Nyhed

Flere sager ender i Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Fra 2018 til 2019 er der sket en stigning i anmeldte adfærdsklagesager, færdselssager og straffesager til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP). Det fremgår af DUP’s årsberetning for 2019.

DUP årsberetning 2019

Af forbundssekretær Jan Hempel

F lere og flere sager omkring politifolks ageren lander i DUP. I forhold til DUP´s første leveår (2012) har der været en stigning i det samlede antal anmeldelser på hele 59 procent. Det er dog ikke nødvendigvis et udtryk for, at politifolk opfører sig dårligere end tidligere. Det kan også være et billede på, at befolkningen er mere opmærksom på klagemulighederne, og at borgerne i højere grad benytter sig af dem.

Ser vi nærmere på tallene for 2019, viser DUP’s årsberetning, at der i forhold til 2018 har været en stigning på 9 procent i anmeldte straffesager, en stigning på 17 procent i anmeldte adfærdsklagesager og en stigning på 26 procent i færdselssager.

DUP har eksempelvis vurderet 469 adfærdsklagesager i 2019. Ud af disse sager har DUP enten beklaget eller fundet forholdet uhensigtsmæssigt. Det svarer i store træk til, at 16 ud af 469 adfærdsklager er afgjort med en tjenstlig samtale.

I 4,1 procent af de 469 sager har DUP udtalt kritik. Det svarer til, at 19 ud af 469 adfærdsklager er afgjort med en disciplinærsanktion, som kan være en advarsel, irettesættelse, bøde, overførelse til andet arbejde, degradering eller afsked.

Når det drejer sig om straffesager har DUP afgjort 501 sager. I 217 af sagerne, svarende til 43 procent, har DUP afvist anmeldelsen, og de resterende 284 sager, svarende til 57 procent, er sendt til Statsadvokaten med henblik på vurdering af tiltalespørgsmålet. Årsberetningen indeholder ingen statistik over, hvorvidt Statsadvokaten har rejst tiltale eller ej i disse sager.

Markant stigning i færdselsuheld

Færdselssager er et kapitel for sig i årsberetningen. Blandt andet fordi der er sket en markant stigning i færdselsuheld, hvor der er politifolk involveret. På tre år er stigningen på hele 93 procent – fra 192 færdselsuheld i 2016 til 374 i 2019. Statsadvokaten har i 2019 truffet afgørelse i 315 sager med enten et bødeforlæg eller et tiltalefrafald. De resterende sager er henlagt af forskellige årsager, inden de nåede Statsadvokatens bord.

Ser man på det samlede antal afgjorte færdselsager i 2019 i DUP, udgør de 616 sager. Men kun i de 58 er der fundet et belæg for et tiltalegrundlag. Det vil sige, at der enten er rejst en tiltale, udstedt et bødeforlæg eller uddelt et tiltalefrafald.

Skal lære af de farlige eftersættelser

Endelig indeholder årsberetningen et afsnit om, at DUP har haft fokus på politiets eftersættelser med alvorlig tilskadekomst eller dødsfald til følge. DUP har blandt andet samlet og delt følgende erfaringer med politiet:

•   Sagerne illustrerer en gråzone.

•   Der er grundlag for læring.

•  Praksis og viden kan bruges i undervisningen – DUP har herunder aftalt med Politiskolen, at der fremover jævnligt skal udveksles erfaringer til brug for undervisningen.

Du kan læse hele årsberetningen fra DUP på www.politiklagemyndigheden.dk

 

Emne