Nyhed

Motion i arbejdstiden

En klar gevinst for politikredsen

Det er ikke svært at få det til at fungere med motion i arbejdstiden. Det fortæller foreningsformand Lars Wolsgaard om ordningen i Københavns Vestegns Politi. De ansatte har mulighed for at træne én time i arbejdstiden om ugen, hvis arbejdet tillader det. Det er skrevet ind i politikredsens personalepolitik, og resultatet er glade og tilfredse medarbejdere, som bliver mindre syge.

Motion og træning

Af Stine Svarre Gaardhøj

I Københavns Vestegns Politi har man gode erfaringer med at lade de ansatte motionere i arbejdstiden. De har lov til at træne på forskellige måder – i motionsrummet, løbe eller gå en tur sammen eller hver for sig, når arbejdet tillader det. Det er en betingelse, at træningen skal foregå i et motionsrum på en af politikredsens tjenestesteder eller starte og slutte på stationen. Det er dermed ikke tilladt, at løbe- eller cykelturen bliver en del af ens transport til og fra hjemmet.

Der er ingen regler for hvilken type motion, man vælger. Det kan være alt lige fra at cykle, løbe eller gå til at løfte tunge vægte eller lave en fælles aktivitet på kontoret. Motionen skal dog foregå i tidsrummet mellem klokken 6 om morgenen til klokken 17, så det er ikke tilladt at motionere på nattevagter.

- Det er meget populært, og det bliver brugt af mange. De ansatte er utroligt glade for ordningen. Nogle steder træner man sammen i en afdeling, og på den måde bruges det også som en social aktivitet, hvor det er med til at styrke fællesskab og sammenhold, fortæller Lars Wolsgaard.

Lars Wolsgaard
- Jeg synes, det er utrolig godt givet ud med motion i arbejdstiden, og at der er en ledelsesmæssig accept. Det er helt logisk og indlysende, at politifolk holder deres form ved lige og holder sig fysisk stærke, siger Lars Wolsgaard

Gevinsterne taler sit tydelige sprog, forklarer foreningsformanden.

- Alt i alt er medarbejderne glade for tilbuddet og mange, men ikke alle, benytter sig af det. Vi får gladere, sundere og mere tilfredse medarbejdere, som er mindre syge og mere produktive. Så det er rent win-win og en virkelig god ordning, mener Lars Wolsgaard.
 

Høj trivsel og lavt sygefravær

Som en bonus kan politikredsen aflæse tydelige positive resultater af den ugentlige motion i arbejdstiden. Sygefraværet er dalet markant i løbet af de seneste år. Derudover giver det glade og tilfredse medarbejdere, hvilket slår igennem i trivselsmålingerne, som ligger højt, og det samme kan man se på målinger af produktiviteten, som også er steget.

- I politikredsen går det fysiske og psykiske arbejdsmiljø hånd i hånd. Der er ansat en fysioterapeut, som hjælper, hvis der opstår skader i forbindelse med arbejdet. Ligeledes er der ansat en trivselskonsulent, som primært tager sig af det psykiske arbejdsmiljø, men hvor motion eller træning også kan være en del af behandlingen.
 

Udfordring at træne ved treholdsskift

Retten til motion i arbejdstiden er som nævnt skrevet ind i personalepolitikken i politikredsen, og det betyder, at det ikke er til debat, om man må eller ej. Men det kræver tillidsfulde aftaler ledere og medarbejdere imellem.

- Man må træne, når arbejdstiden tillader det. Og det kan især være en udfordring, når man kører treholdsskift, men her kan man lave en aftale med sin leder om, at man motionerer én time, før ens vagt begynder eller én time efter endt vagt. Timen vil efter aftale indgå som arbejdstid. Men det kræver, at lederen og medarbejderen har aftalt det på forhånd, forklarer Lars Wolsgaard.

Han fortsætter:

- Nogle af dem, som har faste dagvagter fra klokken 8-16, kan bedre selv bestemme, hvornår det passer dem at gå ned i motionsrummet eller løbe en tur. Det er selvfølgelig mere tillidsbaseret – og det fungerer også rigtig godt.

Tilbuddet om en ugentlig times motion er til alle faggrupper, og det er frivilligt.

- Jeg synes, det er utrolig godt givet ud med motion i arbejdstiden, og at der er en ledelsesmæssig accept. Det er helt logisk og indlysende, at politifolk holder deres form ved lige og holder sig fysisk stærke, siger Wolsgaard.

Emne