelse på 300 politifolk over ti år er eneste vej frem, hvis opgavemængde, forventninger, krav, arbejdsmiljø og indsats skal kunne hænge fornuftigt sammen. Hvis vi skal have et politi, der er trygt, nærværende og tillidsvækkende, og som flugter med den retsstat og det demokrati, vi alle sætter pris på.

Ja til mindre detailstyring

Regeringens udspil til en flerårsaftale er naturligvis kun et oplæg til forhandling – og de forhandlinger vil nok vare mange uger frem. Der er flere gode initiativer og hensigter. Blandt andet mere fokus på nærhed og mindre detailstyring.

Det er gode og vigtige signaler.

Detailstyring af politiet og politiets arbejde har taget overhånd og kostet dyrt på faglighed og service. Det samme gælder i de mange år, hvor politiet i stigende er grad er blevet fjernet fra borgerne og kun identificeret, når de ræsede forbi med udrykningssignalerne aktiveret. Nærheden skal genskabes, den tillid og forebyggende effekt, der opbygges, er uvurderlig. Den kan ikke nødvendigvis måles, men den kan mærkes af alle. Den betyder ganske enkelt et bedre og mere ligeværdigt samfund!

Proaktivt og nærværende politi rimer på sammenhængskraft.

Pas på fagligheden i Rigspolitiet

I regeringens initiativer er der andre punkter, som både kan synes fornuftige og bekymre på én og samme tid.

Man varsler, at en reform af Rigspolitiet vil frigøre op mod 300 politifolk ekstra til udadvendt arbejde.

Det er ren talleg, for 300 politifolk fra Rigspolitiet kan ikke bare sendes ud i landet, og det efterlader i øvrigt en lang række vigtige opgaver uløste i Rigspolitiet. Det er at blæse og have mel i munden, for Rigspolitiet skal omorganiseres, men ikke på bekostning af vigtigt arbejde, af dygtige politifolk og løfter, som ikke kan holde, når de bliver til virkelighed.

Jeg kunne godt ønske mig, at politiet selv får langt større indflydelse på indretningen af fremtidens rigspoliti ud fra faglige hensyn. Altså, at det ikke bliver Christiansborg, som sætter stregerne. Det samme gælder i forhold til ønsket om 20 nærpolitistationer. De bliver kun en succes, hvis det er faglighed, som afgør placeringen, og hvordan nærpoliti bør udføres i de enkelte politikredse.

Når alt det er skrevet, så venter der politiet nogle spændende uger.

Politikerne har alle tiders mulighed for at skabe en fornuftig faglighed og ny tilgang til politiet, som holder i fremtiden. Ikke mindst i forhold til en reel og nødvendig udvidelse.

I Politiforbundet vil vi kæmpe for, at det sker på et oplyst grundlag og uden symbolpolitik.

Lyt til os, lyt til fagligheden, lyt til politifolkene selv.