Suspenderet i halvandet år: - Den her sag burde aldrig være rejst
Politiassistenten A nåede at være suspenderet halvandet år i en sag, som aldrig skulle være rejst, ifølge Landsretten. Inden da var byretten kommet med en klokkeklar frifindelse. Alligevel blev dommen anket af Statsadvokaten. Suspensionen blev tilmed fastholdt. Det ville ikke være sket, hvis det havde været andre end en polititjenestemand, siger forsvarsadvokaten, som opfordrer politikredse og anklagemyndighed til at være mindre nidkære og berøringsangst, når det handler om politifolk.
Af Nicolai Scharling
Politiassistenten A tager tingene ovenfra og ned, og som de kommer.
Derfor kan han også langt hen ad vejen trække på skulderen af den suspension, som i næsten halvandet år har forhindret ham i at besøge den station, der har været omdrejningspunktet for hans arbejdsliv.
– Men jeg må da sige, at jeg overvejer, om det er det hele værd, når det er sådan, systemet vælger at behandle os. Pludselig er vi bare en sag, man ikke vil røre ved, og som skal forfølges meget længere, end man ville gøre med nogle andre mennesker her i samfundet. Det er et enormt psykisk pres at være “tvunget” væk fra sit job og sin identitet igennem så lang tid og på et meget spinkelt grundlag, fortæller han.
A har været over 20 år i politiet, hvor han er tilknyttet beredskabet, og han blev i august frikendt i Landsretten i en privat sag om et huskøb, hvor han og ægtefællen var sigtet og tiltalt for åger. Anmeldelsen var kommet fra en person i nabolaget.
Til trods for at beviserne var særdeles svage eller, ifølge forsvarsadvokat Martin Cumberland, ”nærmest ikke-eksisterende”, valgte anklagemyndigheden alligevel at rejse sagen for byretten, og A blev suspenderet den 1. juni 2021.
I august samme år kom sagen for byretten, som med dommerstemmerne 3-0 kom med en klar afgørelse, der helt frifandt A.
Alligevel valgte Statsadvokaten at anke sagen.
I samme forbindelse fik A at vide, at hans suspension blev opretholdt.
– Det var dybt ubehageligt selvfølgelig. Og føltes også urimeligt, for jeg var pure frikendt. Det er bare som om, at systemet ikke kan være hårde nok mod deres egne, hvis det handler om at vaske hænderne. Det er pludselig ligegyldigt, at jeg i årevis er mødt ind på alle tider af døgnet, altid har stillet op og altid har passet mit arbejde. Det gør naturligvis ondt, samtidig med at man tvinges til at gå ned på to tredjedele af sin løn og derfor bliver presset på økonomien, fortæller han.
Røffel til anklager
Sagen kom for Landsretten i midten af august. Igen med en klar dom. Retsformanden gav en røffel for, at sagen var blevet rejst i første instans og i særdeleshed for, at den var blevet anket til Landsretten.
Det får forsvarsadvokat Martin Cumberland, som i årevis har ført sager for politifolk, til at opfordre såvel politikredse som anklagemyndighed til at ”være mindre nidkære og berøringsangst”, hver gang det drejer sig om sager med polititjenestemænd.
– Jeg er ikke i tvivl om, at den her sag aldrig var blevet rejst, hvis det var hr. og fru skolelærer eller andre, det omhandlede. Der var ikke en sag. Der er behov for, at vi italesætter den berøringsangst, som gør, at polititjenestemænd altid forfølges langt mere nidkært, at deres sager rejses og efterforskes, hvor andre ville være blevet lukket ned, siger Martin Cumberland.
Han henviser også til, at sagen har ligget som et kolossalt pres på politiassistenten A og hans nærmeste siden anmeldelsen for næsten to og et halvt år siden, hvoraf de 15 måneder tilmed er gået med suspension.
Vasker hænder
A har det på samme måde.
– Der er ligesom ingen grænse for, hvordan vores egne kan vaske hænder og bare stille os ringere, fordi vi er politifolk. Man kan indgive falske anmeldelser mod os til DUP, uden det har konsekvenser, og vi kan tiltales i sager, som vi aldrig selv ville rejse, hvis det var almindelige borgere. Selvfølgelig er det noget, som påvirker mig og mine kolleger, fortæller han.
I den lokale politiforening har formand Anders Kofoed også kun hovedrysten tilovers for forløbet.
– Det er ikke fair, at politifolks retsstilling kan være så meget anderledes end andres, eller at man som her bare fastholder en suspension, som jo faktisk er en bortvisning, til trods for en klokkeklar frifindelse i retten. Jeg tror nogle gange, at systemet, de øverst ansvarlige og anklagemyndighed ikke er klar over, i hvor stor grad det påvirker de ansattes trivsel og tillid til arbejdspladsen. Det er som om, de ikke vil tage ansvar, men bare gøre det ekstra surt for de ansatte, som ellers altid stiller op, og som de kræver stiller op i alle sammenhænge og alle situationer, siger Anders Kofoed.
