- Det er så forfærdeligt - vi ser magtesløse til!

- Missionen fungerer stadig, og er i øjeblikket i færd med at tilpasse både mandat og de operationelle aktiviteter, så vi kan yde den størst mulige indsats for at hjælpe. En af områderne, hvor indsatsen forventes styrket, er her og nu assistance til både det almindelige politi samt grænsepoliti og toldere. Assistancen vil blandt andet kunne bestå af udstyr, som eksempelvis radioer, uniformsgenstande og førstehjælpstasker, sortering og screening af flygtninge samt at sikre, at nødhjælp kommer frem. EUAM er en rådgivningsmission i den civile sektor og kan derfor ikke beskæftige sig med decideret krigsmateriel, fortæller Jens H. Møller.

Føler en enorm afmagt

Inden krigen handlede hans arbejde om at hjælpe med rådgivning af politifolk og ledelse, samt træning i forhold til at opbygge og hjælpe ordenspolitiet i Ukraine. Derfor havde han også et tæt netværk af lokale politifolk på missionen i Kiev.

Den 56-årige politikommissær beskriver situationen som en følelse af afmagt og forfærdelse:

- Vi føler en enorm afmagt. Det er forfærdeligt. Vi har ingen muligheder for at påvirke situationen på de overordnede linjer, men kan kun håbe, at nogen kommer til fornuft og stopper invasionen. Vi har i de seneste døgn kun haft meget begrænset eller ingen kontakt med vores normale samarbejdspartnere i politiet fra de forskellige større byer, herunder Kyiv og Kharkiv. Jeg kan kun forstille mig, hvordan det er, og hvor travlt kollegerne har. De skal sørge for at et civilsamfund fungerer, at ambulancer kan komme frem til sårede, at der er nogenlunde ordnede forhold i en situation, hvor også civile områder og infrastruktur er under beskydning. Herudover skal politi og sikkerhedstjenesten også opspore fjender, som arbejder skjult inden for landets grænser for at hjælpe russerne, siger han.

Et stolt folk

Han og missionen er dog i daglig kontakt med de ukrainske, tidligere politifolk, som var ansat i tilknyttet EUAM missionen.

- For de lokale politifolk, som er tilknyttet missionen, ved vi, at de kæmper hårdt for netop at bringe orden i en kaotisk situation, og sørge for at samfundet fungerer. De er nødt til at blive, da alle mænd mellem 18-60 år har fået forbud mod at forlade landet. De har selvfølgelig også valgt at blive, fordi de skal passe på deres familier, som ikke kan eller vil flygte ud af landet. Det er en barsk situation, siger Jens H. Møller.

- Vores største håb er, at de klarer sig helskindet igennem krigen, og hver eneste dag er det en lettelse, når man ved, at de er ok.

- Det er ufatteligt tragisk og trist. Når man har været i Ukraine og ved, hvor stolt, positivt og fantastisk et folk det er, så gør det virkelig ondt. Ukrainere har en meget stor national stolthed over det, de har bygget op de seneste år i forhold til demokrati og fremgang.  De har virkelig kæmpet for at nå så langt og kæmper stadig. Det er et land under opbygning, som er nået langt, men stadig er skrøbeligt, fortæller han.