Nyhed

POL-DISP bliver væsentligt forsinket og dyrere

Politiets nationale disponeringsplatform, POL-DISP, skulle efter planen have været implementeret og udrullet til landets politikredsene i løbet af 2024. Men et aktstykke til Folketingets Finansudvalg viser, at disponeringsplatformen både bliver væsentligt dyrere og forsinket med omkring tre år. - Dybt bekymrende og frustrerende, siger Politiforbundets formand, Heino Kegel.

IT Vagtcentral

Af Karina Bjørnholdt
Arkivfoto: Jakob Boserup

En ny, landsdækkende disponeringsplatform over politiets tilgængelige ressourcer, primært i form af personale og køretøjer, skal dels højne og ensrette kvaliteten i politiets disponering, dels sikre en modernisering af politiets it-understøttelse ved at erstatte flere eksisterende systemer, herunder HS2 i Københavns Politi.

Men nu lader it-platformen, POL-DISP, som skulle have været udrullet i løbet af næste år, vente på sig. Igen, kan man sige, da udrulningen tidligere er blevet udskudt.
Af et aktstykke fra Justitsministeriet til Folketingets Finansudvalg fremgår det, at Rigspolitiet forventer yderligere forsinkelser og fordyrelser. Hidtil er projektet løbet op i knap 388 millioner kroner.

Forsinkelsen skyldes primært lokalemæssige udfordringer hos Københavns Politi, og dermed en senere implementering af POL-DISP. Rigspolitiet estimerer, at det først kan ske i begyndelsen af 2026.
Derudover forventes en yderligere forsinkelse af udrulningen af it-platformen til de øvrige 11 politikredse. Hovedsageligt på grund af forsinkelser i leverancen af standardsystemet og som følge af ressourceudfordringer i Rigspolitiet Koncern IT.

Rigspolitiet forudser, at projektudgifterne vil stige med omkring 10 procent, men de afledte driftsafgifter som følge af ovenstående udfordringer forventes at stige ”betydeligt”, ifølge aktstykket. Rigspolitiet vurderer, at man først i andet halvår af 2023 kan fremlægge en konkret tidsplan og en endelig kortlægning af de økonomiske konsekvenser.

I Politiforbundet ser forbundsformand Heino Kegel med stor alvor på forsinkelsen:
- Det er både dybt bekymrende og frustrerende, at dansk politi fortsat må halte efter på it-fronten i forhold til det samfund, vi er en del af. Jeg frygter, at POL-DISP bliver et nyt skandaleprojekt, som vi i sin tid så med sagsbehandlingssystemet POLSAG, der i sidste ende måtte droppes. Det kostede skatteyderne en halv milliard kroner. Det må for alt i verden ikke ske igen, siger Heino Kegel.

 

 

Emne