Nyhed

Valg

Politiforbundet: Et skridt i den rigtige retning

Socialdemokratiets udspil med 1.000 ekstra politifolk i 2030 er et skridt i den nødvendige og rigtige retning, men tager stadig ikke højde for andre påtrængende udfordringer i politiet: Detailregulering, målkrav, dårlig drift, manglende uddannelse og kompetenceudvikling, samt manglende langsigtet og fremtidssikret planlægning. Det fastslår Politiforbundets formand, Heino Kegel, efter Socialdemokratiet her til aften fremlagde deres Tryghedsudspil.

Indsatsleder_brand_politi

- Det er glædeligt, at Socialdemokratiet har erkendt og vil gøre noget ved, at politiet slet ikke har timerne til at løse de stadig flere og mere komplekse opgaver. Så i den forstand er jeg glad for deres udspil med 1.000 ekstra politifolk frem mod 2030, siger forbundsformand Heino Kegel.

Han er dog stadig forbeholden over for udspillet, som han har fået det beskrevet så vidt.

Heino Kegel
Forbundsformand Heino Kegel

- Der står intet om, hvorvidt politifolkene kommer uden bindinger, om deres arbejde skal prioriteres ud fra faglig ekspertise, eller de er bundet op på målkrav og politiske mærkesager. Det er ret afgørende, fordi vi har om noget brug for, at politiet fremover får mulighed for at bruge vores timer på det fagligt fornuftige og at komme fri af målkrav og dårlig drift, siger Heino Kegel.

Han beskriver det som afgørende for, om flere politifolk vil skabe reel værdi, at politiet selv får lov at bruge dem bedst muligt.

- Flere politifolk i sig selv løser ikke de fundamentale udfordringer. Det kræver simpelthen et opgør med detailregulering og dårlig styring. Det kræver også, at der fokuseres på uddannelse, efteruddannelse og kompetenceudvikling. Vi har næsten ikke prioriteret udviklingen af efterforskningen eller efteruddannelse inden for eksempelvis it-kriminalitetsområdet. Politiet er bagud på så mange områder, der bunder i flere år med dårlig styring og fejlagtige investeringer, siger Heino Kegel.

Han efterlyser en langsigtet plan for politiet, som også forholder sig til nutidens og fremtidens udfordringer.

- Vi skal uddanne politiet til nutiden og morgendagen. Vi skal sikre, at de har kompetencerne og understøttelsen. Det gør vi ikke med de korte politiforlig, som altid tager udgangspunkt i fortiden. Vi skal sikre, at politiet er en attraktiv karriere og arbejdsplads. Ikke et sted, man slider for mange op for hurtigt, eller tvinger dem til at tåle for meget. Og vi skal sikre at det er politifaglige vurderinger og politifaglig ledelse, som er omdrejningspunktet, siger Heino Kegel.

Forbundsformanden henviser også til, at politiet slet ikke prioriterer de problemorienterede og forebyggende indsatser i tilstrækkelig grad.

- Det virker ellers, skaber værdi og er fremadrettet effektivt. Men som driften er skruet sammen nu, er disse indsatser nedprioriterede, siger han.

Læs mere om Socialdemokratiets udspil her:
https://avisendanmark.dk/artikel/socialdemokratiet-vil-udvise-kriminelle-fra-deres-egne-byer-og-kommuner-selvom-de-har-hus-og-job-i-omr%C3%A5det

Emne