Nyhed

Studiekreds

Studiekredse: Mistilliden fra 2020 er ikke en død sild

Debatten om mistillidssamfundet, hvor SoMe-følelser, breaking news og spin har kuppet kommunikationen er et af de vigtigste studiekredsemner nogensinde. Det fastslog Politiforbundets studiekredsansvarlige, Poul Buus, sidste år. Men som det meste andet blev det efterfølgende fejet ind under corona-gulvtæppet. Det er dog ikke blevet mindre aktuelt eller mindre vigtigt siden. Vi har brug for at holde mistilliden ud i strakt arm. Derfor tager vi også emnet med i 2021, siger han.

Patruljevogn_radio

Af Nicolai Scharling

Fortjener politiet mistilliden? Og kan man overhovedet drive politi i en verden, hvor næsten al kommunikation handler om følelser, krisehåndtering, profilering og shitstorme? Hvordan smitter det af på politiet? Hvordan påvirker det politiets arbejdsmiljø, kultur og interne trivsel?

Hvad betyder det, at al debat finder sted i flygtige lyskegler af breaking news eller folkestorme på sociale medier? Særligt når politikerne leger med, og justitsområdet er en central slagmark i kampen om at trække stemmer hen over midten, tilsat den måske mest top- og spinstyrede regering i moderne tid?

Hvordan bygger politiet bro over den virkelighedskløft, som ind imellem tegner sig mellem øverste ledelse og de ansatte?

Sådan lød studiekredsemnet og oplægget for 2020.

Endnu mere relevant nu

Det var før samfundet og verden omkring os slog en corona-kolbøtte i marts, og siden blev de fleste studiekredse aflyst eller skåret ned til forsamlings-restriktions-sokkeholderne.

Og det ærgrer formanden for Politiforbundets studiekredsudvalg, Poul Buus.

- Jeg synes faktisk, det er en helt vildt vigtig debat og et enormt vigtigt emne. Det er absolut ikke blevet mindre relevant af coronakrise og metoo-mediestormen. Enkeltsager og personhistorier påvirker os bare mere end nogensinde, og kan resultere i indgreb, dokumentationskrav og lovgivning, hvor man førhen lige trak vejret dybt og tænkte på faglighed. Alle har taget patent på tryghed, og det påvirker os. Se bare på regeringskravet om 20 politisk placerede nærpolitistationer. Det flugter rigtig skidt med mange af politikredsenes indsatser, og er ret pseudo i forhold til reel tryghed, men det er bare sådan politik og debat drives i dag, fastslår han.

Derfor har studiekredsudvalget også besluttet, at emnet fortsat skal være obligatorisk i 2021.

Vi har nogle få foreninger, som rent faktisk nåede at afvikle studiekredsene inden coronakrisen. De skal behandle det nye, og mindst lige så vigtige, emne om politiets fremtidige danmarkskort. Men de foreninger, som ikke nåede det, skal stadig tage mistillidenssnakken op, og helst faktisk behandle det nye emne samtidig, for vi har så meget brug for bredest mulige input fra flest mulige medlemmer, siger Poul Buus.

Af samme årsag har Politiforbundet ikke kunnet samle op på emnet eller på den survey, som blev sendt ud i forbindelse med studiekredsene.

- Vi er under halvvejs med besvarelser, kommentarer og input. Det tegner allerede et stærkt billede af, at der er udpræget behov for, at politiet selv griber den faglige handske og deltager ærligt og åbent i debat og kommunikation. At vi ellers bliver negativt påvirket, og at der skabes splid mellem øverste ledelse og de mange ansatte, som skal få arbejdet til at hænge sammen. Det er vigtige pointer, men de skal underbygges af det bredest mulige grundlag, siger Poul Buus.