Nyhed

Motion

Motion i arbejdstiden giver smil, overskud og arbejdsglæde

Meditation, elastiktræning, aktive møder, udstræk og armbøjninger. Det er eksempler på fælles motion i arbejdstiden, som er kommet godt i gang på kontorerne i NCIK i Valby. Mikrotræningen er sat i system og drives af udnævnte sundhedsambassadører. – Det giver energi, velvære og overskud at træne sammen. Men det kræver opbakning fra ledelsen, og at nogle tager ansvaret for at sætte træningen i gang, lyder det fra en af initiativtagerne bag.

elastikktræning

Af Stine Svarre Gaardhøj

motion i arbejdstiden
- Vi politifolk bruger det meste af vores liv på at passe på andre mennesker. Borgerne og vores egen familie. Men hvem passer på os? Det kan vi gøre bedre, og det skal vi blive meget bedre til, så vi undgår stress og langtidssygemeldinger. Det starter hos os selv, siger Pia Stokholm Nielsen.

Som en del af den nye nationale vision om sundhedsfremmende tiltag i dansk politi, har man i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) igangsat en række tiltag med motion i arbejdstiden. I Nationalt Center for It-Kriminalitet (NCIK), som hører under NSK, er man allerede langt fremme i forhold til forskellige former for mikrotræning i afdelingerne. Der er netop uddannet 10 sundhedsambassadører, som har ansvaret for at tage initiativ og organisere fælles øvelser med kollegerne.

En af drivkræfterne bag mikrotræningen er 47-årige Pia Stokholm Nielsen, som er politiassistent. Hun har fuld af entusiasme grebet bolden og fået sat motion og bevægelse på dagsordenen for kollegerne.

- Personligt har træning altid fyldt meget for mig. Det giver mig energi og gør mig glad, og det motiverer mig, når mine kolleger oplever samme positive effekter af træningen, fortæller Pia Stokholm Nielsen.

Hun er, udover at være sundhedsambassadør, også arbejdsmiljørepræsentant og har privat taget kurser inden for kostvejledning, træning, meditation og åndedræt. Hun dyrker selv boksning, styrketræning og yoga, og senest er isbadning blevet en stor passion.

- Når man arbejder i et hårdt miljø, som eksempelvis i beredskabet, så har træning givet mig en overskudsfølelse til at møde verden og borgerne. Den følelse vil jeg gerne dele med mine kolleger, fortæller Pia Stokholm Nielsen.


Sover bedre om natten

I NCIK har man et træningsrum i kælderen til medarbejderne, men det nye initiativ med mikrotræning foregår i fællesskab i kontorlokalerne og tager dagligt omkring 5-10 minutter.

- Kollegerne er rigtig glade for, at der er blevet sat fokus på bevægelse og motion i arbejdstiden. Jeg får mange positive tilbagemeldinger fra nogle, som ikke har haft lyst eller modet til at begynde i et træningscenter, men som stille og roligt er kommet i gang med at lave øvelser sammen med andre. Nogle skriver til mig, at de er begyndt at sove bedre om natten som følge af vores fællestræning, og det er da løn i sig selv at høre disse positive tilbagemeldinger, lyder det begejstret fra Pia Stokholm Nielsen.

motion i arbejdstiden
- Det behøver ikke være besværligt eller kompliceret, når man skal mikrotræne i arbejdstiden. Brug en stol til at lave planke eller træn triceps, lyder det.


Lidt bevægelse hver dag er bedre end slet ingenting

Ifølge Pia Stokholm Nielsen er det en win-win-situation og en investering for både arbejdsplads og den enkelte medarbejder at komme i gang med at motionere i arbejdstiden. Hun er klar over, at det umiddelbart kan være lettere at motionere i arbejdstiden, når man sidder bag et skrivebord og ikke har direkte borgerkontakt. Men samtidig påpeger hun vigtigheden i at tænke i sundhedsfremmende tiltag, hvad enten man sidder på en stol en hel dag, eller om man kører beredskab og har skiftende arbejdstider.

- Det giver smil, overskud og arbejdsglæde – man fyldes med endorfiner. Det giver også et bedre kollegialt sammenhold og overskud i privatlivet, fortæller Pia Stokholm Nielsen.


Et frivilligt tilbud

Sundhedsambassadørerne i NCIK har gennem et eksternt firma fået en introduktion til, hvordan de motiverer og organiserer øvelser og motion i arbejdstiden for kollegerne. Det er også deres ansvar at indkalde kollegerne.

- Det er en balancegang i forhold til, hvor meget man kan tillade sig at presse på for at få alle med. Og det er selvfølgelig et frivilligt tilbud, som man kan takke nej til. Derfor stiller det krav til sundhedsambassadøren om at tilpasse øvelserne, så det giver mening for den enkeltes behov. Nogle vil ikke deltage, da de ikke kan lide at svede i arbejdstiden. Det er jo en reel indvending, men så kan man lave udstræk i stedet, fortæller Pia Stokholm Nielsen. 


Meditation som mental pause og aktive møder

Meditation og mindfulness er også noget, som Pia har introduceret for sine kolleger, og som mange har taget godt imod, selvom der var lidt skepsis i begyndelsen.

- Mange kender udfordringen med sagsbunkerne, som hober sig op sammen med et stigende arbejdspres. Flere og flere rammes af stress på arbejdsmarkedet, og derfor er de mentale pauser utroligt vigtige i løbet af en arbejdsdag. Jeg kan eksempelvis lave en kort seance på 10 minutter med meditation som en mental pause, hvor vi sidder sammen, lukker øjnene og lytter til stemmen fra en meditations-app. Det er en slags reset-knap, og det er vigtigt for hjernen at få små pauser midt i al travlheden, fortæller Pia Stokholm Nielsen. 

Som noget nyt har hun også også introduceret muligheden for aktive møder, aktive møder, som indebærer, at mødedeltagere ikke sidder alt for længe ad gangen. Der ligger nu træningsterninger i alle mødelokaler.

- Man kan kaste en terning med billeder af træningsøvelser på, og så er det ellers i gang med udstrækning, squats eller armbøjninger. Det skal ses som en aktiv pause, som giver blodcirkulation, røde kinder, og vi kan grine sammen af det, hvorefter mødet kan fortsætte eller afsluttes. Alt sammen frivilligt og blot et tilbud til kollegaerne, lyder det fra Pia.

Fire nationale fokusområder i forbindelse med sundhedsfremme i dansk politi:
  • Politiet skal være røgfri arbejdsplads senest ved udgangen af 2024.
  • Fokus på kost i kantineordninger og ved forplejning.
  • Uhensigtsmæssige sundhedsmæssige belastninger ved skifteholdstjeneste skal mindskes.
  • Medarbejdernes fysiske sundhed skal understøttes gennem lokalt besluttet og tilrettelagt fysisk aktivitet i arbejdstiden.


Gør det simpelt

De bedste råd, som Pia Stokholm Nielsen vil give videre, er, at man ikke skal gøre det så kompliceret at være aktiv i arbejdstiden, og at lidt motion er bedre end ingenting.

- Husk at man skal tilpasse øvelserne efter kollegerne og hvilken type arbejde, man udfører. Og så skal der være en ansvarlig, som sætter det i gang. Det dur heller ikke, hvis ikke ledelsen bakker op, afslutter Pia Stokholm Nielsen.

Næste projekt for Pia Stokholm Nielsen er at få indført fælles udendørstræning, hvilket er på vej til at blive implementeret. Derudover er en tilknyttet fysioterapeut højt på hendes ønskeseddel.

Emne