Nyhed

Nyt formandskab

Nyt makkerpar i Politiforbundet: - Vi skal have verdens bedst uddannede politifolk

Ambitionerne hos det nyvalgte formandskab er høje på medlemmernes vegne. De vil have verdens bedste politi og verdens bedst uddannede politifolk. Det kræver, at politiets basisuddannelse bliver forbedret, og at der sættes gang i efter- og videreuddannelsen. Opgaven er stor, men det skræmmer ikke det nye makkerpar. - Vi klør på fra en ende af og tager det bid for bid, indtil vi er i mål, lyder det.

Heino Kegel og Michael Bergmann Møller

Af Stine Svarre Gaardhøj

Det nye formandskab med forbundsformand Heino Kegel og næstformand Michael Bergmann Møller har et klart mål om at gøre noget ved politiets mangeårige uddannelsesefterslæb. De insisterer på, at basisuddannelsen skal have et løft, og at der skal sættes gang i mere efter- og videreuddannelse. Det er den dagsorden, de netop er blevet valgt på til Politiforbundets kongres, og som de skal levere på.

Analysen er klar. Uddannelsen er gennem en årrække blevet skåret væsentligt ned. Politifolk bliver ikke uddannet tilstrækkeligt, og der bliver ikke brugt tid på at efteruddanne og videreuddanne. Sådan har det kørt i flere år, og det kan ikke fortsætte på den måde, da det vil udhule politiuddannelsen og fjerne respekt og status, mener de.

- Vi skal se politiet som et fag, der også kræver forskning, refleksion og vidensdeling. Og som skal udvikles. Den kamp starter allerede i morgen, hvis det står til mig, sådan lød det fra forbundsformand Heino Kegel i sin tale til kongressen.

Nu er det op til det nye makkerpar at gøre noget ved situationen. At ændre på tingene. Kampen for verdens bedst uddannet politi begynder nu. Men spørgsmålet er, hvad formand og næstformand vil gøre, og om det ikke er en sang, man har hørt før?


Tilbage hvor det hele startede

Fagbladet DANSK POLITI inviterede derfor forbundsformand Heino Kegel og næstformand Michael Bergmann Møller med på en tur ned ad Memory Lane – til en snak om, hvordan de vil gribe opgaven an. Turen går til et sted, som alle politifolk er rundet af, og hvor formandskabet selv for 20 år siden trådte ind ad døren med stolthed og store forventninger om at gøre en forskel. Nemlig Politiskolen i Brøndby.

Heino Kegel og Michael Bergmann Møller hilser denne formiddag på tre-fire unge mænd, der er i gang med dagens selvstudie. De har båret vægtskiver og vægtstang udendørs, og er nu i fuld gang med bænkpres. Et hurtigt kig på deres overarme vidner om, at det har de prøvet før. Rundt omkring på skolens område står mindre grupper af elever. Nogle holder pause, andre er ude som en del af undervisningen.

Forbundsformanden er hurtig til at gribe chancen, da politieleverne opfordrer makkerparret til at tage et par runder med vægtstangen. Heino Kegel griner, mens han smider jakken og løfter vægtstangen uden problemer. Politieleverne ser anerkendende på, mens de fortæller, at de er lidt frustrerede over, at træningslokalet ikke er åbent for dem endnu på grund af coronarestriktioner.

Heino Kegel og Michael Bergmann Møller 2021
Heino Kegel (tv) og Michael Bergmann Møller er blevet valgt som henholdsvis forbundsformand og ny næstformand i Politiforbundet blandt andet på en dagsorden om, at basisuddannelsen skal have et løft, og at der skal sættes gang i mere efter- og videreuddannelse. De så allerhelst, at bacheloren blev genindført i stedet for basisuddannelsen, men erkender også, at det bliver mere end svært.


Sammenhold og samarbejde

Det er præcis 20 år siden, at Heino Kegel selv gik på Politiskolen i Brøndby. Hans første semester var på den daværende politiskole på Artillerivej på Amager, inden turen gik videre til Brøndby, hvor han gik på PG2. Han genkender straks den høje ikoniske skorsten over for skolen, men også forhindringsbanen og mindes løbeturene rundt på området.

- Jeg husker tydeligt min første dag som ung elev. Jeg var både benovet og stolt over at være startet, men jeg husker især tilbage på det særlige fællesskab, som var et bærende element. Jeg havde også en følelse af at være noget helt specielt. Og jeg har stadig samme følelse i dag, fortæller Heino Kegel.

Michael Bergmann Møller husker også sin tid på Politiskolen, som foregik dels på Artillerivej og dels på Slotsherrensvej.

- Det var en fed tid med et godt læringsmiljø, og hvor sammenholdet og fællesskabet betød meget – og stadig gør. Det var ikke en drengedrøm for mig at blive politibetjent, men jeg blev dog hurtigt bidt af det under selve optagelsesprøven. Og jeg har været bidt af det lige siden, siger Michael Bergmann Møller.

De er enige om, at tiden som politielev er vigtig, for det er hér fundamentet lægges for det videre arbejdsliv.

- Det er hér, du lærer, hvad makkerskab betyder, og hvad det vil sige at kunne stole på hinanden og have din makkers ryg, supplerer Michael.

- Sammenholdet og samarbejdet er nogle af de vigtigste værdier og egenskaber, man lærer og tilegner sig på
Politiskolen. Det er helt afgørende, at man spiller hinanden gode, hjælper og løfter hinanden op. Det er, hvad fællesskabet går ud på, siger Heino Kegel.

Fællesskabet og sammenholdet er stadig intakt, men når det kommer til at opretholde et højt fagligt niveau og forny politifolks viden og kompetencer, så er uddannelsen ikke som den har været, ifølge formand og næstformand.  

Formandskabets fire-års plan for Politiforbundet:

• Styrke og forbedre Politiforbundets tillidsrepræsentantuddannelse.

• Styrke samarbejdet med Politilederforeningen centralt og lokalt.

• Være mere synlig og tilgængelig over for medlemmerne.

• Styrke samarbejdet med de lokale arbejdsmiljøorganisationer.

• Styrke samarbejdet i de lokale og det centrale samarbejdsudvalg.

• Opmærksomhed på de små medlemsgrupper i Politiforbundet.

Den største udfordring er uddannelsen

Uddannelse har været Michael Bergmann Møllers og Heino Kegels vigtigste mærkesag i deres valgkamp for at blive valgt som forbundsmand og næstformand. De vil have meget større fokus på kvalitet og politifaglighed i debatten om politiet. Det starter på skolebænken og i auditoriet.

På spørgsmålet om, hvad der er dansk politis største udfordring netop nu, falder svaret resolut på uddannelsesgabet og manglende efter- og videreuddannelse.

Men hvorfor er det så vigtigt for Heino Kegel og Michael Bergmann Møller at gøre politiets uddannelse bedre, og hvorfor insisterer de på mere og bedre efter- og videreuddannelse? Er det ikke godt nok, som det er i dag?

- Desværre er uddannelsen ikke fulgt med samfundsudviklingen og de ændringer, der er sket i kriminalitetsbilledet. Det er vigtigt, at politifolk får den relevante uddannelse og hele tiden er opdateret blandt andet inden for it, økonomisk kriminalitet og terror, som har ændret sig meget de seneste år. Og her skal politifolk kunne følge med samfundsudviklingen, ellers kan de ganske simpelt ikke opklare sagerne, forklarer Heino Kegel.

- Politiarbejdet kræver specialisering. Når læringsfundamentet er etableret under basisuddannelsen, og kollegerne har fået nogle års erfaring i politiarbejdet, skal efter- og videreuddannelsen prioriteres benhårdt. Vi kan ikke være bekendt, at turnuspersonale først kommer på det relevante fagkursus, efter de er startet i en ny afdeling. Jeg tænker her på afhøring- og observationskurser, ligesom uddannelse i it-programmer og ny lovgivning også skal prioriteres. På samme måde må vi erkende, at kriminalitetsudviklingen går forrygende stærkt, og det kræver en massiv uddannelsesindsats at holde kollegerne opdateret på udviklingen inden for økonomisk kriminalitet, Pol-intel, cypercrime med videre. Endelig må vi ikke glemme, at de beredskabsfaglige kompetencer skal vedligeholdes i forhold til den gældende vurdering af terrortruslen mod Danmark, supplerer Michael Bergmann Møller.
 

Michael Bergmann Møller Heino Kegel politiskolen
Forbundsformand Heino Kegel og næstformand Michael Bergmann Møller er inviteret med på en tur ned ad Memory Lane til en snak om, hvordan de vil gribe opgaven an med at få verdens bedst uddannede politifolk. Turen går til Politiskolen, hvor det hele starter for alle politifolk, og hvor de selv trådte ind ad døren til deres første dag med stolthed og store forventninger om at gøre en forskel.

Så gerne bacheloren genindført

Michael Bergmann Møller forklarer, at formandskabet helst så, at bacheloren blev genindført i stedet for basisuddannelsen, men han erkender også, at det bliver mere end svært. Det er en kamp, hvor økonomi overskygger kvalitet, og hvor hurtige gevinster vinder på bekostning af at lave en langsigtet plan for dansk politi. 

- Det var enormt ærgerligt, at man droppede bacheloruddannelsen, og at man dermed pludselig stod med et uddannelsesgab, som ikke er blevet udfyldt. Derudover kan bacheloruddannelse bruges til at rekruttere bredere, da den er meritgivende til andre uddannelser. Desuden er der hele spørgsmålet omkring lønniveau, som spiller en vigtig rolle, når det handler om grundlaget for politiets løn. Det ville stille politiet bedre at have en mellemlang uddannelse, vurderer Michael Bergmann Møller.

Heino og Michael mener, at den nuværende basisuddannelse i det mindste bør højnes og forlænges for at få faglighed og kvalitet tilbage. De er meget bevidste om, hvad der blev lovet, da uddannelsen blev gjort kortere i slutningen af 2015.

- Som konsekvens af en kortere uddannelse lovede politikerne og Rigspolitiet, at der skulle være langt mere efter- og videreuddannelse. Men det er et løfte, de ikke har holdt. Det er meget skuffende og helt uacceptabelt at forringe vores uddannelse så markant og så ovenikøbet løbe fra løfterne bagefter, siger Michael Bergmann Møller.

Forbundsformanden er meget enig med sin næstformand.

- Der skal leveres mere og bedre efter- og videreuddannelse til kollegerne. Vi kan ikke have et politi, der halter bagefter og ikke er uddannet godt nok. Det er ikke kun for vores eller kollegernes skyld, men det er også for samfundets skyld. Og det er noget, vi vil holde politikere og Rigspolitiet op på. Der er ingen anden udvej, men det kræver også, at man politisk anerkender, at vi mangler politifolk, hvis det skal gå op, siger Heino Kegel.

Michael Bergmann Møller

Ansat 1987. Startede sit praktikophold på Station City, Københavns Politi.

Politifaglig erfaring:
Beredskabsafdelingen, City-patruljen, Fællesgruppen, Bevillingsafdelingen, Lokalpolitiet Vesterbro.

Uddannet og godkendt som livvagt i 1994. Ansat ved PET 2003-2005. Ansat ved Københavns Lufthavn i 2005 og i 2006 i lokalpolitiet på Station City.

Tillidsposter:
Fællestillidsmand i 2007 for Station City. Formand for Københavns Politiforening siden 2013. Medlem af Politiforbundets Forhandlingsudvalg siden 2017.

Valgt som næstformand ved Politiforbundets ordinære kongres den 27. maj 2021.

Privat: 56 år. Har to voksne børn. Bor i Vallensbæk og er gift med Gitte.

15.000 politifolk

Helst så formandskabet, at der over de næste 10-12 år bliver 15.000 politifolk.

- Ressourcer og kvalitet hænger sammen, og 15.000 politifolk er dét antal, der kræves, hvis vi skal kunne løse alle de opgaver, der bliver stadig mere komplicerede, og som kræver ekspertise og uddannelse. Vi skal have tid til at få sagsbunkerne ned, og der skal også være tid til at sende politifolk på efter- og videreuddannelse, så det kræver, at vi er 15.000 politifolk og ikke de 11.300, som vi er i dag, forklarer Heino Kegel.

 

Reel indflydelse – ikke flere følgegrupper

Gennem de seneste par måneder har Politiforbundets politiske ledelse arbejdet målrettet med problematikken om stigende chikane af politifolk og for at få sat retssikkerhed højt på politikernes dagsorden. Det er lykkedes at sætte fokus på nogle af udfordringerne, så de er blevet behandlet i Folketingets Retsudvalg. Derudover fik Heino Kegel presset på hos justitsministeren, så bekendtgørelsen for udrykningskørsel blev taget ud af syltekrukken og op til behandling. Nu gælder det for formandskabet om at arbejde videre i samme kadence, når det kommer til uddannelse. Rammerne for politiet skal være så gode, at politifolk kan løse deres opgaver tilfredsstillende, mener de.

Det nye formandskab har også en forventning om, at de bliver inddraget mere af Rigspolitiet i udviklingen af dansk politi. De mener, der er rum til forbedring, når det kommer til at samarbejde om de store forandringer, der kommer til at ske de kommende år med implementeringen af den nye flerårsaftale.

- Tiden er kommet til, at Politiforbundet inddrages mere reelt i arbejdet, når tingene skal udvikles. Vi ønsker at søge optimal indflydelse og er klar til at stå på mål for beslutninger truffet sammen med Rigspolitiet, forklarer Michael Bergmann Møller.

Heino Kegel

Ansat den 1. december 1999 ved Roskilde Politi.

Politifaglig erfaring:
Aarhus Politi, Beredskabet 2002-2005, Aarhus Vest 2005-2007, hundefører 2007-2011, Lokal efterforskning 2011-2014, sagsleder i vagtcentralen 2014-2017.

Tillidsposter:
Talsmand Aarhus Vest 2005, suppleant til tillidsrepræsentant i lokal efterforskning 2012-2014, tillidsrepræsentant i lokalpolitiet Aarhus 2014, lokalstationstillidsrepræsentant 2015, formand for Østjyllands Politiforening siden januar 2017.

Medlem af Politiforbundets Forhandlingsudvalg siden august 2019.

Valgt som forbundsformand første gang ved en ekstraordinær kongres den 21. januar 2021. Genvalgt til Politiforbundets ordinære kongres den 27. maj 2021.

Privat: 44 år, bor i Aarhus, gift med Henriette og har tre børn på 15, 18, og 22 år.


 

Mere brugerinddragelse og tættere på medlemmerne

Tilbage til rundturen på Politiskolen i Brøndby er formandskabet kommet forbi et lokale, hvor elever prøver uniformer og uniformsgenstande for at se, hvilke størrelser der passer dem bedst. De nye uniformer og uniformsgenstande er efter sigende blevet modtaget rigtig godt af alle.  

Næstformand Michael Bergmann Møller konstaterer med et skævt smil, at grunden til, at elever og kolleger er glade for tøjet blandt andet er, at brugerne selv har været med til at udvikle og tilpasse det.

- Vi skal fortsat have høj fokus på brugerinddragelse. Uniformerne er et godt eksempel på, hvor meget bedre et slutprodukt bliver, når det er hverdagens eksperter, der kan give deres mening til kende undervejs i processen. Det skal vi benytte os af endnu mere fremover, også når det kommer til at forbedre uddannelsen, spørgsmålet omkring arbejdstid, problemer med det psykiske arbejdsmiljø eller andre forhold. Det er vigtigt at inddrage brugerne, konstaterer Michael Bergmann Møller.

 

Styrk TR-funktionen og samarbejdet med lederne

Udover at politiets basisuddannelse og efter- og videreuddannelse skal styrkes, så er det også det nye formandskabs ambition at styrke forbundets egen uddannelse af tillidsrepræsentanter og talsfolk. Den nuværende TR-uddannelse har kørt i fire moduler gennem en årrække, men nu er det på tide at få den opgraderet.

- Det er vigtigt, at vores tillidsfolk har de rette kompetencer og den rigtige uddannelse til at kunne løse udfordringer på det rette niveau, hvor det hører hjemme. Vores ambition om at have medlemmerne tættere på handler i høj grad om at gøre vores tillidsfolk dygtigere. Igen handler det om at spille hinanden gode. Det er sammen, vi er stærkest, siger Heino Kegel.

Samarbejdet med lederne og Politilederforeningen skal også udbygges, mener formandskabet.

- Vi mener, det vil være gavnligt og en styrkelse for det daglige samarbejde at trække lederforeningen endnu tættere på, så kollegerne forsat kan udbygge et godt og sundt samarbejde med deres ledere. Det vil være godt for både Politiforbundet, politiforeningerne og tillidsfolkenes fælles samarbejde, siger Heino Kegel.

 

Vi skylder at kæmpe for kvaliteten

I Brøndby er rundturen ved at være slut. Formandskabet har haft tid til at se frem, men også vende blikket bagud til da de selv var unge og forventningsfulde politielever. En gruppe på syv-otte politielever står i en rundkreds og spiller med en bold, som ikke må ramme jorden. De griner højlydt, mens de kaster sig for at holde bolden i luften.

- Selvom det er længe siden, vi selv gik på Politiskolen, så sætter det gode minder i gang om kammeratskaber, venskaber og et fantastisk arbejdsfællesskab. Men det minder os også om, hvor afgørende det er, at vi i Politiforbundet gør alt, hvad vi kan for at værne om uddannelse, kvalitet og faglighed. Det synes jeg faktisk, vi skylder de kommende generationer, afslutter Heino Kegel.