Nyhed

OK21

Tre-årig overenskomst på plads: Det bedst opnåelige i den nuværende situation

Der er lørdag aften indgået et aftaleforlig om OK21 på statens område. Det vil sige, at lønudviklingen for de kommende tre år for godt 195.000 statsansatte ligger fast for 2021, 2022 og 2023. Herunder også alle politifolk, tjenestemandsansatte kontorfunktionærer ved domstolene, politi- og anklagemyndigheden, samt politikadetter og andre grupper af Politiforbundets medlemmer.

OK21

Overenskomsten er blevet forhandlet i en situation med stor usikkerhed omkring økonomien i forlængelse af corona-krisen, men dog med fokus på forventningerne til lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Det har smittet af på rammen, som ikke er prangende - men som dog understøtter ambitionen om at sikre reallønnen.

- Det er ikke prangende, men det er også ekstraordinære tider og en helt ekstraordinær situation. Vores forhandlere har kæmpet hårdt for det bedste resultat under meget svære forudsætninger. Som det ser ud, er det faktisk lykkedes dem at sikre reallønnen, hvilket var et krav, siger Heino Kegel, der tiltrådte som formand for Politiforbundet 22. januar.

Det er næstformand Claus Hartmann, som har haft den direkte forbindelse til forhandlerne gennem centralorganisationen CO10.

- Vi har først lige modtaget det endelige forligsresultat. Nu skal vi regne tallene igennem sammen med vores centralorganisation, CO10, så vi mere præcist kan melde ud om detaljerne og konsekvenserne, fortæller Claus Hartmann.

Politiforbundet vil herefter indkalde sin indkalde sin hovedbestyrelse til orientering og gennemgang af resultatet i starten af næste uge.

Medlemmerne vil desuden blive orienteret mere udførligt, når alle detaljer og konsekvenser for lønnen er kendt.



Politiforbundets Nyhedsbrev nr. 8 2021