Nyhed

Studiekredse sætter arbejdsglæden på dagsordenen

Når studiekredsene afholdes i 2024, bliver det under overskriften ”arbejdsglæde”. - Vi skal arbejde på at forbedre og udvikle det politifag, vi hver dag går på arbejde for at udøve, siger studiekredsansvarlig og næstformand i Politiforbundet, Michael Bergmann Møller.

Politi

Af: Anne Nyhus Haurum

Hvis du deltager på en af næste års studiekredse, kan du se frem til faglige oplæg og studiekredsarbejde under overskriften ”arbejdsglæde”.

- Langt de fleste politifolk går på arbejde, fordi de brænder for at gøre en forskel for borgerne og for at bringe deres politifaglighed i spil. Når det lykkes, blomstrer arbejdsglæden. Derfor sætter vi fokus på arbejdsglæden, siger Michael Bergmann Møller, der er studiekredsansvarlig og næstformand i Politiforbundet.

Ikke alt er altid lige nemt i politifaget, erkender Michael Bergmann Møller. Men også indstillingen til arbejdet er afgørende:

- Det ligger nærmest i politifagets DNA, at vi skal kunne navigere i kaos og leve med at være under pres. Men det pres skal vi også turde tale højt om, siger han.

Politiforbundets flagskib

Michael Bergmann Møller har været ansvarlig for studiekredsene siden foråret 2023. Han har store forventninger til næste års studiekredse.

Michael Bergmann Møller
"Det ligger nærmest i politifagets DNA, at vi skal kunne navigere i kaos og leve med at være under pres. Men det pres skal vi også turde tale højt om," siger a​​​​​​nsvarlig for studiekredsene og næstformand for Politiforbundet, Michael Bergmann Møller.
 

Hvor man i 2023 udsendte en spørgeskemaundersøgelse omhandlende det konkrete emne til alle deltagerne, går man næste år skridtet videre. Denne gang er undersøgelsen udsendt til alle Politiforbundets medlemmer i kredsene, hvormed det er intentionen at få endnu flere end sidste års imponerende 1.423 besvarelser i hus.

Desuden er spørgeskemaundersøgelserne denne gang sendt ud, inden næste års studiekredse afholdes. Det betyder, at de enkelte politiforeninger får resultaterne tilsendt forinden. Det giver politiforeningerne mulighed for at anvende besvarelserne analytisk som oplæg på selve studiekredsene.

- Studiekredsene er forbundets faglige fyrtårn. Derfor er det også afgørende vigtigt, at vi bruger studiekredsene til fordybelse, inspiration og læring. Her er et tillidsfuldt rum, hvor vi på baggrund af medlemmernes input lader os inspirere til at udvikle og forbedre arbejdsmiljøet på vores arbejdsplads, siger Michael Bergmann 

I år kastede tal og resultater fra sidste års studiekredse en forsideartikel af sig i fagbladet DANSK POLITI, ligesom nogle af resultaterne blev brugt af forbundsformanden i flere medier, herunder i DR2’s program Debatten, hvor Heino Kegel debatterede løn og overenskomst med blandt andre skatteministeren. Med andre ord er det vigtige input, som medlemmerne byder ind med i studiekredsarbejdet, som kan løftes videre til eksempelvis politikere og meningsdannere.

Studiekredse 2024: Fokus på arbejdsglæde

Studiekredsene i 2024 finder som altid sted lokalt.
De første studiekredse afholdes fra januar, mens andre politiforeninger først afholder deres studiekreds i foråret 2024.

Som noget nyt har der været afholdt et kick-off-arrangement for de studiekredsansvarlige i politiforeningerne forud for studiekredsene. Her har der været oplæg om årets tema, arbejdsglæde, ligesom der er blevet delt viden og informationer inden for emnet.

Det er også nyt for de kommende studiekredse, at der inden afholdelsen udsendes et spørgeskema til alle deltagere. Spørgeskemaet fokuserer på emner inden for temaet arbejdsglæde.

Hvor det sidste år alene var deltagerne på årets studiekredse, der havde mulighed for at svare, får alle medlemmer af Politiforbundet nu mulighed for at besvare spørgeskemaundersøgelsen. Derved er intentionen, at endnu flere vil give deres mening til kende. Resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen vil blive tilsendt til kredsene forud for afholdelserne lokalt, hvorved de kan indgå i det faglige arbejde vedrørende årets emne.

Arbejdsglæde er benzin til hjernen

Når valget i år er faldet på emnet ”arbejdsglæde”, skyldes det flere ting. Dels har man i studiekredsudvalget, der tæller flere foreningsformænd, ønsket at gå konstruktivt til værks med et positivt fokus:

- Der er al mulig grund til at være stolte af det gode politiarbejde, der udføres hver eneste dag. Den stolthed skal vi dyrke, og vi skal arbejde for, at der kommer endnu mere arbejdsglæde, siger Michael Bergmann Møller.

Han uddyber:

- På den ene side er vi glade for og stolte af politifaget. Vi passer på andre, og det giver ualmindelig god mening. På den anden side bliver vi presset fra flere kanter – politisk detailstyring, måltal og en hverdag, hvor vores medlemmer ofte skal løbe alt for stærkt – og derfor er det helt nødvendigt at diskuterer de områder, hvor arbejdsglæden er udfordret.

Et godt arbejdsliv er et arbejdsliv med mening, fastslår næstformanden. Men den mening kan blegne, hvis arbejdsmiljøet er presset, og hvis fokus på tidsfrister, vagtplaner, der ligner kludetæpper, måltal og for få kolleger bliver for dominerende.

- Det er egentlig ret enkelt: Man arbejder bedre og mere effektivt, når man trives. Og alle udvikler sig, når der er arbejdsglæde på ens arbejdsplads. Vi må ikke købe præmissen om, at arbejdslivet skal være hårdt hele tiden. Det kan ingen mennesker holde til. Så hvad kan vi – og ledelsen – gøre for at forbedre arbejdsmiljøet og forholdene for danske politifolk? Det er noget af det, vi håber, næste års studiekredse kan kaste lys over, siger Michael Bergmann Møller.

Prioriter at deltage

Når Politiforbundet og de lokale politiforeninger igen i 2024 inviterer til studiekredse, er det i høj grad for at være med til at lægge ramme til alt det, der fylder på arbejdet – men som man ikke nødvendigvis har mulighed for at drøfte i løbet af en arbejdsdag.

Vi må ikke købe præmissen om, at arbejdslivet skal være hårdt hele tiden. Det kan ingen mennesker holde til. Så hvad kan vi – og ledelsen – gøre for at forbedre arbejdsmiljøet og forholdene for danske politifolk? Det er noget af det, vi håber, næste års studiekredse kan kaste lys over
Michael Bergmann Møller

- Vi ønsker endnu mere medlemsinddragelse. Derfor er vi også glade for, at en stor spørgeskemaundersøgelse om arbejdsglæde næste år kan danne bagtæppe for den faglige udvikling. Det er forbundets faglige flagskib, hvor vi arbejder for mere og bedre sammenhængskraft på arbejdspladsen, siger Michael Bergmann Møller. Han uddyber:

- Studiekredsene er også et socialt arrangement, hvor medlemmerne får god tid til både at drøfte årets studiekredsemne, ligesom der bliver tid til lidt hygge med kollegerne.

Næstformanden fortæller, at det er vigtigt for ham, at medlemmerne prioriterer at deltage, selvom hverdagen er travl. Og som deltager har man mulighed for direkte at medvirke til at skabe en bedre arbejdsplads:

- Vi ser frem til også i 2024 at have en konstruktiv og givende dialog med mange af vores medlemmer ved årets studiekredse, siger han.